Børnenes tænder har brug for flere klinikassistenter

Debatindlæg af Ditte Gottlieb Bredahl, formand HK Kommunal Hovedstaden, og Hanne Jacobsen, formand Ansatte tandlægers Organisation. I Danmark har vi en kommunal tandpleje i verdensklasse. Klinikassistenterne fra starten haft en vigtig rolle. Som andre dele af det offentlige sundhedsvæsen er den kommunale tandpleje udfordret af kommunernes stramme økonomi og mangel på arbejdskraft. For alle målgrupper spiller klinikassistenten en vigtig rolle, ikke mindst i forhold til forebyggelse. En lavthængende frugt er, at kommunerne afsætter centrale puljer til at ansætte flere elever, så den kommunale tandpleje kan uddanne flere tandklinikassistenter. Tandklinikassistenter kan varetage rigtig mange selvstændige og forebyggende opgaver, hvis tandlægerne delegerer opgaverne til dem under supervision. Alligevel uddanner de kommunale tandklinikker kun halvt så mange elever som de private. Det er meget uhensigtsmæssigt. Klinikassistenter kunne varetage en meget stor del af det forebyggende arbejde. Dette er en win-win-situation. Det er en rigtig god ide at forebygge. Derfor har vi brug for flere elever, der vil være tandklinikassistenter.

Avisen Danmark m.fl.
29-04-24

Programmet for 1. maj er klar

Onsdag falder 1. maj, og det betyder røde faner og taler igennem det meste af dagen. Traditionen tro begynder det tidligt - blandt andet hos HK Sjælland i Guldborgsundcentret 6, hvor der er morgenbrød og taler. Blandt andre af Michael Rosenberg, formand for HK Kommunal Sjælland og byrådsmedlem Katrine Burmann (S). Er man ikke et morgenmenneske, men stadig interesseret i at deltage, er muligheden der igen fra klokken 13 på Torvet i Nykøbing. Komikerne Thomas Hartmann og Torben Chris underholder, og der er musik, sang, frokost og hoppeborg til børnene. På talerlisten er Trine Pertou Mach, folketingsmedlem og EU-kandidat for Enhedslisten sammen med Joan Krag (SF), borgmester Simon Hansen (S), Annemette Schønberg Johnsen (SF) - og mange flere. 

Lolland-Falsters Folketidende m.fl.
27-04-24

Vi glemmer ikke Det Store Bededagstyveri

Debatindlæg af Hans-Henrik Hansen, formand HK Kommunal Østjylland, Bent Klim Johansen, formand HK Stat Østjylland m.fl. Som en tyv om natten stjal SVM-regeringen St. bededag-fridagen fra os. Regeringen valgte at ignorere de mere end 450.000 danskere, der skrev under imod fjernelsen af store bededag som fridag. Regeringens beslutning er et direkte angreb på vores arbejdsmarkedsmodel, Den Danske Model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der sammen aftaler løn og arbejdstid. Fjernelsen af store bededag skulle primært bruges til skattelettelser. Det er en uretfærdig fordeling, der kun øger uligheden i samfundet. Fjernelse af en fridag er jo meget godt i tråd med regeringens ønske om, at vi skal arbejde mere. I stedet for at arbejde mere burde vi se på at værdien af balance mellem arbejde og fritid. Nu må rovdriften på lønmodtagerne stoppe. Vi er kun mennesker, og vi skal kunne holde til et langt arbejdsliv. SVM-regeringen håber sikkert på, at vi glemmer, hvad der skete med store bededag. Men i HK Østjylland glemmer vi det ikke. Fjernelsen af en fridag er et direkte angreb på vores medlemmers rettigheder.

Århus Stiftstidende m.fl.
26-04-24

HK: Tvungen værnepligt til kvinder har intet med ligestilling at gøre

Debatindlæg af Ditte Gottlieb Bredahl, formand HK Kommunal Hovedstaden m.fl. Hvis man selv er ung eller forældre til et ungt menneske, kan det være svært at se fornuften i, at alle unge fremover skal tvinges ind i et forsvar, hvor risikoen for at opleve seksuelle krænkelser og overgreb er rundt regnet dobbelt så stor som alle andre steder. De fleste unge bryder sig ikke om tvang og autoritære hierarkier. Forsvaret af Danmark er for vigtigt til, at vi kan bruge tvang. Danmark har brug for at blive forsvaret af mennesker, der er motiverede, og som har brugt oprigtigt engagement. I stedet for at tage ansvaret for egne elendigheder på sig, kaster man danske unges første joboplevelse ind under bussen og kalder det ligestilling og et moralsk spørgsmål om forsvarsvilje. Det er et fikst forsøg på en falsk præmis. Det er meget positivt, at op mod hver femte værnepligtige i dag er en kvinde, der benytter sig af sin værneret. Der er masser af opgaver i Forsvaret, som kræver kvalifikationer, man også kan bruge i det civile liv. Det kunne gøre det meningsfuldt at takke ja til en frivillig værneret. Det handler om at prøve at tænke som de medarbejdere, man gerne vil motivere. Det er teknisk set sværere end tvang. Men det virker bedre. Sæt i værk.

Altinget
24-04-24

Genvalg til alle formænd i HK Østjylland

HK Østjylland har netop afsluttet årets generalforsamlinger, og der var genvalg til alle formænd. HK Kommunal Østjylland: Hans-Henrik Hansen. Generalforsamlingen stemte for et forslag om ikke at vælge en ny fællesformand forud for kongressen i 2025. Indtil da er Hans-Henrik Hansen fungerende fællesformand. - Det har været en stor fornøjelse at møde så mange af vores medlemmer hen over de fem generalforsamlinger. Det er dejligt at mærke deres opbakning og det stærke faglige fællesskab, vi har. Jeg var blandt andet glad for at kunne fortælle medlemmerne, at vi her i HK Østjylland har skaffet over 61 millioner kroner til vores medlemmer i erstatninger sidste år. Det betaler sig fortsat at være medlem af en rigtig fagforening, siger fungerende fællesformand for HK Østjylland, Hans-Henrik Hansen.

