Nu skal du registrere din arbejdstid

Bliver du lige 20 minutter for at gøre en opgave færdig? Eller tænker: Den må jeg gøre færdig i aften, når ungerne er fodret af? Og får du ikke lige skrevet den ekstra tid ind i dit timeregnskab, for ”Pyt, det er jo kun 20 minutter, og det bliver også nemmere for mig i morgen, når jeg har overstået den opgave”?

Mange kan sikkert nikke genkendende til ovenstående. Men fra 1. juli skal du registrere al din arbejdstid - med streg under al.

Her får du en enkel guide til arbejdstidsregistreringen, der træder i kraft den 1. juli. Så ved du, hvad det går ud på, og hvad du skal være opmærksom på.

Det her gælder også dig

Alle lønmodtagere skal registrere deres arbejdstid fra 1. juli 2024. Der findes nogle ganske få undtagelser i loven, men de er ikke aktuelle for HK Privats medlemmer.

Cirka 2/3 af HK Privats medlemmer registrerer allerede deres komme- og gåtider. Det viser en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.400 medlemmer, foretaget blandt modtagerne af HK Privats nyhedsbrev i november 2023.

Hvis du hører til i den sidste tredjedel, så tal med din chef, hvis du ikke har hørt noget fra ledelsen, inden du går på sommerferie. Mener din arbejdsgiver, at du ikke behøver at registrere din arbejdstid, skal du straks kontakte din lokale HK-afdeling. Ring på 70 11 45 45.

Læs mere: Formand: Det er godt nyt

I har metodefrihed

Loven stiller ingen krav om, hvordan et tidsregistreringssystem skal se ud. Men systemet bør kunne bruges til at registrere dine komme- og gå-tidspunkter* - og hvis du fx logger på din arbejdsmail uden for din almindelige arbejdstid, fx aftener eller weekender.

Du skal altid have adgang til dine personlige tidsregistreringer. Tidsregistreringssystemet kan være alt fra fx et Excel-ark, hvor du skriver dine arbejdstider ind i, en app på telefonen eller et digitalt system på arbejdspladsen, hvor du tjekker dig ind eller kan tilgå via en computer.

Hvis du bliver bedt om det, skal du bruge systemet

Din arbejdsgiver skal stille et tidsregistreringssystem til rådighed. Det er frivilligt, om du vil bruge systemet, men HK Privat anbefaler, at du gør det.

Får du en instruks om at registrere din arbejdstid af din arbejdsgiver, skal du efterkomme den. Hvis du ikke gør, kan det i værste fald få konsekvenser for din ansættelse. Din arbejdsgiver kan ikke beslutte, at du ikke skal registrere din arbejdstid.

20 min. i aften og 15 min. i weekenden - alt skal registreres

Lovkravet til tidsregistreringssystemet er, at det skal kunne registrere, hvornår du er på arbejde. Loven indeholder ikke bestemmelser om registrering af bestemte timer, fx overarbejde, men alene om antallet af arbejdstimer i alt.

Her er det vigtigt at bemærke, at loven kun skelner mellem arbejdstid og fritid. Alt, hvad der er arbejdstid, skal registreres, uanset om det flere timer eller kun er et kort telefonopkald på en fridag.

Det her er en klar beskyttelse af dig

Efter HK Privats opfattelse er tidsregistrering en fordel for dig. Med loven bliver det synligt, hvor mange timer du rent faktisk leverer.

Når al arbejdstid skal registreres, vil det blive tydeligt både for dig og din arbejdsgiver, hvor mange timer du reelt lægger på jobbet. Også når du fx bliver 20 minutter længere for at gøre en opgave færdig eller tænker: ”Den må jeg gøre færdig i aften, når ungerne er fodret af”.

Og i de situationer, hvor lovgivningen ikke overholdes, vil en arbejdsgiver ikke længere kunne undskylde sig med, at man ikke var klar over, hvor mange timer medarbejderen har arbejdet.

Læs mere: Arbejdstid for dig, der er privatansat

Det skal din arbejdsgiver bruge tidsregistreringen til

Din arbejdsgiver får mulighed for at få et bedre overblik over, hvor mange timer du arbejder. Og en mulighed for at gribe ind, hvis du arbejder for meget. Selv om du måske kan opleve det som for meget kontrol, er det i sidste ende en fordel for dig, at der er klarhed om, hvor mange timer du arbejder.

Gem dine tidsregistreringer i 5 år

Tidsregistreringer skal gemmes i systemet i mindst 5 år. HK Privat anbefaler, at du gemmer kopier af dine tidsregistreringer. Fx skærmdump eller rapporter fra det digitale system, kopi af dokumenter osv., som du printer og gemmer hjemme i skuffen. For hvis du bliver opsagt, og det efterfølgende kommer til en sag, kan det være afgørende, at du har dokumentation for din arbejdstid.

Læs mere om, hvad lovgivningen siger om arbejdstid på hk.dk/arbejdstid

*Lønmodtagersiden og arbejdsgiverne er ikke enige om, hvorvidt et tidsregistreringsystem skal kunne registrere komme- og gåtidspunkter. Hvis du selv vil holde styr på dine komme- og gåtidspunkter, har vi udarbejdet et Excel-ark, som du kan bruge.

Hent ark til registrering af arbejdstid

Vi har talt med

Christoffer Marckmann, faglig chef i HK Privat
Klara Hoffritz, advokat i HK Privat