
Det værst tænkelige skete for en gruppe elever i 9. klasse, da deres eksamensopgaver var pist forsvundet. Foto: Colorbox
51 elever fra 9. klasse sidder tilbage i uvished, efter deres afgangsprøver i matematik er forsvundet med PostNord. En pakke med skriftlige matematikprøver fra i alt ni 9. klasser på en skole i Esbjerg er blevet beskadiget og åbnet under forsendelsen. Besvarelserne fra fem af klasserne var stadig i pakken, da den nåede frem til censor – mens besvarelser fra fire klasser var forsvundet.
Skoleledelsen oplyser til TV Syd, at det var originale besvarelser, der lå i pakken, og at der ikke er taget kopier. Det undrer skolesekretærerne i HK Kommunals Facebookgruppe for skolesekretærer sig over.
Altid to eksemplarer
Her skriver langt de fleste, at de altid printer i to eksemplarer eller kopierer opgaverne.
- Vores elever printer også 2 eksemplarer, det burde være sådan for alle. Det er virkelig synd for eleverne, skriver en skolesekretær, mens en anden svarer:
- Altid, altid 2 sæt. Kæmpesvigt af skolen .
En tredje stemmer i:
- Vi har også altid 2 sæt. Ved mat skr. sender vi originalerne til censor og beholder selv en kopi. De er virkelig besværlige at kopiere, men sådan er det.
En enkelt svarer dog, at de på hendes skole gør ligesom på den uheldige skole i Esbjerg:
- UVM bestemmer jo de 2 måder, det kan gøres på. Lige præcis ved matematikprøven, sender vi originalerne. For vi kan ikke sikre, at kopierne bliver gode nok ved dem, der har lavet grafer, bilag mm i hånden. Ved de øvrige prøver beder vi eleverne om at printe 2 eksemplarer, så censor ikke skal den sende retur. Vi sender med GLS i armerede kuverter. Måske vi fremadrettet skal bede dem gemme på en eller anden måde. Men det ændrer ikke på, at det, der er lavet i hånden, ikke bliver gemt, forklarer hun.
Håber elever kan bestå med årskarakter
Tilbage i Esbjerg er skoleledelsen kede af sagen. - Vi synes, at det er vildt synd for eleverne. Når man er så tæt på målstregen, vil man jo bare gerne være færdig, dimittere og så videre i sit liv. Det bliver lidt uforløst nu for de berørte elever, siger skoleleder Ole Lerke til JydskeVestkysten.PostNord er i gang med at tjekke videoovervågning fra deres postterminaler, men bliver opgaverne ikke fundet, er den eneste mulighed, at eleverne må tage prøven om i december. Ole Lerke forsøger ifølge TV SYD at få Undervisningsministeriet til at lade de 51 berørte elever bestå med deres årskarakterer på eksamensbeviset.