Randers Amtsavis m.fl.
22-04-24

Fynbo kåret til Danmarks mest engagerede kollega

Struktureret og hjælpsom er nogle af de adjektiver, som Sofie Wulfs kolleger sætter på fynboen. Fynske Sofie Wulf har god grund til at klappe sig selv på skulderen en ekstra gang. Hun er nemlig netop blevet kåret til ’Danmarks mest engagerede kollega’ ved HK's prisuddeling torsdag aften i Falkoner Salen på Frederiksberg. Til dagligt erhverver Sofie Wulf sig som HR-konsulent på OUH. - Sofie er struktureret og hjælper gerne sine kollegaer med at skabe struktur, så hele teamet kører og hver kollega gør det, de er bedst til, lyder nogle af de rosende ord, som kollegerne på OUH sætter på Sofie Wulf. Hun er udvalgt af i alt 1.099 nominerede kandidater til HK's pris, ’Danmarks Bedste Kollega.

TV2 Fyn m.fl.
19-04-24

Mads er årets ’mest ansvarlige kollega’

Mads Elkjær Höck er årets Mest ansvarlige kollega - en af de fire specialpriser i HK´s pris Danmarks Bedste Kollega. Han får prisen for sit ansvar for opstarten af Kontrolgruppen i Aabenraa Kommune og for altid at tage ansvar for det sociale miljø med sit gode humør. Mads er pligtopfyldende og altid i godt humør. Han hjælper altid til på sit eget arbejdsområde, men også hvis andre har brug for hans hjælp. Sådan lyder nogle af de anerkendende ord til Mads Elkjær Höck i nomineringen. Formand for HK Kommunal Sydjylland, Dorthe Vestergaard Villumsen, er stolt over, at Danmarks Mest Hjælpsomme Kollega er en sønderjyde. - Jeg er både glad og stolt. Det er en stor aften for os alle sammen. Det er fantastisk at opleve det sammenhold og fællesskab, der findes på vores arbejdspladser, og hvor gode kolleger gør en forskel. Opmærksomhed og omsorg for hinanden er med til at skabe den gode kollegakarma og arbejdsglæde, som Mads repræsenterer, siger Dorthe Vestergaard Willumsen.

Jydske Vestkysten m.fl.
19-04-24

Jakob er 'Danmarks mest inkluderende kollega'

Lærer på Søholmskolen i Jystrup Jakob Vinum Pedersen blev i aftes hædret ved en fest for godt kollegaskab, som fagforbundet HK står bag. Prisen blev i år uddelt i Falkoner Salen på Frederiksberg den 18. april af næstformand i HK, Mads Samsing. Jakob Vinum Pedersen vandt den ene af de fire specialpriser, prisen som mest inkluderende kollega. Formand HK Kommunal Sjælland, Michael Rosenberg er stolt over, at HK anerkender de gode kolleger. - Kollegerne siger bl.a. om Jakob i deres nominering, at han altid er der for andre, og det er jo netop det, der kendetegner en god kollega. Det stærke fundament og kit på arbejdspladserne er kollegaerne. Vi ved, at anerkendelse giver liv og styrker trivslen og respekten om de forskellige fagligheder. Stort tillykke til Jakob, siger Michael Rosenberg. 

Dagbladet Ringsted, TV2 Øst m.fl.
19-04-24

Madsen: Løntriumfen blev sikret i OK24

Debatindlæg af chefredaktør Kristian Madsen. De offentlige overenskomster blev et tiltrængt triumftog i en sektor, der i 20 år har været præget af ballade om løn. Over hele linjen fik forhandlerne massiv opbakning fra medlemmerne. Men det kommer ikke i sig selv til at løse den offentlige sektors rekrutteringsproblemer. Da startskuddet til OK24 lød for mere end to år siden, var løn så betændt et tema internt i Forhandlingsfællesskabet, at det knap nok kunne diskuteres, uden at man stod på tærsklen til Tredje Verdenskrig. Alle betragtede det som stort set givet, at der ville komme en ny konflikt i den offentlige sektor i 2024. Set på det bagtæppe er mandagens OK-resultat en tordnende sejr. Ikke blot for de faglige ledere hos sygeplejersker, pædagoger, fængselsbetjente og sosu’er, der snuppede broderparten af Mette Frederiksens (S) lønpulje efter et kløgtigt tilrettelagt forløb. Men også for folk som HK Kommunals Lene Roed og lærernes Gordon Ørskov Madsen, der repræsenterer dem, der stort set ikke fik labberne ned i regeringens honningkrukke. 

A4 Medier
18-04-24

Kommune politianmelder foreningen ’Jobcentrets ofre’

- Der kommer et lille interview med mig vedrørende at jeg er blevet politianmeldt af Åbenrå kommunes jobcenter. Sådan skriver Kim Madsen, formand og talsperson for organisationen Jobcentrets ofre, på Facebook. På HK Kommunals hjemmeside lyder forklaringen, at Aabenraa Kommune har taget afsæt i straffelovens §119a, som omhandler om krænkelse af ansatte i tjeneste, der kontaktes, forfølges eller på anden måde chikaneres under udførelsen af tjenesten eller hvervet. - Der var efterhånden tale om en så voldsom chikane af flere af vores sagsbehandlere, at vi ikke så anden udvej end at afsætte Kim Madsen som partsrepræsentant for borgeren og at politianmelde ham, lyder det fra Kristian Jørgensen, kontorleder i Jobcentret i Aabenraa Kommune, i et interview på HK Kommunals hjemmeside.

