
Når selv statsminister Mette Frederiksen taler om Aula i en åbningstale i Folketinget, ved man det er et emne fyldt med følelser og holdninger. Siden Aula blev udrullet i 2019, har kommunikationsplatformen været udsat for hård kritik, bl.a. i en undersøgelse fra skolelederforeningen.
Nu har Kombit gennemført en stor tilfredshedsanalyse af Aula blandt brugere, dvs. forældre, lærere, skoleledere og administrativt personale. Cirka 16.000 har svaret. Kommunalbladet har hos Kombit fået lavet en særkørsel med svarene fra godt 700 skolesekretærer/administrative medarbejdere på skoler.
Søgning i bund
Overordnet er tilfredsheden okay, idet 44 procent er enten tilfredse eller meget tilfredse med Aula. Især er platformen god til at understøtte kommunikationen med kolleger, vurderer svarpersonerne. Dog er hver 5. administrativ utilfreds eller meget utilfreds.
I rapporten er der også spurgt til tilfredsheden med en række funktionaliteter. Her er der størst tilfredshed med ”opslag” og ”beskeder”, mens kalender, sikre-filer og komme-gå ligger får en mellemkarakter. Søge-funktionen ligger derimod ret klart i bunden.
Skal notifikationer begrænses?
Kombit benytter også rundspørgen til at få respons på forslag til forbedringer i Aula. Et af dem er muligheden for at modtage notifikationer samlet i pakker, dagligt eller ugentligt. Kun 18 procent synes, det er en god idé.
Et andet er at lukke for modtagelse af beskeder fra hhv. forældre og kolleger om aftenen og natten. Halvdelen kunne godt klare ikke at modtage beskeder fra forældre aften/nat, men kun 28 procent vil undvære beskeder fra kolleger/andre medarbejdere på de sene tidspunkter.
Læs resultatet af rundspørgen her - dog uden særkørslen for "skolens kontor".