Bonnie formand for sundhedsgruppen

- Vi skal afgjort arbejde videre med at få et højere lønniveau. Vi har altid været de pæne piger. Det skal vi holde op med, fastslog Bonnie Blirup, formand for overenskomstgruppe Sundhed. 

”Min chef siger, at der ikke er noget at forhandle om.”

Der var stor sammenstimlen foran planchen med udsagnet ovenfor, da deltagerne på overenskomstgruppe Sundheds landsmøde blev bedt om at stille sig ved den ud af fire plancher, der svarede bedst til deres oplevelse af lønforhandling.

Ligesom lige præcis nul deltagere ved en håndsoprækning var enige i udsagnet ”Jeg er tilfreds med min løn”.

Det store flertal af fremmødte på Sundhedsgruppens landsmøde arbejder som tandklinikassistenter. Og med et gennemsnit 31.876 kroner pr. md. for et fuldtidsjob ifølge HK’s seneste lønstatistik er utilfredsheden til at føle på.

Sundhedsgruppen tæller udover tandklinikassistenter blandt andre lægesekretærer, kliniksekretærer hos kiropraktorer og fysioterapeuter samt receptionister, der arbejder på det private sundhedsområde.

Kun halvdelen af de 40 stemmeberettigede deltagere, som var med på landsmødets anden dag, har været til lønforhandling det seneste år, og et overvældende flertal syntes, det er svært at forhandle løn.

- Vi skal afgjort arbejde videre med at få et højere lønniveau. Vi har altid været de pæne piger. Det skal vi holde op med, fastslog Bonnie Blirup, formand for overenskomstgruppe Sundhed. Første gang i sin mundtlige beretning og ved flere andre lejligheder, bare med forskellige formuleringer, i løbet af landsmødet, som blev holdt den 6.-7. april i Odense.

Læs også: Omfavn robotten

Insistér på relevante kurser

Kursustid, opkvalificering, uddannelse, kompetenceudvikling. Kært barn har mange navne. Ønsket om mere efteruddannelse var et tema, der også var på dagsordenen hele weekenden.

Formand Bonnie Blirup havde en lille opsang i den forbindelse.

- Fint nok med ønsker om mere uddannelse. Men så skal I saftsuseme også bruge de to uddannelsesdage, I har nu. Jeg hører ofte, at ”Vi kan ikke komme afsted, fordi vi skal arbejde!” Men jo mere I kommer afsted, jo nemmere er det for os at forhandle, sagde hun.

Flere deltagere savnede en definition af, hvad man egentlig kan kalde en uddannelsesdag i forhold til tandklinikassistenternes overenskomst. For det kræver tid og tilladelse fra chefen at tage på kursus, som en deltager påpegede. Tæller firmaernes reklamekurser? (produktkurser, red.), ville en vide. En anden spurgte, om et fagligt arrangement på nogle timer kan kaldes ”en dag”.

Og nej, sidstnævnte kan som udgangspunkt ikke anses som en uddannelsesdag.

- Det nye i overenskomsten er, at uddannelse tages i timer. Så er du afsted i 2 timer, så har du brugt 2 timer, fortalte Monica J. Hovgaard, som er faglig sekretær for Sundhedsgruppens medlemmer.

Det vil sige, at fx et 2-timers kursus kan ikke kaldes en uddannelsesdag, fastslog den faglige sekretær.

- Det helt afgørende er, om det er relevant for dig i dit job. Kontakt os endelig, hvis du er i tvivl, opfordrede faglig sekretær Monica J. Hovgaard.

Og Sundhedsgruppens formand, Bonnie Blirup, opsummerede:

- Både når det gælder løn og uddannelse, er I selv nødt til at slå i bordet en gang imellem.

Hun blev enstemmigt genvalgt som formand uden modkandidater.

Sundhedsgruppen

Den nye bestyrelse i sundhedsgruppen.

 

Den nye bestyrelse i overenskomstgruppe Sundhed

Der er kommet flere nye medlemmer i Sundhedsgruppens bestyrelse, der er blevet større end nogensinde. Næstformanden vælges på det første bestyrelsesmøde.

 

Formand Bonnie Blirup, tandklinikassistent hos Tandlæge Julie Christiansen Aps, HK Privat Nordjylland
Annemette Nørgaard, lægesekretær hos Centrumlægerne Skive I/S, HK Privat MidtVest
Bente Madvig Holm, tandklinikassistent hos Tandlægeselskabet Tandlægen.dk, HK Service Hovedstaden
Bente Mentz, tandklinikassistent hos Tandlægeselskabet ORIS, HK Privat MidtVest
Cecilia Emma Vindum Tjagvad, tandklinikassistent hos tandsundhed.dk, Herning, HK Privat MidtVest
Gitte Witt, lægesekretær hos Lægehuset Centrum, HK Sydjylland
Heidi Svanefjord, receptionist hos Tandlægerne Gartnerhaven 3, HK Privat Sjælland
Jeanette Lissi Hansen, tandklinikassistent hos Tandlæge Peter Amund Nielsen, HK Privat Sjælland
Karina Damgaard Rasmussen, tandklinikassistent hos Odense Dental Klinik, HK Privat Midt
Kirsten Fisker Andreasen, receptionist hos Tandlæge Jan Kerstein Aps., HK Privat Østjylland
Ninna Rosenfjeld, tandklinikassistent hos PLUS1 City, HK Service Hovedstaden
Pia Degn, tandklinikassistent hos Tandlægerne i Vestergade, HK Privat Nordjylland
Randi Laudal Larsen, tandklinikassistent hos Tandsundhed.dk, Herning, HK Privat MidtVest