Jydske Vestkysten m.fl.
18-04-24

De offentlige overenskomster får rungende ja

Lærere, sygeplejersker og HK’ere samt mange andre bakker klart op om den aftale om nye overenskomster, der blev indgået i april, viser afstemning. Overenskomsterne er vedtaget med godt 87 procent ja-stemmer. Det viser en opgørelse offentliggjort af FH og Forligsinstitutionen. Stemmeprocenten var 66 procent blandt de 421.822 stemmeberettigede. Tilfredsheden med overenskomsten har været størst med over 96 procent ja hos blandt andre Dansk Magisterforening, Danske Tandplejere, Skolelederforeningen og Dansk Socialrådgiverforening. I HK Kommunal har 73,3% afgivet deres stemme og 94,6 procent har stemt ja. Hos Forhandlingsfællesskabet, der har forhandlet aftalerne på det kommunale og regionale område hjem, er formand Mona Striib glad for, at aftalen er stemt igennem med stor opbakning. - Det understreger, at vi ved OK24 har sikret en lang række gode resultater, som vi kan være rigtig stolte af. Vi har blandt andet sikret reallønsfremgang for alle ansatte og forbedringer i forhold til fleksibilitet, arbejdsmiljø, den danske model og barsel, siger Mona Striib.

Ritzau, Frederiksborg Amts Avis, Avisen Danmark, NB Medier m.m.fl.
16-04-24

OK24 har kun vindere og ingen tabere

Klumme af Gitte Redder, faglig kommentator. Lad os bare være ærlige og erklære, at faglige ledere over hele linjen har leveret en overenskomstfornyelse i absolut verdensklasse. Vilde ja-procenter hos både FH og Akademikerne må aftvinge respekt. Kendsgerningen er, at OK24 er en stor triumf for det faglige fællesskab og topforhandlerne hos både FH- og AC-forbund. En hold-sejr. En fuck-finger til de ultraliberale mørkemænd, der rejser rundt med dommedagsprofetier over den danske model. Lene Roed, HK Kommunals sektorformand, kan juble over, at 94,6 procent af hendes medlemmer har stemt ja. Frustrationerne hænger uden på tøjet af mange administrative medarbejdere og sagsbehandlere i kommunerne på grund af trusler om besparelser og nedskæringer, og i det lys er det ekstra flot at hive så overbevisende et ja hjem. Dermed har Lene Roed fået forsikret et genvalg som sektorformand på kongressen i næste måned. Sikken et punktum for treparten og for OK24. Mandag har været en dårlig dag for dem, der ønsker fagbevægelsen og den danske model hen, hvor peberet gror.

A4 Medier m.fl.
16-04-24

Lønstigning og trepart har fået fagforeningsmedlemmer til tasterne

Var det godt nok, det som fagbosserne for de offentligt ansatte fik forhandlet hjem, da de sad over for arbejdsgiverne ved overenskomstforhandlingerne? Det vil stå klart mandag, hvor det samlede resultat af afstemningerne i de forskellige fagforeninger offentliggøres. I mange af organisationerne er afstemningen åben til søndag, og flere af dem melder om høj deltagelse. Som en del af trepartsaftalen blev det besluttet, at afstemningerne for de ansatte i kommuner og regioner kædes sammen, så det samlede flertal afgør, om forliget bliver godkendt. Hvis det bliver et nej, truer en storkonflikt. Men sandsynligheden for det er lille, vurderer Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet. Overenskomstaftalen gav en markant lønstigning med en økonomisk ramme på 8,8 procent både i stat, kommuner og regioner. Torsdag oplyste HK Kommunal, at mere end to tredjedele havde stemt, og at stemmeprocenten dermed allerede var højere end i 2013, 2015 og 2021. Langt de fleste fagforeninger anbefaler deres medlemmer at stemme ja til aftalen.

Ritzau, Avisen Danmark, Jydske Vestkysten, Roskilde Dagblad, Sjællandske m.m.fl.
13-04-24

Kommunalt ansatte kan nu vælge deres egne arbejdstider

En lang række af Vordingborg Kommunes administrative medarbejdere kan nu lave en skriftlig aftale med deres chef om, hvornår de vil arbejde. Kravet er, at arbejdet skal foregå i tidsrummet 06.00 til 22.00 på ugens fem hverdage. Tiltaget vækker glæde hos medarbejderrepræsentanten. - Jeg tror, at den her ordning er fremtiden. At den enkelte har større indflydelse på, hvordan arbejdsugen skal bindes sammen, siger Nina Andersen, der er FTR for HK'erne i Vordingborg Kommune. Ifølge arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet, Janne Gleerup, kan forskudte arbejdstider dog også give udfordringer på en arbejdsplads, fordi de ting, der normalt skaber sammenhængskraft, kan komme under pres. I Vordingborg Kommune gælder forsøgsordningen lige nu de administrative medarbejdere i ni forskellige afdelinger. - Vi vil helst have forskellige ordninger, så vi har et godt erfaringsgrundlag at afrapportere ud fra til kommunalbestyrelsen, når testperioden udløber, siger Nina Andersen. Hun ser et stort lys i forsøgsordningen. - Med den her ordning kan man tilgodese både børnefamilierne, der gerne vil hente børnene tidligt og medarbejdere, der godt kunne bruge en ekstra dag til at restituere. Der er så mange muligheder, afslutter Nina Andersen.

