
Esbjerg Kommunes chatbot svarer selv på borgernes spørgsmål ud fra information på Esbjerg Kommunes hjemmeside. Foto: Canva.
Som den første kommune i landet har Esbjerg Kommune fået udviklet en chatbot baseret på generativ AI til at svare på borgernes spørgsmål. Det skriver DigiTech.
Chatbotten er udviklet af det danske it-selskab InDialog og er baseret OpenAI’s sprogmodel, så den selv formulerer svar på borgernes spørgsmål ligesom ChatGPT.
AI-chatbotten opererer i et såkaldt lukket kredsløb, så den kun kan formulere svar ud fra den information, der i forvejen ligger på kommunens hjemmeside.
Løbende tilsyn
Chatbotten blev lanceret i november 2023. Inden da blev den testet igennem internt i kommunen. It-afdelingen, leverandøren og kommunens DPO har arbejdet på at sikre, at GDPR-reglerne bliver overholdt.
For at sikre, at chatbotten giver korrekte og præcise svar, holder kommunens webmaster løbende øje med samtalerne, der gemmes i otte dage.
- Vores leverandør har sat rimelig kraftige bånd på chatbotten, så den ikke opfinder noget. Den tager kun den information, der findes på hjemmesiden, og hvis den ikke kan finde et svar, så beder den borgeren om at ringe til kontaktcentret, siger Thomas Reil, kommunikationschef i Esbjerg Kommune, til DigiTech.