Et af resultaterne ved OK24 er, at elever får mere i løn og pension. Foto: Mostphotos

Er du elev i en kommune, er du på samme måde som alle dine HK-kolleger omfattet af det OK24-forlig HK Kommunal har indgået med KL. Ligesom resten af dine HK-kolleger i kommunerne, vil din elevløn også stige med 6,51 procent over de næste to år, samtidig med at du stiger et løntrin.

Ligestillet med private elever

Det er et stort gennembrud for elever under 25 år, fordi de ikke hidtil har fået pension. Det har det netop indgåede overenskomstforlig gjort op med, så elever under 25 år får fuld pension på 17 procent. Desuden får de også en lønstigning, så elever i kommunerne fremover bliver lønmæssigt ligestillet med elever i det private. Du kan se de relevante satser på side 8 i protokollatet.

For voksenelever gælder det, at de rykker et løntrin op fra april 2025, og de får et årligt tillæg på 2000 kroner samtidig med at pensionsprocenten stiger til 17 procent.
Løn er vigtigt

I HK Kommunal er formand, Lene Roed, meget tilfreds med resultatet.
- Løn betyder rigtig meget. Derfor har vi prioriteret lønstigninger til alle, så vi forhåbentlig sikrer, at medlemmerne får nogle lønstigningerne, der virkelig kan mærkes. Under den økonomiske ramme, som finansministeren har udstukket på de 8,8 procent, har vi fået noget nær det lønmæssigt maksimale ud af det, siger Lene Roed.