TV2 Øst, Sjællandske, NB Medier m.fl.
13-04-24

Kom med dit bud på OK24-afstemningerne

Knap fem måneder efter de første forhandlinger blev indledt, udestår nu kun medlemmernes dom ved stemmeurnerne. Mandag den 15. april sættes endegyldigt punktum for OK24, når Forligsinstitutionen offentliggør resultaterne. Faglig kommentator, Gitte Redder, kommer med sine forudsigelser om, hvordan afstemningerne lander. Jordemoderforeningen står på mandag den fagforening, hvor den største andel af de stemmeberettigede medlemmer har afgivet deres stemme, forudser Gitte Redder. Ved de fleste overenskomstfornyelser er der som regel et forbund, der får så massiv tilslutning til aftalen, at man må læse tallet igen. Mens andre faggrupper ligger på vippen, kan enkelte grupper opnå ja-resultater på den gode side af 90 procent, hvilket ofte udløser spøgefulde kommentarer om ’nordkoreanske tilstande’. Gitte Redder skyder på HK Kommunal som det forbund, der tager prisen for den mest massive ja-procent. - HK Kommunal har tradition for absurd store ja-flertal, og i år har de en høj stemmedeltagelse. Der skal meget til, før der udbryder revolte i HK Kommunal, og deres kampe ligger et andet sted, siger hun.

A4 Medier
12-04-24

HK jubler over vigtigt tal

Der er glæde at finde i HK Stat og HK Kommunal. Øjnene er rettet mod stemmeprocenten og om medlemmerne står bag deres forhandlere ved at deltage i afstemningerne om overenskomsterne 2024. Ikke siden de højdramatiske overenskomstfornyelser i 2018 har stemmeprocenten været så høj blandt offentligt ansatte HK’ere. I HK Kommunal er stemmeprocenten indtil videre på 66 procent. - Den utroligt flotte stemmeprocent, der tegner sig, skyldes efter min bedste vurdering, at vi fra dag ét har involveret vores medlemmer - både i processen og i indholdet, siger formand for HK Kommunal, Lene Roed. - I efteråret modtog vi mange tusinde input fra medlemmerne med ønsker til, hvilke emner vi forhandlere burde prioritere ved OK24. De ønsker, der i høj grad har handlet om løn, har vi taget til os i vores kommunikation med medlemmerne, tilføjer hun. Lene Roed peger på, at resultatet af forhandlingerne har påvirket stemmeprocenten. - Samlet set er jeg overbevist om, at vi under den udstukne ramme har fået noget nær det maksimale ud af vores prioriteringer. De prioriteringer, der i al væsentlighed har handlet om løn. Jeg håber og tror på, at mange med deres stemme har ønsket at kvittere for et godt resultat, siger hun.

Piopio.dk
11-04-24

Socialrådgivere dumper ’vild model’ om fritvalg

HK Kommunal og DS er mere end skeptiske overfor DA-vicedirektør Erik Simonsens forslag om, at ledige skal kunne vælge deres eget jobcenter fra, hvis det præsterer dårligt i forhold til at få folk i job og uddannelse. I stedet skal de ledige kunne tilvælge nabokommunens jobcenter, hvis det gør det bedre. Men jobcentrene gøres til supermarkeder med det forslag, mener DS’s forkvinde, Signe Færch. Hun frygter, at tiltaget vil kunne gøre det endnu svære for medarbejderne at arbejde helhedsorienteret med nogle af de svageste ledige. Hos HK Kommunals næstformand Pia Lund Jeppesen får DA’s idé en lunken modtagelse. - Jeg er ikke nødvendigvis positiv over for forslaget. Man bør hellere opnå, at jobcentret bliver et positivt tilvalg for borgerne, siger hun. Til gengæld er Pia Lund Jeppesen tilhænger af, at jobcentrene fremover specialiserer sig, så flere kompetencer samles ét sted. Hun nævner autismeområdet og indsatser til fleksjobbere som eksempler. Dermed vil borgere potentielt kunne få en indsats i et andet jobcenter end i deres egen hjemkommune. Fritvalgstankegangen er lige nu omdrejningspunktet i det arbejde, regeringens ekspertgruppe på beskæftigelsesområdet sidder med.

A4 Medier
11-04-24

Akademikerne har deres forcer, men det har HK'erne i den grad også

Debatindlæg af Dorthe V. Willumsen, formand HK Kommunal Sydjylland. I samtlige sydjyske kommuner er andelen af akademikere vokset betragteligt. Det har startet en bølge af akademiker-bashing. Den bølge hopper jeg ikke med på, selvom det ville være nemt for mig. Jeg repræsenterer nemlig de kommunale HK'ere, som er en gruppe, der ofte må se sig overhalet indenom af akademikerne i kampen om de kommunale stillinger. Alle kommunalt ansatte har fortjent respekt, for de udfylder deres jobfunktion efter bedste evne. Men de nye tal maner til eftertanke. Akademikernes løn er en stor post på kommunernes stramme budgetter, og når en tidligere HK-stilling overtages af en akademiker, er der ofte ingen åbenlys forklaring. Det oplever jeg og mine medlemmer gang på gang. Akademikerne har deres forcer, men det har HK'erne i den grad også. Kunsten er at sikre den rigtige balance mellem faggrupperne, så vi kan understøtte hinanden, respektere hinanden og spille hinanden gode. Lige nu lader det til, at balancen er tippet.

Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad m.fl.
10-04-24

Udsigt til rolige afstemninger

Overenskomstforhandlingerne er mundet ud i et tilbud om historisk store lønstigninger til store grupper af lønmodtagere i det offentlige, men nogle har måttet gå tomhændet hjem fra lønfesten. Til gengæld har de fået resultater på en række andre måder. Lektor ved Københavns Universitet, Nana Wesley Hansen peger på, at mens nogle grupper som for eksempel sygeplejersker og SOSU’er har fået en god bid af lønkagen, så gælder det langt fra alle. - Blandt de grupper, der ikke har fået så meget, tæller vi HK'erne inden for kommunale og statslige sektorer. Tværtimod er der blandt andet blevet kigget på nogle administrative opgaver for at flytte ressourcer over mod de varme hænder. Det er jo ikke nemt at gå ud og skulle forklare sine medlemmer, siger hun. Nana Wesley Hansen tilføjer, at der til gengæld er opnået betydelige fremskridt med hensyn til fleksibilitet og pensionsordninger. En høj stemmeprocent vidner ifølge Nana Wesley Hansen om, at der er en reel interesse fra medlemmernes side. - Det viser også, at organisationen er i stand til at holde forbindelsen til sine medlemmer og informere dem om, hvad der foregår, siger hun. 

