”Man skal ikke sætte unge mennesker under 16 år i kassen. Kunder har ingen hæmninger med hensyn til brok og truende adfærd”.

Sådan lyder den klare melding fra vores medlem, Birgitte, der ikke længere vil stå på mål for den hårde tone og ubehagelige opførsel i butikker – og det mener hun heller ikke, unge skal opleve.

Birgitte fik sit første butiksjob i 1997, og hun har arbejdet i butikker lige siden. I tiden siden 1997 har hun arbejdet i fire forskellige dagligvarebutikker og i en periode også arbejdet i en bagerbutik. Det har ikke altid været fryd og gammen, hvorfor Birgitte har valgt at trække sig fra branchen: ”Jeg følte, presset og opførelsen fra kunder blev større og større og mere ubehageligt. Jeg havde svært ved at være i det. Det er ikke nemt, når man selv er positiv og imødekommende”, fortæller Birgitte.

For Birgitte har der været en række negative oplevelser, der har sat sig i hende. Hun oplever blandt andet, flere af de danskere, hun har mødt, har mindre tålmodighed og manglende pli: ”De har ingen tålmodighed, og man er ikke en person, men kun et redskab for dem. De har ingen pli og forståelse for andre, og man får hele tiden at vide, at hvis man ikke gør, som de vil have, så kan de bare handle et andet sted”, lyder det fra Birgitte, der er meget klar i sin udmelding.

Det er blandt andet også oplevelsen, at kunder ser ned på hende som en medarbejder i servicebranchen, der har påvirket Birgitte negativt. Kulturen med at hænge sine medmennesker ud på sociale medier har ikke hjulpet: ”I dag lever man også under det pres, at man kan blive hængt ud på sociale medier. Hvis en kunde føler sig trådt på, så bliver man hængt ud på diverse Facebook-sider. Jeg føler, at man bliver set ned på, idet man er i servicebranchen”.

Det er også stof til eftertanke, når regeringen så ønsker, at unge på 13 og 14 år skal sidde bag kassen og potentielt tage imod de knubs, man kan få, når man sidder i første parket, når kunder bliver sure: ”Man skal ikke sætte unge mennesker under 16 år i kassen. Kunder har ingen hæmninger med hensyn til

brok og truende adfærd”, lyder det fra Birgitte, der godt kan bekymre sig om de oplevelser, de unge kan få i branchen. For nogle er det arbejde også deres første, hvorfor starten på arbejdsmarkedet kan blive præget negativt af de første år.

Birgitte er også af den klare opfattelse, at man bliver nødt til at ændre måden, man opfører sig på overfor medarbejdere i servicebranchen: ”Man må sætte ind med massiv information overfor kunder med, hvordan man opfører sig. Pli og god opførsel skal italesættes, og der kan HK gøre en indsats med kampagner for god indkøbskik i butikker. Der burde være krav om informationsskilte”, fortæller Birgitte, der blandt andet også italesætter effektiviteten af kampagnerne, 3F har lavet, om vejarbejde, hvor kampagnens budskab er ’Pas på den jeg elsker’ – en kampagne der ønsker at gøre op med bilisters dårlige trafikvaner ved vejarbejde.

Selvom det desværre er de negative oplevelser, der har gjort, Birgitte har valgt at skifte branche, så har der også været en række positive oplevelser, for som hun selv siger, så er der ”(…) stadigvæk flest flinke og behagelige kunder”.

Læs, hvad vores formand for HK Handel Nordjylland, Jon Harild, mener om, at regeringen ønsker, 13- og 14-årige skal sidde bag kasse. Vil du udsætte dit barn for det?: https://www.hk.dk/aktuelt/blogs/jon-harild/2024/06/06/vil-du-udsaette-dit-barn-for-det

Har du en historie, du gerne vil fortælle? Skriv en mail til vores kommunikationskonsulent, Christina Haversen, på christina.haversen@hk.dk. Vi glæder os til at høre fra dig!

*Navnet er fiktivt efter ønske fra medlemmet. Medlemmets navn er HK Nordjylland bekendt.