
4-dages arbejdsuge kan presse de medarbejdere, som i forvejen er presset på tiden. Illu.: Mostphotos
Det kan lyde skønt med en ekstra ugentlig fridag, og 4-dages uge er da også blevet rost til skyerne af både eksperter, medarbejdere og arbejdsgivere. Alligevel viser et nyt forsøg fra Kerteminde Kommune, at en særlig gruppe kan føle sig mere presset trods den ekstra fridag. Nemlig børnefamilierne, der skal nå at hente børn, inden institutionerne lukker.
- Med 37 timer på fire dage skal du nå mere på færre dage, og det kan øge presset på dem, der i forvejen er presset på tiden, hvor der ikke er ret meget at give af, for at få enderne til at mødes. Det er typisk børnefamilier. Der kan være nogle, der kan komme i klemme, fordi de ikke føler, at de nødvendigvis kan veksle den fritid, de får om fredagen, til godt samvær med familien, fordi børnene er i institution, og partneren er på arbejde, siger Janne Gleerup, der er leder af forskningsprojektet og lektor i arbejdsliv ved RUC til A4.
Medindflydelse er nøglen til succes
I et år har et hold forskere fra RUC fulgt Kerteminde Kommunes forsøg med fire dages arbejdsuge i afdelingen for arbejdsmarked og erhverv, hvor der både arbejdes med administration og borgerbetjening. Medarbejderne har struktureret deres hverdag efter en model, hvor de arbejder 37 timer fra mandag til torsdag og holder fri om fredagen.
Janne Gleerup forklarer dog også til A4, at der modsat nogle børnefamilier, også er medarbejdere, der har oplevet et større overskud med tre sammenhængende fridage. Hun understreger, at arbejdsgiverne er nødt til at være nysgerrige på de ønsker og behov, som medarbejderne har til deres arbejdsliv.
Forsøget i Kerteminde Kommune især har vist, at en høj grad af medindflydelse over, hvornår man arbejder, og hvordan arbejdet organiseres, er det, der giver de bedste resultater.