Piopio.dk
10-04-24

Deltag i OK-valget - det handler om dit arbejdsliv

Debatindlæg af Katharina Hauge Antonsen, formand HK Kommunal Nordjylland og Pernille Sommersang, formand HK Stat Nordjylland. Det er vigtigt, at arbejdslivet fungerer godt - under ordnede og gode rammer, som giver grundlag for udvikling og trivsel samt en god løn. De rammer er lige nu til afstemning via et nyt forslag til overenskomst. Den danske model bygger på høj grad af medindflydelse til medarbejderne. Med overenskomster og aftaler kan lønmodtagere påvirke f.eks. løn, arbejdstid, ferie, barsel, pension, og kompetenceudvikling. Kun få af verdens lande har gode demokratiske muligheder for, at lønmodtagerne kan præge deres arbejdsliv gennem deres fagforeninger. Vi håber, som formænd for i alt samlet ca. 8000 nordjyske HK’ere i den offentlige sektor, at rigtig mange vil stemme ved afstemningen om de nye overenskomstforslag. Som medlem af en fagforening med overenskomster, så får medlemmerne både ordet i debatten og stemmesedler til valget. Arbejdslivet fylder en stor del af vores liv. Derfor er det vigtigt, at vi bruger vores indflydelse og stemmer ved OK-valget. Vi ønsker alle et godt overenskomstvalg - og en høj stemmeprocent.

Nordjyske Stiftstidende m.fl.
10-04-24

Replik om jobcentre: Luk lortet

Debatindlæg af Flemming Simonsen, tidligere socialrådgiver. Replik til Lene Buhl, HK Kommunal, der skriver: Udskift ikke et vindende hold. Jeg ved ærligt ikke om jeg skal grine eller græde. Sludderet er tydeligvis vendt mod de HK'ere, der er ansat på jobcentrene. I bedste fald ren fagforenings-pamperi. Der er mange flere HK'ere ansat rundt i kommunerne. Lene er også formand for mange, der møder jobcentret grundet sygdom. Ikke nogen rar oplevelse. Se det er nok der den mest massive kritik fremkommer. Min personlige erfaring fra job som socialrådgiver i jobcentre og som privat ditto er entydig: fokus har ændret sig. Der bevilges meget få revalideringsforløb/omskoling, målet er at få flest mulig i kasser som giver mest statstilskud. Trist. Gælder også for dine medlemmer Lene. Troede du var mere oplyst og begavet. Så luk lortet. De smadrer menneskeliv. Ellers kunne jeg jo ikke vinde 9 af 10 sager i ankestyrelsen.

Dagbladet Ringkøbing-Skjern m.fl.
09-04-24

Slutspurten om OK24 er sat ind 

Debatindlæg af Gitte Redder, faglig kommentator. Meget tyder på vilde stemmerekorder i flere fagforbund. I HK Kommunal har knap 65 procent af medlemmerne allerede sat deres kryds. Langt flere end ved OK21. Blandt HK-stemmerne trækkes der lod om blandt andet 10 weekendophold på forbundets egen kursusejendom Christiansminde. Udover præmierne er der også en kappestrid mellem de syv HK-afdelinger, der kan følge med i hinandens stemmeprocent på et digitalt Danmarkskort. I de enkelte forbund er store dramaer og meget på spil for samtlige forbundsformænd. For HK Kommunals sektorformand Lene Roed bliver mandag 15. april en skæbnedag. Sektorformanden har ifølge flere kilder fået intern kritik for ikke for alvor at have kæmpet for sine medlemmer, når Christiansborg truer med at svinge sparekniven over administration. Får Lene Roed en høj stemmeprocent og et stort ja til OK24, vil hun gå fra at være en letvægter til at være en sværvægter i både HK Kommunal og i HK Danmark samt blandt sine formandskolleger i Forhandlingsfællesskabet. I slutningen af maj skal hun genvælges på HK-Kommunals kongres, og her vil et stort 'ja' være det bedste rygstød til genvalg for de kommende fire år.

A4 Medier
09-04-24

Fagforeninger kritiserer arbejdsmiljøet på Bornholms eneste Jobcenter

De ansatte på det bornholmske jobcenters virksomhedsservice melder om et belastende psykisk arbejdsmiljø, mangel på ledelse, konflikter der eskalerer og flere langtidssygemeldinger. Det er nogle af de kritikpunkter, der fremgår af et brev, som HK Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening har sendt til centerchef Allan Westh i jobcentrets virksomhedsservice på Bornholm. I brevet bliver et højt sygefravær fremhævet. Medarbejderne føler sig drænede, og de mangler energi og overskud til at varetage deres arbejdsopgaver, fordi problemerne med arbejdsmiljøet er vokset sig store. Det er, ifølge medarbejderne, med til at forklare det øgede antal enkeltstående sygedage på afdelingen. De to fagforeninger beder om at få et møde med centerchefen for at drøfte det psykiske arbejdsmiljø, som de mener, udgør en risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed. Mødet finder sted på mandag, og de to fagforeninger ønsker ikke at udtale sig før efter mødet. Centerchef Allan Westh er meget overrasket over brevet fra fagforeninger. Han medgiver, at der sidste år var problemer blandt andet fordi, der manglede en leder. Han mener nu, at der for længst er taget hånd om problemerne.

