En ny sugetablet, som kan reducere caries, er meget opsigtsvækkende. Foto: Tom Ingvardsen

Camilla Juhl Pørksen, tandlæge og ph.d.-studerende fra Odontologisk Institut på Københavns Universitet står bag et dansk studie med en meget opsigtsvækkende nyhed.

Studiet viser nemlig, at en ny sugetablet kan reducere caries med op til 82 %.

I en artikel på videnskab.dk fortæller om resultatet og den nye sugetablet, der består af to naturlige ingredienser – nemlig arginin (som findes i vores spyt) og mælkesyrebakterier.

Arginin har den gode effekt, at når den nedbrydes i munden, får den ph-værdien til at stige op over de kritiske 5,5, som forhindrer at emalje opløses.

Dobbeltblindet forsøg med snydetablet

Testen blev udført på knap 350 børn i alderen 5-9 år i Norsjælland og gennemført som et dobbeltblindet studie, hvor hverken børn, forældre eller forskere vidste, hvem der fik hvad.

Børnene blev nemlig tilfældigt fordelt i to grupper, den ene gruppe fik en sugetablet dagligt i et år med arginin og mælkesyrebakterier. Den anden gruppe fik en snydetablet (placebo).

Og børnene skulle stadig børste tænder to gange dagligt med fluoridtandpasta og fortsætte med at gå til tandundersøgelse eller tandbehandling hos den kommunale tandpleje.

Efter et år havde gruppen med aktiv sugetablet 82 procent færre huller.

Kritik: Et år er for kort tid

Studiet har dog fået kritik – bla fra Bente Nyvad, Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet, der mener studiet er umodent.

Hun peger fx på, at et år er for kort tid til at følge effekten og udviklingen af caries, ligesom hun også påpeger, at sugetabletten indeholder et sødemiddel, der også fremmer spytsekretion (carieshæmmende) og dermed kan det være svært at konkludere om det er sødemiddel eller de to andre stoffer, der giver den god effekt.