
Nu er det den tid på året igen-igen. Medarbejderudviklingssamtalen. MUS.
Vi ved godt, at det ikke lyder spændende. Men læs med her, så finder du af, hvad du kan få ud af MUS’en.
- Alt omkring os udvikler sig hele tiden. Se bare på kunstig intelligens. Der er ikke nogen i det her land, der laver det samme på samme måde som for bare 5 år siden. Efter et par år, så har noget ændret sig: hvilke opgaver, der er vigtige, hvordan de skal løses, hvilke værktøjer du skal bruge til at løse dem. Derfor er du også nødt til at udvikle dig.
Så enkelt kan det siges. Og det gør Louise Theil Bock, leder af Karriere og Uddannelse i HK, der driver Karrieretelefonen, som du kan ringe til for at få hjælp og rådgivning.
Og medarbejderudviklingssamtalen er dér, hvor du har mulighed for at styre, hvordan du gerne vil udvikle dig. Så udviklingen ikke bare er noget, der sker omkring dig, men er noget, du har indflydelse på.
Derfor får du her Karrieretelefonens nemme og enkle guide til at få det, du gerne vil have til MUS:
- Først og fremmest, ring til os, før du skal til MUS! Vi vil så gerne hjælpe dig, fortæller Louise Theil Bock.
MUS er ikke raketvidenskab, men du skal ramme en balance.
MUS handler i bund og grund om balancen mellem, hvordan du vedligeholder eller øger din motivation og styrker din faglighed – og hvordan din motivation og faglighed styrker virksomheden.
Forberedelse
- Hvor vil du hen i dit arbejdsliv? Hvad vil du gerne lave mere eller mindre af, hvilke kompetencer vil du gerne have, er der samarbejder der ikke fungerer osv.
- Find 3-4 ting, du kunne tænke dig. Det kan være efteruddannelse, nye opgaver eller konferencer eller webinarer du gerne vil deltage i. Og forbered dig på at forklare, hvordan de kan skabe værdi for dig, din leder, jeres afdeling og virksomheden. Det kan være, at du lærer noget nyt, som I kan bruge, så du kan hjælpe de andre og løse nye opgaver, som der bliver brug for.
- Og husk, at tjekke hvad du er berettiget til. F.eks. har mange af os direkte ret til et antal dages betalt efteruddannelse hvert år. Det kan du se i din overenskomst her
Læs mere om din ret til efteruddannelse her
- Tænk over, hvilke opgaver du kan komme til at løse i fremtiden, så du enten kan forberede dig på dem ved at få efteruddannelse – eller få sagt det til din chef allerede nu, hvis det ikke er noget for dig. I så fald skal du forberede dine argumenter, så det ikke bare er et ”nej”.
- Tag temperaturen på din motivation og på samarbejdet med dine kollegaer. Det er til MUS, du kan tale om løsninger med din leder, hvis der er noget, der ikke fungerer hensigtsmæssigt.
Under MUS
- I skal gennemgå, hvad der er sket siden sidste MUS. Hvad har du været glad for / ikke glad for, hvordan er din arbejdsbyrde, er der balance i opgaverne, har du været på efteruddannelse osv.
- Det skal I for at kunne lave aftaler om, hvad der skal ske indtil næste MUS. Det er her, du skal kunne forklare, hvordan det, du gerne vil, også er en fordel for din leder.
- Hvis du mangler motivation, eller hvis der er samarbejdsvanskeligheder i din afdeling eller sådan noget, så er det også godt at få talt om her, så I kan aftale en vej frem.
- Du skal være forberedt på, at ønskerne måske ikke kun kommer fra dig. Din leder kan også have forslag og feedback om f.eks. nye opgaver, adfærd og samarbejde. Her skal du stille opklarende spørgsmål og bede om tid til at tænke over deres forslag.
- I skal afslutte med at lave aftaler om dine arbejdsopgaver, hvad du skal lave mere eller mindre af, hvordan du får de nye kompetencer, du skal bruge, og eventuelt opfølgende møder om de udfordringer, I har diskuteret.
Efter
- Husk at følge op på den udviklingsplan du og din leder har lavet til MUS. Den skal gerne gøre det klart for dig, hvem der gør hvad hvornår.
- Og så behøver du ikke vente et helt år til næste MUS, hvis der er noget, du virkelig gerne vil. Du kan godt tage fat i din chef i løbet af året, hvis der dukker nye muligheder op, som du gerne vil benytte dig af.
Få hjælp af Karrieretelefonen
3 måder at gå konstruktivt til svære emner
- Vær konkret, og sørg for at tage udgangspunkt i dig selv, din situation og det, du oplever.
- Fortæl, hvordan du gerne ser en løsning i stedet for at sige, hvad du ikke vil.
- Undgå ultimatummer. Det kan sætte dig i en situation, der er svær at bakke ud af igen. Kom hellere med konstruktive ideer til løsninger.