DR P4 Nyheder, DR.dk, TV2 Bornholm m.fl.
05-04-24

Kritik direkte til borgmester: Dybt bekymrede over krænkelser

I knap et år har ansatte på en afdeling på Syddjurs Jobcenter oplevet alvorlige symptomer som hjertebanken, stress og angst grundet dårligt samarbejde mellem afdelingens leder og medarbejderne. - Situationen er helt uholdbar, og der er behov for, at der øjeblikkeligt sættes en stopper for de krænkende handlinger i afdelingen, siger formand for HK Kommunal Østjylland Hans-Henrik Hansen. HK og DS oplever ikke, at der bliver gjort nok for at komme krænkelserne til livs. Fagforbundene har derfor onsdag henvendt sig direkte til borgmester Michael Stegger Jensen (S) og politikerne i Syddjurs Kommune med en klar forventning om, at der straks handles på situationen. - Så massive arbejdsmiljøproblemer i en afdeling påvirker ikke kun medarbejderne, men også kommunens borgere, som er tilknyttet afdelingen. Vi er derfor dybt bekymrede for både medarbejderne og borgerne, hvis der ikke straks sættes en stopper for de krænkende handlinger, og der sker en radikal bedring af arbejdsmiljøet i Center for Job og fastholdelse, siger Hans-Henrik Hansen. Borgmester Michael Stegger Jensen (S) ærgrer sig over, at HK og DS involverer medierne. I stedet burde dialogen tages for lukkede døre, mener han.

TV2 Østjylland
04-04-24

Jobcentre: Udskift ikke et vindende hold

Debatindlæg af Lene Buhl, formand HK Kommunal MidtVest. Danmark er blevet europamester i at få ledige i arbejde. Alligevel ønsker regeringen at skære på beskæftigelsesindsatsen. Derudover svarer tre ud af fire af de danske virksomheder, at de er tilfredse eller meget tilfredse med jobcenterets evne til at finde en kandidat, der passede til virksomhedens behov. Som det er i dag, ligger hovedparten af beskæftigelsesindsatsen og virksomhedssamarbejdet i de kommunale jobcentre, der er lokalt forankrede og i kontakt med alle typer virksomheder og alle typer ledige. Meget tyder på, at den nuværende model fungerer rigtigt godt. På trods af det har regeringen valgt, at der blandt andet skal høstes en besparelse på tre milliarder inden 2030. Det eksisterende system er ekstremt regelstyret. Mit håb er, at man ser på urskoven af regler, når man skal finde de store besparelser, og ikke begynder at pille for meget ved det, der endnu engang har gjort os til europamestre. Det vil i mine øjne være tudetosset. Inden for sportens verden siger man: ’Never change a winning team.’ Og den kommunalt forankrede beskæftigelsesindsats er i den grad en vinder - både for de ledige, for virksomhederne og for samfundsøkonomien.

Dagbladet Holstebro-Struer, Horsens Folkeblad, Dagbladet Ringkøbing-Skjern m.m.fl.
03-04-24

Besparelser og forringelser skal finansiere trepartsmidlerne

Økonomiaftalen pålagde kommunerne at spare 700 millioner på administration i 2024 og regionerne at finde 300 millioner på administrationen i 2024. Disse besparelser skal bruges til et lønløft af offentligt ansatte! Der er for længst skåret ind i benet. Velfærden styrtbløder. Den indgåede aftale fik HK Kommunal på banen, som kaldte kommuneaftalen for ’'virkelighedsfjerne besparelser på administration’. Fagforeningen omtalte det samtidig som en ’'uærlig politisk røverhistorie at man kan spare hundredvis af millioner på administration’. Samt at ’fodre hunden med sig egen hale’. Hvorfor gik FH så videre ud ad den vej? 'Vi kunne ikke sige nej til pengene’, har været det eneste og samtidig det mest forkølede svar. Særligt når vi nu begynder at kunne se, hvor pengene mere konkret skal komme fra. Bettina Post, tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening, afdækker, at KL og regeringen under dække af at fjerne unødig administration lægger op til at afskaffe konkrete rettigheder, som har stor betydning for nogle af samfundets mest udsatte grupper.

Arbejderen
02-04-24

Mette nomineret til Danmarks Bedste Kollega

Hendes latter kan høres på tværs af ethvert lokale, og man er sjældent i tvivl om, at Mette Holm er i bygningen. Hendes humør og faglighed belønnes nu med en nominering til Danmarks Bedste Kollega. Det er Jens Sørensen, som til daglig deler kontor med Mette Holm på Randers Bibliotek, der har indstillet sin kollega til titlen. Hun har altid fokus på sine kollegers trivsel og vil gå gennem ild og vand for at sikre et godt arbejdsmiljø, siger Jens Sørensen. Det er HK, der uddeler prisen, og derfor var formanden for HK Kommunal Østjylland Hans-Henrik Hansen også med, da Mette Holm skulle overraskes. - Det er dejligt at se, hvor glad Mette blev for overraskelsen, men især også at se, hvor mange der er glade på hendes vegne. Man mærker hurtigt, hvor dejlig en arbejdsplads Randers Bibliotek er, når man kommer her. Det er essensen af et godt miljø - når man har gode kolleger, så blomstrer trivsel, siger Hans-Henrik Hansen. Der nu blevet udvalgt 10 finalister, og den 18. april 2024 bliver vinderne kåret i Falkonersalen ved Great Place to Works kåring af Danmarks Bedste Arbejdspladser.

Randers Amtsavis, JP Aarhus m.fl.
29-03-24

Stop nedskæringerne på sygehusene nu!

