
Det er fuldt lovligt at tale om løn med kollegerne.
Selvom det kan være tabubelagt at tale om løn med kollegerne, så har det masser af positive effekter.
Når I snakker åbent om løn, får I en reel indsigt i lønniveauet på arbejdspladsen. Dermed får I bedre kort på hånden til jeres individuelle lønsamtaler. Fuld åbenhed omkring lønnen er med til at bekæmpe uligeløn og forskelsbehandling.
Her får du en guide til, hvordan I starter lønsnakken på arbejdspladsen.
Start med de nærmeste
Tal med dine nærmeste kolleger først. Det føles mindre grænseoverskridende. Derefter kan I brede det ud og tale med resten af kollegerne. Det er okay, hvis ikke alle ønsker at oplyse deres løn. Selvom det kun er nogen af jer, kan det stadig gøre en forskel.
Noter fx lønoplysningerne i et skema. Læs her, hvordan de gør på Coops distributionslager.
Fokuser på det kollektive
Når du starter lønsnakken med kollegerne, bør dit fokus være, at det er for jeres alles bedste. Selvom du måske er utilfreds med din løn, bør det ikke være dit udgangspunkt. Målet er i sidste ende, at lønforhandlingerne er objektive, så I ved, hvad der skal til for at stige i løn.
Når først I taler åbent om løn, kan I med fordel også at tale om arbejdsopgaver, fordi løn og opgaver hænger sammen.
Det kan foregå anonymt
Hvis der ikke er stemning blandt kollegerne for at dele lønoplysningerne åbent, kan I vælge at gøre det anonymt. Det kan foregå ved, at I skriver jeres løn på et stykke papir og lægger i en skål.
Efterfølgende kan en af jer, fx jeres tillidsrepræsentant, samle oplysningerne og notere dem i et skema.