- Vi er ikke blot administratorer af sundhedsydelser; vi er nøglen til at opretholde og forbedre kvaliteten af patientpleje gennem vores faglige koordinering og forbedringsarbejde, sådan skriver landsudvalget for de Sundhedsadministrative Koordinator-studerende i et åbnet brev til Danske Regioner.

Brevet pressede sig på i landsudvalget, fordi de SAK-studerende følte sig overset i Danske Regioners nyeste politiske udspil ”I en nær fremtid”. Her savner de studerende, at se, hvordan regionerne vil udnytte den kæmpe ressource, der er i de sundhedsadministrative medarbejdere rundt omring i landet.

Vi kan om nogen bidrage

- Som sundhedsadministrative udgør vi en central del af sundhedssystemet, og vores rolle bør ikke undervurderes, skriver de og opfordrer videre:

- Når Danske Regioner udformer politikker og implementerer ændringer i sundhedstjenesterne, er det afgørende at medtænke sundhedsadministrative medarbejdere som vigtige medspillere. Vi kan om nogen bidrage til, at de forslag, I kommer med, kan blive til virkelighed ved f.eks. at overtage nogle af de administrative opgaver, som lige nu ligger hos sundhedspersonalet. På den måde kan de komme tættere på borgeren og hjælpe dem, både på sygehusene og i det nære.

SAK studerendes landsudvalg håber, at Danske Regioner vil anerkende og værdsætte de sundhedsadministrative som vigtige medspillere og samarbejde tæt om at sikre, at sundhedssystemet fortsat udvikler sig i en retning, der gavner både patienter og sundhedspersonale.