
Nyvalgt næstformand Kasper Ejlertsen vil bl.a. sætte fokus på arbejdsmiljøet.
Foto: Louise Thye Munksgaard.
Et flertal blandt de 360 delegerede på HK Kommunals kongres har efter kampafstemning netop valgt ny næstformand i skikkelse af virksomhedskonsulent Kasper Ejlertsen (49).
HK Kommunals nye næstformand har de seneste otte år været fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Odense Kommunes Beskæftigelses- og Socialforvaltning. Han sidder desuden i Hovedudvalget i Odense Kommune.
Kasper Ejlertsen er både stolt og ydmyg over valget.
- Jeg er bogstaveligt talt overvældet over den tillid, mine kolleger har vist mig. Den tillid vil jeg i den grad bestræbe mig på at honorere, siger Kasper Ejlertsen.
Fokus på arbejdsmiljø
Han har som sin ambition at styrke HK Kommunal som en synlig og samarbejdende fagforening, som er den naturlige sparringspartner på både den enkelte arbejdsplads og overfor politiske interessenter.
Og så skal HK Kommunal ifølge Kasper Ejlertsen til enhver tid være med til at sikre arbejdsmiljøet og det gode arbejdsliv for medlemmerne.
- Den største udfordring er krydspresset. Vi er udfordret af, at politikerne fejlagtigt tror, at man kan spare HK’erne væk uden, at det får konsekvenser. Faktum er, at vi er de nødvendige hænder. Det presser i den grad vores medlemmer, siger Kasper Ejlertsen.
Den nye næstformand vil derudover fokusere på, hvordan man får sikret et fleksibelt arbejdsliv og en sund work-life balance for alle medlemmer.
Fremtidens HK-arbejdspladser
Endelig skal HK’erne i kommuner og regioner ifølge Kasper Ejlertsen hele tiden være klar til de opgaver, der venter i fremtiden.
- Kravene i vores mange fag ændrer sig konstant, og vi skal konstant have fokus på, at vi bliver klædt på til morgendagens arbejdsopgaver. Samtidig skal vi arbejde for at få flere tillidsrepræsentanter. Det er vejen til flere medlemmer og en styrkelse af vores fællesskab, siger Kasper Ejlertsen.
Læs også: Genvælger Lene Roed som formand
Kort om næstformand Kasper Ejlertsen (49)
- 2024: Nyvalgt næstformand for HK Kommunal
- 2017-2021: Byrådsmedlem (S) i Odense Kommune, hvor han blandt andet var formand for kommunens sundhedsudvalg
- 2016: Fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune
- 2013: Tillidsrepræsentant samme sted
- 2011: Ansat i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune
- Udover sin næstformandspost er Kasper Ejlertsen blandt andet medlem af HK Kommunals ressourcegruppe på beskæftigelsesområdet Gift og har to børn