
Microsoft leverer helt grundlæggende IT som Word og Outlook til langt de fleste kommuner.
Men de udgifter er næsten fordoblet over de seneste år, viser en undersøgelse som IT-mediet ”DigiTech” har foretaget.
- Fra 2018 til 2023 er kommunernes udgifter til Microsoft-licenser gået fra godt 300 mio. kroner til cirka 540 mio. kroner – altså langt mere end inflationen tilsiger.
Kommunalbladet har lavet et træk fra Statistikbanken hos Danmarks Statistik – og det viser, at underkontoen ”Fælles IT og telefoni” er steget med cirka 670 mio. kroner alene fra 2018 til 2022 (2023 tallene ligger ikke endnu).
Nå ja kunne man som administrativ medarbejder sige.
Rammer konto 6 hårdt
Problemet er dog, at den slags udgifter som udgangspunkt konteres på konto 6 – altså den konto, der rummer alt omkring administration.
Og da det er den konto, politikere typisk har mest fokus på ved besparelser, er det en uheldig udvikling og kan medføre afskedigelser.
I artiklen nævnes konkrete eksempler, fx fra Middelfart Kommune, hvor udgiften til Microsoft er steget fra 2 til 5,4 mio. kroner.
Esbjerg Kommuner er steget fra 5,5 til 14,4 mio. kr. Odsherred er steget fra 0,8 til 3,8 mio. kr., og Aarhus Kommune er gået fra 23 til 41 mio. kroner.
Minister afventer anbefalinger
Problematikken er netop taget op politisk, hvor digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) har svaret på et spørgsmål om monopoler på det offentlige IT-marked.
I svaret siger ministeren blandt andet:
- Monopoler har det med at presse priserne opad, og der er kun skatteborgerne til at betale. Det er jeg naturligvis imod, men den konkrete problemstilling er meget kompliceret. Derfor vil regeringens ekspertgruppe om tech-giganter senere på året komme med anbefalinger i forhold til deres betydning for den digitale infrastruktur. Jeg ser meget frem til at modtage anbefalinger om, hvordan vi bedst løser problemet.