Merete Pedersen, 28 år, uddannet fra VIA i Aarhus, har fået en fast stilling på karkirurgisk afdeling på Regionshospitalet Viborg.
Inger Lise Staal Lauridsen, 47 år, uddannet fra UC Syd i Esbjerg, arbejder i et vikariat på medicinsk udredning på Regionshospitalet i Gødstrup.
- Jeg havde arbejdet i Bilka i Viborg i 10 år, inden jeg begyndte på uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator. Jeg startede som ungarbejder, og efter gymnasiet tog jeg uddannelsen til salgsassistent og fik efterfølgende job i butikken.
- Men jeg trængte til, at der skulle ske noget nyt, og de skiftende arbejdstider var ikke længere så tiltrækkende, fortæller Merete, da hun en formiddag tager imod på Regionshospitalet Viborg.

Merete Pedersen.
Ville være noget for nogen
Merete ville gerne være noget for nogen og havde egentlig kig på uddannelsen til sygeplejerske. Men så kom den nye uddannelse til sundhedsadministrativ koordinator, og hun søgte ind og blev optaget.
På uddannelsen, der tager to et halvt år, var hun i praktik på kirurgisk og medicinsk afdeling samt fysiologisk klinik på Regionshospitalet Viborg, og da hun blev færdig med uddannelsen i januar, blev hun fastansat pr. 1. februar 2024.
Merete skriver blandt andet journaler, booker tider til patienter, rekvirerer henvisninger og svarer på korrespondance-breve fra praktiserende læger.
- Jeg synes, at det med at koordinere og samle op på en masse tråde og få tingene til at falde i hak er rigtigt spændende. Det er et alsidigt job, og jeg trives med kontakten til patienterne, og så er der en anderledes frihed i jobbet. Jeg møder ind kl. 7.30 og går hjem kl. 15.00, og der er ingen weekendvagter, beretter hun.
På rette hylde
Alt i alt mener Merete Pedersen, at hun som sundhedsadministrativ koordinator er kommet på rette hylde.
Det samme er tilfældet for Inger Lise Staal Lauridsen. Hun var i mange år ansat som rengøringsassistent hos LEGO, inden hun begyndte på en kontoruddannelse hos et forsyningsselskab.
- Jeg havde i mange år haft en drøm om at blive lægesekretær men kunne ikke finde en elevplads. Så i stedet startede jeg på kontoruddannelsen. Men så læste jeg om den nye uddannelse til sundhedsadministrativ koordinator og søgte ind. Jeg plejer at sige: De slap ikke, jeg fandt ind, ler Inger Lise og fortsætter:
- Uddannelsesforløbet var rigtigt spændende. Den yngste studiekammerat kom lige fra gymnasiet, den ældste var i 50’erne, så vi havde vidt forskellige baggrunde, og det betød at vi kunne byde ind med forskellige perspektiver på tingene, beretter hun.
- Specielt sundhedssygdomsfagene med fysiologi og anatomi syntes jeg var spændende, for mit mål med at tage uddannelsen var at komme ud på et sygehus, hvor jeg kunne være bindeled mellem det sundhedsfaglige personale og patienterne, forklarer hun.
Inger Lise var først i praktik i Lokalpsykiatrien i Region Syddanmark og bagefter på medicinsk afdeling, klinik for blodsygdomme og lungeklinikken på Regionshospitalet Gødstrup. I dag passer hun receptionen på medicinsk udredning, skriver notater og booker tider.
Også Inger Lise er i dagvagt fra kl. 7.30 til 15.00.

Inger Lise Staal Lauridsen.
Gode kolleger
- Jeg har nogle rigtigt gode kolleger og har ikke mødt andet end velvilje, selv om der er meget, jeg skal lære som nyuddannet. Lægesekretærerne, jeg arbejder sammen med, har taget rigtigt godt imod mig, fortæller Inger Lise.
Også Merete er blevet taget godt imod på Regionshospitalet Viborg.
- Der er ikke noget dem og os, når det gælder lægesekretærerne og vi sundhedsadministrative koordinatorer. Jeg tænker ikke over, at vi er to forskellige faggrupper. Vi er helt på lige fod, siger hun.
Læs mere om uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator