Medlem af HK Kommunals chefbestyrelse, Troels van Dijk, deltager i paneldebat om at få aktivitetsparate borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job.

AI, unge på kanten af arbejdsmarkedet og lederes trivsel. Det er blot en nano-brøkdel af de temaer, der blev debatteret på årets Folkemøde i juni. Til at kvalificere et par af debatterne deltog nogle af HK Kommunal Chefbestyrelsens medlemmer.

Troels van Dijk, til daglig afdelingsleder på Slagelse Jobcenter, gav sit besyv med på spørgsmålet om, hvordan vi som samfund får de omkring 75.000 aktivitetsparate borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job. Det var Bornholms Regionskommune, som spurgte, og både FH, Socialt Udviklingscenter og arbejdsgiverne stod med ved debatbordene på scenen.

- Det var en god debat, hvor vi ikke diskuterede, om borgerne skulle være en del af arbejdsmarkedet, men hvordan de kan blive det – hvad skal der til, når man ikke passer ned i den gængse 37-timers arbejdsuge-kasse? Og jeg synes, vi var gode til at blive enige om, hvad vi skal bidrage med hver især, og hvor vi ikke har slået til, siger Troels van Dijk, som på sit eget område mener, at jobcentrene skal blive bedre til at støtte borgerne i at komme i kontakt og blive matchet med de virksomheder, som så gerne vil tage imod borgerne, men ikke får ansøgningerne.

- For når man er kommet så langt, at man er klar til at få et job, er det ikke alle, som har overskud til at søge det, siger Troels Van Dijk.

Han konstaterede dog også, at Folkemødedebatterne om arbejdsmarkedet var præget af den samme tilbageholdende sætning:

- ”Nu må vi lige afvente og se, hvad Ekspertgruppen (på beskæftigelsesområdet, red.) kommer med”, hørte jeg rigtig mange gange. Det var lidt ærgerligt, at så meget druknede i det. Især fordi vi i 30 år har haft problemet med borgere på randen af arbejdsmarkedet. Derfor var det fint i vores debat at få samlet op på, hvad vi ved er virker. Og det er at komme ud og blive en del af det ’rigtige arbejdsmarked’. Ikke aktiveringer og forløb, men at få rigtig løn for et rigtigt arbejde. Det er ekstremt motiverende for folk.

AI er kommet for at blive

Et tema, som fyldte rigtig meget på tværs af hele Folkemødet, var ikke overraskende AI.

- Det var interessant at høre, at alle er enige om, at AI er kommet for at blive. Vi er jo nogle, som har set forskellige teknologibølger drive over igen. Men ikke AI, var alle enige om. Her var det mere en forskel i holdning til, hvornår man skal hoppe på toget. Om det er nu for at sikre sig indflydelse og så tage børnesygdommene med eller vente lidt og købe sig ind på færdige produkter, men give køb på indflydelsen. Det var der forskellige holdninger til, siger Troels van Dijk.

Selv er han ikke i tvivl:

- Til mine kommunale kollegaer vil jeg sige: Mærk efter, hvad I har af energi på det, fordi det kan præge udfaldet af, hvad I beslutter jer for. Men jeg er ikke i tvivl om, at AI har potentialet til at frisætte vores enormt dygtige medarbejdere fra rutinearbejde og lade dem koncentrere sig om kerneopgaven. Vi ser jo, at når man ansætter en fagmedarbejder til bestemte opgaver, løber der altid alle mulige andre opgaver til – som ikke er kerneopgaver. Både HK Kommunals socialformidlere og Dansk Socialrådgiverforenings socialrådgivere bruger jo 60-70% af deres tid foran en computer, selvom de er uddannet til at få folk til at flytte sig i tilværelsen. Det er jeg sikker på, at AI kan være med til at ændre. Potentialet i, hvad det kan frisætte af tid og hænder til velfærd er stort.

Medlem af HK Kommunals chefbestyrelse, Jannie Marckstrøm Wranér, i paneldebat om lederes trivsel.

HK var fint repræsenteret

Jannie Marckstrøm Wranér deltog i debatten ”Trives du, kære leder? i HK’s telt. Her pointerede hun blandt andet, at det er en del af lederjobbet at tage sig tid til refleksion. Desuden deltog formand for Chefbestyrelsen Lars Aarøe Hansen også i Folkemødet. Både formand for HK Kommunal Lene Roed, og nyvalgt næstformand Kasper Ejlersen bidrog til en lang række debatter om administration i sundhedsvæsnet, ledelse i en mangelsituation, digitalisering og fremtidens beskæftigelsespolitik.