Lene Roed, formand for HK Kommunal, er glad og tilfreds med afstemningen om overenskomsten. Foto: Tom Ingvardsen

Den samlede urafstemning om overenskomstforligene i kommuner og regioner er nu offentliggjort af Forligsmanden. Et flertal stemte ja, og de nye overenskomster træder derfor i kraft fra 1. april 2024.

Denne gang har vi stemt samlet under forligsmandsloven på tværs af alle faggrupper i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Den samlede stemmeprocent blev 66 procent. Ja-stemmerne udgjorde 87,2 procent.

Høj stemmeprocent i HK Kommunal

Også HK Kommunals medlemmer har bidraget til afstemningen med et massivt ja. Hele 73,3 procent af HK Kommunals medlemmer har afgivet en stemme. 94,6 procent af dem stemte ja.

Formanden for HK Kommunal, Lene Roed, sender en stor tak til alle de mange medlemmer, der har bidraget med deres stemme.

- Det er helt fantastisk, at så mange af jer har bakket op om medlemsdemokratiet ved at afgive jeres stemme. 1000 tak for det store engagement og deltagelse. Jeres opbakning giver et rigtig stærkt fundament for mig som formand og for HK Kommunal som faglig organisation, når vi forhandler med arbejdsgiverne. Det gælder både i denne overenskomstperiode, og når vi om to år igen skal forhandle overenskomst. Så 1000 tak til jer alle, siger Lene Roed.

Stor aktivitet på arbejdspladserne

Formanden peger på, at den store opbakning også viser, at den danske model virker, og at medlemsdemokratiet er helt afgørende - og lever i bedste velgående.
- Tak for al den aktivitet I sammen har skabt på arbejdspladserne. Medlemmer, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og lokale afdelinger. I efteråret fik vi input fra tusindvis af medlemmer forud for handlingerne. Det har givet et uvurderligt grundlag for os i forhold til prioriteringerne i forhandlingerne. Også den del vil jeg gerne kvittere for, siger formanden.

Vigtigste resultater

De vigtigste resultater er:

  • Samlet værdi på 8,8 procent over to år
  • Generelle lønstigninger til alle på 6,5 procent
  • Derudover ekstra lønstigninger til alle – enten et løntrin eller et grundlønstillæg
  • Mere i pension til alle
  • Ekstra midler til de lavest lønnede
  • Stort gennembrud med fuld pension til elever under 25 år
  • Ny ordning hvor man kan opspare frihed op til 15 sammenhængende dage
  • Reallønnen for de kommende to år er sikret – og også en pæn udvikling – i forhold til de skøn, der ligger for inflationen

 

Man kan finde alle detaljer om OK24 og også de enkelte forhandlingsprotokoller på HK Kommunals hjemmeside hk.dk/OK24.

De første generelle lønstigninger kommer med tilbagevirkende kraft fra 1. april.