Formand for HK Kommunal, Lene Roed, aflægger beretning på kongressen. Foto: Lars Pryds.
Professionelle HK-kompetencer bidrager til at skabe et samfund, der er i balance. En professionel administration er hele velfærdssamfundets fundament.
Sådan var det gennemgående tema i HK Kommunal-formand Lene Roeds mundtlige beretning, som hun netop har leveret på fagforeningens 11. ordinære kongres i København.
De omkring 340 delegerede og et stort antal gæster hørte formanden fremhæve, hvordan HK’erne i helt usædvanlig grad har holdt hånden under velfærden under periodens samfundsmæssige kriser.
Hun henviste til Covid-19-krisen og til den kæmpe opgave, det var at give de ukrainske flygtninge arbejde og ophold. HK’erne udviste i begge tilfælde et kæmpe ansvar. Et stort mod og en uvurderlig fleksibilitet, lød det fra Lene Roed.
Der er ifølge HK Kommunals formand nogle af de kvaliteter, der kan sikre, at samfundet også fremover kan levere en gedigen velfærd.
Opgaverne skal løses af kompetente medarbejdere
Mens hvis de HK-kompetencer for alvor skal komme til deres ret, kræver det, at man i kommuner og regioner i højere grad lader opgaverne blive løst der, hvor de bliver løst bedst og mest kvalificeret, mener hun.
- ’Rette kompetencer til rette opgaver’. Det er et af vores svar på, hvordan vi får løst opgaverne bedre. Og dermed får mere og bedre velfærd. Det handler om, at opgaverne skal udføres af dem, der har de rigtige kompetencer, lød det fra Lene Roed.
I sin beretning nævnte HK Kommunals formand eksempler på, hvordan man kan minimere manglen på arbejdskraft i kommuner og regioner ved at lade HK’erne overtage relevante opgaver.
Rekordstort antal tillidsvalgte
HK Kommunals formand dedikerede et særligt afsnit til de tillidsvalgte og den Danske Model med frie forhandlinger om løn- og arbejdsvilkår.
- Netop den danske model hviler om noget på skuldrene af vores dygtige tillidsvalgte. I er kernen i vores organisation. Fra bestyrelsens side gør vi løbende, hvad vi kan, for at give vores tillidsvalgte de bedste betingelser, lød det fra talerstolen.
Ledsaget af store klapsalver kunne Lene Roed med stor glæde og stolthed konstatere, at HK Kommunal netop nu har et rekordstort antal tillidsrepræsentanter: - Lige nu arbejder 1.260 tillidsvalgte til gavn for fællesskabet og arbejdsvilkårene på de kommunale og regionale arbejdspladser.
Kamp mod nedskæringer
Også HK’ernes arbejdsmiljø gav Lene Roed markant opmærksomhed.
- Arbejdsmiljøet er under stort pres. Besparelser, omstruktureringer og stor kompleksitet i opgaveløsningen er nogle af årsagerne. Det skyldes blandt andet stramme økonomiaftaler og besparelser. Der er en dyb kløft mellem regeringens løfter om at ville ’holde hånden under velfærden’ - og den økonomi, der er til rådighed ude i kommuner og regioner, lød det.
- Konsekvensen er, at HK’erne ikke kan give borgerne den service, de med rette er stillet i udsigt. Det presser i høj grad vores medlemmers arbejdsmiljø, sagde formanden i sin beretning.
HK Kommunals formand kommenterede i den forbindelse også regeringens planer om at skære tre milliarder kroner på dels administrationen i kommuner og regioner dels på beskæftigelsesindsatsen.
I begge tilfælde betegnede Lene Roed nedskæringerne som helt urimelige, hvis man ellers ønsker et velfærdssamfund, som borgerne kan se sig selv i.
Tilfredsstillende overenskomster
Formanden gav kongressen sit ord på, at hun og bestyrelsen fortsat vil kæmpe for at give både de aktuelle besparelser og de almindelige velfærdsnedskæringer kamp til stregen – både i form af politikermøder og i den offentlige debat.
De indgåede overenskomster i 2021 og 2024 fik naturligvis også nogle ord med på vejen. Resultaterne betegner Lene Roed som mere end tilfredsstillende og takker for al den aktivitet, medlemmer, tillidsrepræsentanter og lokale afdelinger, har skabt.
- Resultatet ved OK24 var et nederlag for dem, der ønsker fagbevægelsen og den danske model hen, hvor peberet gror, lød det fra formanden.
Videreuddannelse sikrer fremtidens arbejdspladser
Inden formand Lene Roed rundede sin beretning af, gav hun fremtidens HK-arbejdspladser nogle ord med på vejen.
- Udviklingen buldrer afsted. Digitalisering. Automatisering. Kunstig intelligens. I 2023 blev årets ord ’ChatGPT.’ Vi skal som HK’ere være klar til at matche de nye teknologier. HK’ere har tværfaglige kompetencer og systemforståelse. Vi kender organisationerne. Og vi har blik for, hvordan de nye teknologier påvirker borgere, samarbejdspartnere og kolleger, lød det i formandens beretning.
Men for at HK Kommunals medlemmer kan gribe alle de nye arbejdsfunktioner kræver det ifølge Lene Roed løbende videreuddannelse og kompetenceudvikling.
- I HK Kommunal har vi konstant fokus på at udvikle tidssvarende uddannelsesmuligheder. Faktum er, at over halvdelen af dem, der kommer tilbage fra uddannelse, føler, at de har fået større arbejdsglæde, lød det fra Lene Roed.
HK Kommunals formand sluttede sin kongresberetning med en appel om, at der også fremover skal være det allerstørste fokus på at sikre, at fagforeningen også i fremtiden er en stærk, markant og indflydelsesrig organisation - og dermed det naturlige valg for ansatte på overenskomsten.