Næstformand i HK Kommunal, Kasper Ejlertsen, er overordnet set positiv over, at man ønsker at sætte kommunerne mere fri. Foto: Tom Ingvardsen

Ekspertudvalget på beskæftigelsesområdet har netop fremlagt sine længe ventede anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats. HK Kommunal ser flere fine takter ved, at man anbefaler mere kvalitet i beskæftigelsesindsatsen. Altså færre, men mere målrettede indsatser. Det er dog alfa og omega, at hverdagens eksperter – de dygtige medarbejdere på jobcentrene – bliver inddraget i processen, når anbefalingerne politisk skal forhandles og implementeres.

- Det glæder mig, at ekspertgruppen med deres anbefalinger kommer med en kæmpe cadeau til de dygtige medarbejdere på jobcentrene. Vi kan se, at både virksomheder og borgere er meget tilfredse med sagsbehandlerne, men at det i vidt omfang er systemet, krav, regler og regulering, der skaber frustrationen. Derfor er det overordnet set positivt, at man nu ønsker at sætte kommunerne mere fri, og at man lægger op til, at sagsbehandleren i højere grad kan skræddersy et forløb, der passer til den enkelte borger, lyder det fra næstformand i HK Kommunal, Kasper Ejlertsen.

Brug pengene på en bedre indsats

Ekspertudvalget fastholder, at der skal spares 3 mia. kr. på jobcentrene, hvilket bekymrer næstformanden.

- Det er jordens dårligste idé, at man fastholder at spare 3 mia. på beskæftigelsesindsatsen, når der er penge i kassen. Besparelser i den størrelse kan ikke undgå at gå ud over borgerne og virksomhederne. I stedet for at rundbarbere systemet, bør man hellere bruge pengene til fordel for unge ledige, forebyggelse og en bedre indsats for de mest udsatte, understreger Kasper Ejlertsen.

Karina Sørensen, der er talsperson for beskæftigelsesområdet i HK Kommunal og ansat i Jobcenter Viborg er ligeledes bekymret for besparelserne.

- Det er min opfattelse, at både borgere og medarbejdere hilser den individuelle tilgang til sygemeldte og ledige borgere velkommen. Og det er rigtig godt, at man vil fjerne de proceskrav, som ikke giver mening. Men hvis besparelserne fører til, at hver medarbejder i stedet skal arbejde med et uoverskueligt antal borgere, så forsvinder muligheden for de gode individuelle forløb og så er vi lige vidt, lyder det fra Karina Sørensen.