Kronisk hovedpine efter en besvimelse ved skrivebordet bliver betragtet som en arbejdsskade. Foto: Mostphotos

Er det arbejdsskade, hvis medarbejder sidder ved sit skrivebord, foran sin PC – pludselig besvimer, falder ned på gulvet og slår hovedet og udvikler kronisk hovedpine?

Og – vel og mærket – uden at selve arbejdet udløste eller var årsag til besvimelsen.

Det spørgsmål har Højesteret nu taget stilling til i to sager, hvor medarbejdere er besvimet på arbejde med skader til følge.

Svaret er: Ja, det er at betragte som en arbejdsskade.

Årsag er ikke afgørende

Højesteret slog fast i afgørelsen, at medarbejdernes personskader – uanset årsagen til besvimelserne – måtte forbindes med medarbejdernes arbejde eller de forhold, arbejdet var foregået under.

Og det var ikke relevant, om medarbejderne ville være kommet lige så alvorligt til skade, hvis besvimelserne var sket andre steder end på arbejdspladsen.

Årsagen er altså uden betydning, men tilføjes det – hvis arbejdsgiveren ovenikøbet har tilsidesat pligter og krav ift. arbejdsmiljølovgivning, kan der blive tale om erstatningsansvar.