Debatindlæg af Lene Roed, formand HK Kommunal, Lis Munk, forkvinde Jordemoderforeningen, Helga Schultz, forperson Yngre Læger m.fl. I budgetterne for 2024 skal regionerne samlet set spare over 800 mio. kr. Dertil kommer store besparelser i den lokale genopretning af økonomien på de enkelte hospitaler. Regionerne fik 1,1 mia. kr. i Økonomiaftalen for 2024. Men der er stadig et stort hul i kassen, fordi der ikke kommer penge til at dække det samlede udgiftspres som følge af udviklingen i velstand, teknologi og ny medicin. De trængte budgetter skyldes aktuelt den høje inflation og stigende medicinpriser. Regeringen har påpeget, at der er flere penge på vej til sygehusene. Men der er lang udsigt til pengene. Det er først i 2030, at midlerne er fuldt indfaset. Der er behov for at stoppe nedskæringerne nu, i stedet for at vente i seks år. Vi anbefaler: Sørg for at regionernes økonomi løftes med både det demografiske træk og udviklingen i velstand og teknologi. Hold medicinudgifterne uden for de årlige rammer for driftsbudgetterne. Ryk penge i Sundhedsaftalen frem som et generelt velfærdsløft af sundhedsområdet. Kun derved kan vi undgå flere stillingsnedlæggelser og fyringer på sygehusene.

Sundhedsmonitor
26-03-24

De næste tre måneder står politiske kriser og reformer i kø

Debatindlæg af Gitte Redder, kommentator. De møgbesværlige reformer, som statsministeren har skubbet foran sig, kommer på den politiske dagsorden, mens meningsmålingerne for alle tre regeringspartier rammer nye bundrekorder. Derfor går regeringen et livsfarligt forår i møde. Ikke mindst på beskæftigelsesområdet er der lagt op til en gyser. Regeringens ekspertgruppe skal præsentere anbefalinger til ny indretning af jobindsatsen. Her er lagt op til besparelser på tre milliarder kroner og nedlæggelse af de kommunale jobcentre, og især HK Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening er på stikkerne. Sundhedsstrukturkommissionen kommer med sine anbefalinger i juni. Skal vi have fem eller tre regioner, og skal flere opgaver lægges over i kommunerne? Her er Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen og andre faglige organisationer er på vagt. Og Uddannelsesminister Christina Egelund (M) er på vej med en omfattende reform af professionsuddannelserne. Efter flere års dramatisk fald i søgetallet samt et abnormt frafald undervejs er reformen tiltrængt, men i fagbevægelsen er der store bekymringer for, at det bliver en spareøvelse.

A4 Medier
26-03-24

Vores velfærd rammes af unødvendige nedskæringer, for vi har faktisk penge nok

Debatindlæg af Lene Roed, formand HK Kommunal, Elisa Rimpler, formand BUPL m.fl. Det hænger ikke sammen, at Danmark skærer i velfærden, selvom økonomien er bomstærk. I følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mangler vi nu 22,5 milliarder kroner, hvis den offentlige service skulle have fulgt med velstandsudviklingen siden 2015. Pengene i det økonomiske råderum er der i den grad til at opfylde befolkningens forventninger til velfærden. Hvis regeringen virkelig vil velfærden må den levere den økonomi, der skal til. Vi skal samtidigt sikre, at kommunerne rent faktisk bruger pengene til formålet og ikke gemmer dem væk og underforbruger. Det betyder også et opgør med sanktionsmekanismen i budgetloven. I stedet for at sætte sin lid til afbureaukratisering bør regeringen tage et opgør med de mekanismer i budgetloven, der tvinger kommunerne til at underforbruge af frygt for sanktioner. Man kan godt fjerne regler og krav, men det risikerer at ende i besparelser på den borgerrettede velfærd og forringelser af borgernes rettigheder og have en helt marginal betydning for de kommunale udgifter. Regeringen hævder, at den både kan levere velfærd og skattelettelser. Vi tillader os at tvivle på, at de kan holde det løfte.

Altinget
22-03-24

Patriarkatets sidste bastion

Flere mænd er tilhængere af kvindelig værnepligt end kvinder. Blandt modstanderne er Ditte Gottlieb Bredahl, formand for HK Kommunal Hovedstaden. I et indlæg i Jyllands-Posten kalder hun direkte en kvindelig værnepligt for ’uligestilling’. Til Weekendavisen uddyber hun: - Forslaget udsætter både mænd og kvinder for mere unødvendig tvang, fordi Forsvaret ikke lykkes med at fastholde deres medarbejdere. Derfor er tvungen værnepligt for kvinder ikke udtryk for ligestilling, men for dårlig ledelse. I stedet bør Forsvaret fokusere på at skabe attraktive arbejdspladser. Ditte Gottlieb Bredahl er dog tilhænger af at bruge tvang for at øge andelen af kvinder i erhvervsbestyrelser. - Jeg er ikke tilhænger af lovgivning, men jeg mener, at der er brug for regulering i en midlertidig periode for at få flere kvindelige bestyrelsesmedlemmer, siger hun. - Vi kan se, at det ikke går den rigtige vej i bestyrelserne, så der er brug for at skubbe lidt til strukturen. Vi har historisk haft sindssygt mange mænd på erhvervslivets topposter, og mænd ansætter mænd. Jeg synes ikke, at der er et strukturelt problem i Forsvaret på samme måde, siger Ditte Gottlieb Bredahl.

Weekendavisen
22-03-24

Ny skarp kritik af kommune: - Det er groft uforsvarligt

HK er stærkt kritiske overfor Syddjurs Kommunes indsats i en sag om stærkt kritisabelt arbejdsmiljø med hjertebanken og stress. Senest har kommunen fået et strakspåbud om at rette op på forholdene. Hans Henrik Hansen, formand for HK Kommunal i Østjylland, tvivler man dog på, at det er muligt at komme videre. - Det er groft uforsvarligt, så der skal reageres med det samme, siger han. Hans skepsis bunder i, at det langtfra er første gang, arbejdsmiljøet i Center for Job og Fastholdelse i jobcentret får kritik fra Arbejdstilsynet. Ifølge de ansatte bliver de af lederen udsat for krænkelser som latterliggørelse, bagtalelse og klikedannelser. - Det er gået den forkerte vej, selvom de har haft ti måneder til at rette op på det det. De bliver ved med at sige, at det kræver tid, men 41 procent svarer stadig, at de føler sig chikaneret. Det er meget voldsomt, siger Hans Henrik Hansen. - Når jeg ser på de erfaringer, vi har andre steder fra, så har jeg svært ved at se, at en centralt placeret leder kan overleve det her. Jeg savner, at den øverste ledelse træder i karakter, men også politikerne og borgmesteren. Man køber præmissen om, at man er i gang, men det er jo utilstrækkeligt. Det virker ikke, siger Hans Henrik Hansen.

