
Safija Hamidovic, skolesekretær i Fredericia Kommune, blev nysgerrig på og bidt af teknologi. Hun er efter deltagelse i kurset Fremtidens HK’er blevet mere bevidst om, hvor der kan spares arbejdstimer ved automatisering af arbejdsgange. Foto: Michael Drost Hansen
- Da jeg tog Fremtidens HK’er, blev jeg helt klart bevidst om nogle ting, jeg ikke vidste før, fortæller Safija Hamidovic, der er skolesekretær i Fredericia Kommune.
Hun er interesseret i teknologi og har både taget HK Kommunals elektroniske teknologi-kursus Fremtidens HK’er og top up modulet Fremtidens Digitale Administration, der giver 10 ECTS-point hos Komponent.
- Jeg blev meget nysgerrig på teknologi og faktisk bidt af det. Det er smart, fordi man kan spare rigtig mange timer i sit arbejde, som man kan bruge på andre ting. Jeg er blevet meget bevidst om, at der er mange arbejdsgange, der kan forbedres med automatisering, forklarer Safija Hamidovic.
Nu kan du også komme i gang med ChatGPT
Fremtidens HK’er har siden coronatiden været digitalt, så man kan tage modulerne helt fleksibelt, når det passer ind i ens hverdag. Men som det er med teknologier, kommer der hele tiden nye til. Derfor er Fremtidens HK’er netop blevet opdateret med et nyt modul om generativ kunstig intelligens, der tager udgangspunkt i ChatGPT.
Der findes ikke tilsvarende kurser andre steder, og derfor er det også en enestående chance for at få sat gang i digitaliseringen
Lene Roed, formand i HK Kommunal, mener, at nøglen til en succesfuld digitalisering ligger gemt i den svære kunst at få omsat de administrative processer til digital udvikling.
- Vi håber på, at vi kan give vores medlemmer en god introduktion og forståelse for arbejdet med nye teknologier, så de kan føle sig godt klædt på til dagens og fremtidens arbejdsmarked. Der findes ikke tilsvarende kurser andre steder, og derfor er det også en enestående chance for at få sat gang i digitaliseringen, siger Lene Roed.
Smutvej til videreuddannelse
Når man har gennemført Fremtidens HK’er, vil medarbejderne også kunne benytte sig af en ”smutvej” til videreuddannelse, hvis de samtidig gennemfører onlinekurset Grundlæggende Teknologiforståelse.
Her vil det være muligt at få merit til top up kommunommodulet Fremtidens Digitale Administration hos Komponent. Det betyder, at medarbejderne kan gennemføre uddannelsen til 10 ECTS-point på kun 5 dage fremfor 10.
Det er en helt unik aftale, som HK Kommunal har indgået med Komponent.
- Det gør det endnu lettere for medarbejderne at videreuddanne sig hurtigt og derigennem bringe sig selv i spil i forhold til den automatisering og digitalisering, som lige nu foregår på arbejdsmarkedet. Derfor håber vi også, at medlemmerne tager udfordringen op og vælger at kaste sig ud i videreuddannelsesforløbet, siger Lene Roed.
Safija Hamidovic har både gennemført online-kurserne og top up-modulet, og hun bruger i høj grad sin teknologiforståelse i sit daglige arbejde og deler gerne ud af den.
- Jeg ville gerne sprede min viden ud i sekretærgruppen, så vi har lavet en temadag blandt alle skolesekretærer i Fredericia Kommune. Her har vi kigget på arbejdsprocesser og snakket om, hvilke opgaver vi kan automatisere. Og det er da blevet til en del, fortæller Safija Hamidovic.
Hun understreger, at gevinsterne er der – men at det er vigtigt, at der hele tiden er mennesker, der vedligeholder robotterne.
Læs mere om uddannelsen: