
Foto: Colourbox.dk
De fleste småbørnsforældre kender nok til diskussionerne om morgenen, når man skal beslutte hvem, der skal blive hjemme hos det feberramte barn. Og stressfølelsen, der pibler frem, når barnet stadig er sygt efter både første og anden sygedag. For hvad gør man så?
Den tvivl vil Aalborg Kommune med et nyt forsøg forhåbentlig imødekomme. Byrådet er nemlig blevet enige om, at de vil sende en dispensationsansøgning afsted til KL, så man i udvalgte afdelinger i kommunen vil give fuld løn til medarbejderne under barns sygdom.
Slut med pres og stress
- Det her er et led i at ville tilgodese børnefamilier, som er pressede og stressede, og som er nødt til at sende syge børn afsted, fordi de ikke kan gøre andet. Andre melder sig selv syge, så der er brug for en ordentlig løsning på det, siger Helle Frederiksen (S), der er medlem af Aalborg byråd og 1. viceborgmester til TV2 Nordjylland.
Sammen med SF's Jane Østergaard var Helle Frederiksen initiativtager til forslaget, som er inspireret af blandt andet Norlys, der giver medarbejderne samme mulighed.
- Og deres afrapportering lyder på, at det er gået godt, og at ordningen ikke blev misbrugt. Deres medarbejdere var glade for det, og det er spændende, hvis man kan gøre det i offentligt regi, lyder det fra Helle Frederiksen.