
Kontorleder Kristian Jørgensen har sammen med kolleger samlet 100 siders dokumentation af chikane mod Jobcentret i Aabenraa. Foto: Jonas Fievé, Aabenraa Kommune
100 sider. Så meget fylder den mappe med dokumentation, som Aabenraa Kommune har sendt til politiet i en politianmeldelse af Kim Madsen, formand og talsperson for organisationen “Jobcentrets ofre”. En anmeldelse, der er sket med afsæt i straffelovens §119a. Den paragraf handler om krænkelse af ansatte i tjeneste, der kontaktes, forfølges eller på anden måde chikaneres under udførelsen af tjenesten eller hvervet.
- Der var efterhånden tale om en så voldsom chikane af flere af vores sagsbehandlere, at vi ikke så anden udvej end at afsætte Kim Madsen som partsrepræsentant for borgeren og at politianmelde ham, fortæller Kristian Jørgensen, kontorleder i “Job og Ressourcer” i Jobcentret i Aabenraa Kommune.
Kampagne på sociale medier
Chikanen, som Kristian Jørgensen peger på, handler om en nærmest systematisk form for hetz. Den skete på to måder.
For det første blev byrådsmedlemmer, direktører, chefer og flere andre centrale personer nærmest dagligt bombarderet med klagemails med påstande om sløvsind, uduelighed og ja, nærmest ondskab blandt sagsbehandlerne. For det andet – og endnu værre – kørte Jobcentrets Ofre en offentlig hetz mod navngivne medarbejdere i jobcentret. Kampagnen skete især på de sociale medier med offentliggørelse af fotos, navne og lydoptagelser. Dertil en meget hård retorik, hvor medarbejderne bliver sammenlignet med Hitler og jødeudryddelser.
Subtile trusler om vold
Hos kommunen fik man nærmest den opfattelse, at hetzen blev kørt efter et fast koncept og strategi for at presse og ramme sagsbehandlerne mest muligt – men alligevel subtilt.
- Der blev fx antydet, at nu kunne der ikke være langt igen til en sygemelding, ligesom der blev efterspurgt fotos af medarbejderne på sociale medier, beretter Kristian Jørgensen.
Helt slemt var de subtile trusler om vold. For eksempel kunne det lyde i et opslag på Facebook: “Hvis jeg boede i Aabenraa, ville jeg nok have svært ved ikke at få lyst til at slå vedkommende”.
Alle disse eksempler har Kristian Jørgensen med hjælp fra en sekretær og medarbejdere i kontrolgruppen samlet i et 100-siders katalog som dokumentation i forbindelse med politianmeldelsen. Det har kostet en del resurser at monitorere og finde opslagene – blandt andet fordi det ser ud til, at Jobcentrets Ofre bruger falske profiler på de sociale medier.
Chikanen gik ud over nattesøvnen
På det personlige plan har sagen været en hård omgang. Ikke mindst for de pågældende medarbejdere, der har været på sagen, og som er blevet udstillet og hetzet. Derfor yder kommunen også professionel hjælp og støtte til dem.
- Jeg har også selv været ret påvirket af det, fordi jeg kan mærke, at mine medarbejdere lider, og der generelt er blevet en større grad af frygt blandt os. Det har kostet en del på nattesøvnen.
Kristian Jørgensen fortæller, at man fremover vil lægge større vægt på, at der skal være flere sagsbehandlere på de svære sager, at man skal huske at beskrive og dokumentere adfærden hos borgerne i notater og ikke mindst, at man skal have en klarere – og tidligere – grænse for, hvornår man som myndighed siger fra.
Brev til Folketinget
Jobcentrets Ofre har skrevet et brev til Folketingets beskæftigelsesudvalg med en meget voldsom retorik, herunder link til Youtube-videoer.