
Ved du, hvad det bedste kort, du kan have på hånden, når du skal til lønforhandling, er? Det absolut bedste, mest guldrandede kort?
At vide, hvad dine kollegaer tjener.
Det lyder simpelt. Men da vi for nyligt spurgte vores medlemmer, viser det sig, at mange tror, at de ikke må tale med deres kollegaer om deres løn.
Næsten hver tredje tror, at de ikke må tale med kollegaerne om, hvad de får i lån.
Og 17 % er i tvivl, om de må.
Så nu afslører vi det: Det må du godt.
- Det er decideret ulovligt at forbyde folk at tale om deres løn. Der findes ikke lønhemmelighed på det danske arbejdsmarked, slår faglig chef i HK Privat Christoffer Marckmann fast.
Du har faktisk en lovsikret ret til at tale med dine kollegaer om løn. Og det er en god ide at gøre det. For lønhemmelighed kan bl.a. dække over, at din løn i virkeligheden er for lav – eller at der ikke er lige løn for lige arbejde.
- Du gør i virkeligheden dig selv en bjørnetjeneste, hvis du holder din løn hemmelig. Uigennemsigtighed tjener kun din arbejdsgivers interesser, for på den måde kan de holde lønnen nede, siger Christoffer Marckmann.
Du skal kende lønniveauet på din arbejdsplads, så du kan sikre dig, at både du og dine kollegaer får den rigtige løn. Og helt konkret kan du bruge den viden, når du skal til lønsamtale.
Så læs med videre, så deler vi de konkrete tips til, hvordan du bruger din viden til at forhandle en lønstigning hjem.
Du er nødt til at vide, hvad dine kolleger tjener
- Der er kun EN, der har glæde af, at du holder din løn hemmelig – og det er ikke dig.
Det er den kontante udmelding fra lektor Solveig Schmidt, der også underviser på nogle af HK’s lønforhandlingskurser.
Tjek HK's kurser i lønforhandling
- Du får et meget bedre udgangspunkt at forhandle løn på, når der er åbenhed om lønnen. For så kan du kigge på forskellene og diskutere, hvad der ligger til grund for de forskelle, forklarer hun.
Du får simpelthen mulighed for helt faktuelt at finde ud af, hvad kriterierne er for at stige i løn. Hvilke efteruddannelser, opgaver eller ansvar bør kunne omsættes til en lønstigning.
- Omvendt tvinger det arbejdsgiver til at sætte ord på, hvilke kriterier de bruger, når de fordeler lønstigningerne. Når der er åbenhed om lønnen, så skal de kunne fortælle dig, hvad det er, der skal til, siger Solveig Schmidt.
Det er der flere fordele ved. For det første kan fordelingen af lønkronerne ske på baggrund af objektive kriterier og ikke på et mere vilkårligt grundlag. For det andet betyder det, at der er noget faktuelt at diskutere i forhandlingssituationen, altså hvad skal der helt konkret til på den her specifikke arbejdsplads for at få mere i løn.
- Og det går man glip af ved ikke at vide, hvad de andre tjener. Så overlader man det til arbejdsgiver at dele ud, som de har lyst, siger Solveig Schmidt.
Det bedste tip til lønforhandlingen: Vid, hvad dine kolleger tjener
- Gør det! Alt for få forhandler løn. I år er året, hvor du gør det.
- Find de relevante tal. Det er svært at argumentere godt, når du ikke ved, hvor du ligger i forhold til andre.
- En fejl, mange begår, er, at de tror det første ’nej’ afslutter forhandlingen. Men det er bare starten. Du er ikke færdig endnu. Argumenter for din sag med de tal, du har fundet. Jeg fortæller folk, at de skal se en lønforhandling som en professionel samtale, ikke en personlig en. Og ville du give dig i en professionel samtale ved det første ’nej’?
Lad være med at begå den her fejl:
- Alt for mange tror, at en lønforhandling er, at de skal sige noget pænt om sig selv, men hvor længe kan man egentlig det, og hvad gør man så, når man ikke har mere at sige? forklarer Solveig Schmidt.
I stedet kan du med udgangspunkt i din kontrakt og din seneste MUS vise, hvilke resultater du har opnået, eller du kan pege på efteruddannelse, du har taget. Alt sammen noget, der er objektivt, for, siger Solveig Schmidt:
- Hvis ikke du kan pege på en række kriterier, du har opfyldt, så er det op til chefen, hvad de har lyst til.
Mange går i virkeligheden ind i en lønforhandling i blinde, fordi de ikke har den viden, de skal bruge.
- Men sådan behøver det ikke at være. I kunne beslutte jer for at tale om jeres løn på jeres arbejdsplads, siger Solveig Schmidt.
"Det virker"
Læs artiklen om Dortes indsats for lønåbenhed her
Du har ret til at tale om løn