TV2 Østjylland.dk, DKNyt m.fl.
20-03-24

Et godt psykisk arbejdsmiljø er en fælles opgave

Debatindlæg af Lene Buhl, formand HK Kommunal MidtVest. For nylig havde vi besøg af en arbejdspsykolog, der fortalte tillidsrepræsentanter om det gode arbejdsliv, og hvordan vi er hinandens psykiske arbejdsmiljø. Lederne burde nok også have fået invitationen til arrangementet, for i sidste ende er det ledernes ansvar at sikre et godt arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Men med det grænseløse arbejdsliv, hvor arbejdstid, arbejdssted og arbejdsrolle ikke længere udgør de faste rammer om medarbejdernes arbejdsliv, kan det være svært at sikre det gode arbejdsmiljø. Arbejdsrelateret stress koster samfundet sammenlagt 55 milliarder kroner om året. Stress skal højere op på den politiske dagsorden. Der skal simpelthen en national handlingsplan til. For bliver vi bedre til at håndtere stress før og efter, skaden sker, vil det både gavne medarbejdere, arbejdsgivere og vores samfund. Lykkes det os som samfund at nedbringe stress med 20 procent, så vil arbejdsudbuddet ifølge den nye analyse vokse med over 11.000 fuldtidspersoner - altså langt over, hvad skattereformen og afskaffelsen af store bededag skal præstere.

Fredericia Dagblad, Dagbladet Holstebro-Struer, Horsens Folkeblad m.fl.
19-03-24

Værnepligt for kvinder, nej tak

Debatindlæg af Ditte Gottlieb Bredahl, formand HK Kommunal Hovedstaden. Værnepligt til kvinder er en dårlig idé, fordi kvinder i forvejen risikerer at komme bagud på point i forhold til løn, karriere m.m., når kvinderne tager den største del af slæbet, når vi sætter børn i verden. Værneret til kvinder er en bedre idé, fordi det jo åbner for, at kvinder selv kan vælge de samme karrieremuligheder som mænd - og det er da positivt. Det er ikke særligt motiverende at blive tvunget til alt muligt. Det helt afgørende argument er jo, at tvang og pligt ikke løser Forsvarets hovedudfordring: Forsvaret kan ikke fastholde sine medarbejdere - slet ikke kvinderne. Forsvaret alt for tit mødt de unge værnepligtige og også professionelle soldater med forhold, som er helt ude i skoven. Det er dybest set et ledelsesproblem. Og det forsvinder ikke ved at gøre tvang og dårlige forhold til et lige så stort problem for de unge kvinder, som det er for de unge mænd. I værste fald kommer mere tvang og en længere værnepligt for både mænd og kvinder til at forsinke, at Forsvaret udvikler sig til en attraktiv arbejdsplads, der passer til begge køn. Forsvaret bør tilbyde gode uddannelser og gode job, som de unge siden kan bruge i det civile liv.

Jyllands-Posten
18-03-24

Tillidsfolk håber på opbakning fra Christiansborg

Otte bornholmske kommunale organisationer har henvendt sig til Christiansborg-politikerne, Lea Wermelin fra Socialdemokratiet og Venstres Peter Juel-Jensen, i håbet om at få opbakning i kampen for en bedre økonomisk ramme for Bornholms Regionskommune. - Vi er bekymrede for den kommunale velfærd og oplever, at den kommunale økonomi ikke slår til her på Bornholm, skriver de. De frygter, at det kommer til at gå ud over velfærden på Bornholm, hvis den kommende økonomiaftale mellem regeringen og KL ikke forbedrer kommunernes økonomiske vilkår. Bag opråbet står blandt andre Henrik Marckmann Hansen fra HK Kommunal Bornholm. - Vi planlægger at deltage i demonstrationen ’Nødråb fra de kommunalt ansatte i Danmark’ den 21. marts. Vi vil i den forbindelse meget gerne i dialog med jer om det bornholmske perspektiv, skriver Henrik Marckmann Hansen og de øvrige tillidsrepræsentanter.

TV2Bornholm.dk
14-03-24

Tillidskvinde fra Skive valgt til regional HK-toppost

Lena Smed, Skive, blev valgt som ny næstformand, da der tirsdag var generalforsamling i HK Kommunal MidtVest. Lena Smed har siden 2016 været fællestillidsrepræsentant i Skive Kommune og tillidsrepræsentant siden 2007. Hendes mærkesager er det gode arbejdsliv og stress. - Vi skal have det godt med at gå på arbejde, og ingen skal gå ned med stress på grund af arbejde, siger hun. Desuden vil Lena Smed gerne være med til at skabe et HK, som er med på beatet og udvikler sig i takt med arbejdsmarkedet og stadig er attraktivt om 20 år, fortæller hun. På generalforsamlingen gjorde formand for HK Kommunal MidtVest, Lene Buhl, det klart, at HK Kommunal anbefaler et ja ved afstemningen om OK24. - Reguleringsordningen, der sikrer, at vi følger den private lønudvikling, fortsætter, og som noget nyt får vi et nyt lønindeks, så vi får bedre muligheder for at sammenligne lønnen. Derudover får vi en ekstraordinær lønforhandling i slutningen af 2025. Nu skal der så stemmes, og HK Kommunal anbefaler et ja, sagde hun.

Skive Folkeblad m.fl.
13-03-24