Så er det nu! Efter måneders tovtrækkerier med arbejdsgiverne i kommuner og regioner er overenskomstresultatet nu klar til at blive vejet og bedømt af alle medlemmer af HK Kommunal.

Man kan fra onsdag den 20. marts kl. 10.00 og frem til søndag den 14. april stemme lige her.

HK Kommunals medlemmer modtager også en mail med et link, der giver direkte adgang til afstemningen. Har du ikke modtaget en mail fra os onsdag den 20. marts om formiddagen med direkte link til afstemningen, så kan det være, den er havnet i dit spamfilter. Du kan dog altid stemme via ovenstående link. Har du problemer med at stemme, så har du mulighed for at få hjælp ved at kontakte HK Kommunal på telefon 3330 4472.

De 17 medlemmer af HK Kommunals bestyrelse med formand, Lene Roed, i spidsen anbefaler enstemmigt at stemme ja til det overenskomstresultat, alle finder rigtig tilfredsstillende.

Lønforbedringer og frihed

Overenskomstresultatet betyder blandt, at alle får lønstigninger på godt 6,5 procent over de kommende to år. Dertil kommer HK Kommunals egen pulje på to procent, der også udmønter sig i lønstigninger – og bedre pension – til alle. Alt i alt bruges stort set hele rammen på 8,8 procent til lønforbedringer.

Med de nuværende økonomiske prognoser betyder det, at reallønnen vil vokse med knap 2,2 procent over de kommende to år. Den reallønstigning er alene beregnet på baggrund af de generelle lønstigninger. Lønstigninger fra HK Kommunals egen pulje - organisationspuljen - kommer oveni.

Hvis resultatet bliver stemt hjem, bliver der ydermere indført et nyt lønindeks og en ekstra lønforhandling i slutningen af overenskomstperioden. Begge tiltag giver muligheder for yderligere lønstigninger.

En ny opsparingsordning, hvor den enkelte får mulighed for at pulje opsparede dage til op til 15 sammenhængende fridage, indgår også i overenskomstresultatet.

Ønsker er indfriet

I HK Kommunal er formand, Lene Roed, ikke i tvivl om, at overenskomstresultatet skaber reel værdi for den enkelte HK’er ude på de kommunale og regionale arbejdspladser.

- Medlemmernes ønsker til en ny overenskomst handler i høj grad om løn. Jeg mener, det er lykkedes os at indfri det ønske. De lønstigninger, der er indeholdt i resultatet, er faktisk de højeste siden 1987. Og der er lønforbedringer til alle. Derudover har vores medlemmer fået nogle helt nye muligheder for opsparing til frihed. Samlet set er jeg overbevist om, at vi har fået noget nær det maksimale ud af vores prioriteringer. Vi har landet et rigtig godt forlig, siger Lene Roed.

Uanset om man stemmer ja eller nej til overenskomstresultatet appellerer formanden til, at HK Kommunals medlemmer gør deres indflydelse gældende og viser deres opbakning ved at deltage i den demokratiske proces, urafstemningen er kulminationen på.

Mere OK24-info

I disse dage modtager samtlige medlemmer af HK Kommunal en OK24-avis i deres postkasse. Her kan man ved selvsyn danne sig et overblik over overenskomstresultatet. OK24-avisen findes også i en digital udgave.

Ønsker man at dykke mere ned i forligenes detaljer og at se den mæglingsskitse fra Forligsmanden, der stemmes om, henvises til HK Kommunals OK24-side.

HK Kommunals overenskomstforlig bliver denne gang kædet sammen med de andre organisationers afstemningsresultater af Forligsinstitutionen. Det betyder, at det er stemmeresultatet på tværs af organisationerne, der afgør, om overenskomstresultaterne bliver vedtaget.

Hovedresultater af OK24 over de kommende to år:

  • En samlet ramme på 8,8 procent
  • Generelle lønstigninger til alle på 6,5 procent
  • Ekstra lønstigninger til alle fra organisationspuljen. De fleste får et løntrin, resten får et grundlønstillæg
  • Reallønnen er sikret i forhold til de skøn for inflationen, som ligger for de kommende to år
  • Mere i pension til alle
  • Ekstra lønstigninger til de lavest lønnede
  • Stort gennembrud med pension til elever under 25 år, som ikke tidligere har haft pension
  • Ny opsparingsordning som giver mulighed for at opspare frihed op til 15 dage fra 6. ferieuge samt over- og merarbejde. Dagene kan afholdes enten samlet eller som enkelte dage.
  • Nyt lønindeks som giver et mere retvisende sammenligningsgrundlag i forhold til de private.
  • En ekstra lønforhandling i perioden, så vi sikrer, at vi hurtigt kan komme på niveau med de privatansatte