Puljepenge: En nødvendig støtte eller en administrativ byrde?
Debatindlæg af Karina Sørensen, HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet. Der er flere dilemmaer med statslige puljepenge til kommunale projekter på beskæftigelsesområdet. For det første kræver det en betydelig mængde administrative resurser at handle disse puljer. Derfor er det vigtigt altid at holde dette administrative arbejde op imod den samfundsmæssige effekt af diverse puljefinansierede projekter. En anden udfordring er, om vi samfundsmæssigt får mest muligt ud af den viden, som opnås undervejs. Ofte er der tale om iværksættelse af prøvehandlinger, som stopper, når pengene stopper. Et eksempel er fra ældreområdet, hvor der var puljepenge til at bygge et køkken på et plejehjem, men at kommunen bagefter manglede penge til at ansætte den medarbejder, der skulle stå i køkkenet og stege frikadeller. Mangfoldigheden blandt de mange aktører, der udbyder puljer, giver også en risiko for, at man går i gang med at undersøge det samme flere forskellige steder. Spørgsmålet er afslutningsvis hvor ofte formålet med puljemidlerne er at afdække huller i vores faglige viden, og hvor ofte puljerne handler om at vise politisk handlekraft eller promovere særlige politiske mærkesager.
NB Beskæftigelse
15-08-24
Ansatte i åbent brev til politikere: Vi forventer jeres hjælp
Efter et knivdrab, hvor en patient dræbte en anden i retspsykiatrien i Skejby, er brugen af metaldetektorer blevet udvidet i regionen. Men det skaber falsk tryghed, mener medarbejderne, som nu kommer med et forslag til en anden metode, der kan gøre dem tryggere på deres arbejdsplads. Det fortæller de om i et åbent brev til politikerne i Regionsrådet. Brevet er forfattet af repræsentanter fra blandt andre HK Kommunal, FOA og Dansk Sygeplejeråd. - Vi skriver til jer, da vi som medarbejdergruppe ønsker at gøre jer opmærksomme på, at vi har en forventning om, at der vil blive indført karm- og taskescannere, lyder det i brevet. I øjeblikket bruger man metaldetektorer, men det foregår et langt stykke fra hovedindgangen. - Karm- og taskescannere vil gøre det muligt at opdage andet end noget, der er lavet af metal. Men de er ikke ønskværdige, hvis ikke driften følger med. Allerede nu kan vi mærke, at metaldetektorerne gør, at vi er nødt til at skære ned på rehabiliteringsdelen for at føre mere kontrol. Vi bliver mere som fængselsbetjente, og det er vi ikke uddannede til, og det er ikke det, patienterne har brug for, lyder det i det åbne brev.
Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Horsens Folkeblad, DR.dk m.fl.
28-07-24
Er patienten gravid? Manden er 83, så hvad tror I selv?
Debatindlæg af Lone Nielsen, ledende lægesekretær Aarhus Universitetshospital og medlem af SAL i HK Kommunal m.fl. ’Jeg bruger alt for meget tid på administrative opgaver, som kunne løses af lægesekretærer.’ Det er én af mange kommentarer fra Overlægeforeningens store arbejdslivsundersøgelse. Vi forstår og deler overlægens frustrationen. For læger og sygeplejersker bruger alt for meget af deres kostbare patienttid på opgaver, der kunne løses langt bedre og mere smidigt med en bedre arbejdsdeling. Det er netop nu, der skal handles. Timingen er god, fordi lægesekretæruddannelsen er ved at blive udfaset til fordel for en ny, videregående uddannelse, der skaber sundhedsadministrative koordinatorer. Behovet for god koordinering er større end nogensinde. Vi er med vores uddannelse og erfaring rustede til at løfte de opgaver. Vi sikrer koordinationen på tværs af faggrupper. Til vores dygtige kolleger i sundhedsvæsnet: Hjælp os med at bane vejen for en bedre arbejdsfordeling på sygehusene. Diagnosekodning, registrering, booking af operationer, visitation af patientopkald, kontakt og koordinering med kommune og hjemmepleje er nogle af de opgaver, der med fordel skal løses af sundhedsadministrative medarbejdere.
Jyllands-Posten
24-07-24
HK-formand: Lediges rettigheder er i fare
Debatindlæg af Dorthe V. Willumsen, formand HK Kommunal Sydjylland. Regeringens ekspertgruppe vil i sit udspil om fremtidens beskæftigelsesindsats sætte kommunerne fri, så de selv tilrettelægge indsatsen. Jeg er helt enig i, at der er regler på området, der med fordel kan afskaffes, og at indsatsen tilrettelægges bedst tæt på borgeren. Men jeg er også bekymret. Mange af den lediges rettigheder forsvinder også. Hvordan sikrer vi fx, at det bliver den lediges behov, der bestemmer antallet af møder, og ikke kommunens økonomi? Retten til uddannelse indskrænkes betydeligt. Retten til selvfunden virksomhedspraktik fjernes. Den ledige vil i mine øjne ikke længere være sikret et solidt minimumsniveau for indsatsen. De fleste kommuner vil formentligt løse opgaven godt. Andre vil løse den mindre godt. En trængt kommunal økonomi kan hurtigt lede til en svækket indsats. På den baggrund kan jeg ikke anbefale regeringen at implementere alle ekspertgruppens anbefalinger. Lad os gentænke jobcenterindsatsen, men med de ledige i fokus.
Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad, Fyens.dk m.fl.
09-07-24
Forandringer må ikke gå ud over borgerne
Debatindlæg af Lene Buhl, formand HK Kommunal MidtVest. Jeg synes overordnet, det er positivt, at der fra ekspertgruppen om fremtidens beskæftigelsesindsats bliver lagt op til at sætte kommunerne mere fri og, at sagsbehandleren i højere grad skal kunne skræddersy et forløb, der passer til den enkelte borger. Men frisættelsen kan gå ud over borgerne. Der er allerede i dag forskelle mellem kommunerne. Nogle kommuner og jobcentre ansætter for eksempel flere vejledere og virksomhedskonsulenter, hvis de vurderer, at det økonomisk set er fornuftigt, mens andre reducerer antallet af medarbejdere. Med en øget frisættelse af kommunerne er det ikke usandsynligt, at forskellene vil blive endnu mere udtalte fremover, når der samtidig med frisættelsen lægges op til en kraftig besparelse på beskæftigelsesindsatsen. Jeg synes, det er en rigtig dårlig idé, at man fastholder at spare tre milliarder på beskæftigelsesindsatsen, når der er penge i kassen. I stedet for at rundbarbere systemet, bør man hellere bruge pengene til fordel for unge ledige, forebyggelse og en bedre indsats for de mest udsatte.
Viborg Stifts Folkeblad, Herning Folkeblad, Dagbladet Ringkøbing-Skjern m.fl.
04-07-24
AI: Din bedste ven på jobbet eller Big Brother?
Debatindlæg af Dorthe V. Willumsen, formand HK Kommunal Sydjylland, Finn Sølvdahl, formand HK Sydjylland m.fl. Kunstig intelligens eller AI kan klare mange af de kedelige rutineopgaver for dig og understøtte din faglighed med statistik og analyser. I Sønderborg Kommune arbejder man f.eks. på en løsning, hvor AI klarer op mod halvdelen af det manuelle arbejde, uden, at kvaliteten i arbejdet svækkes. Den slags AI-understøttelse gør ikke mennesker overflødige, men den giver et behov for efteruddannelse. Men AI kan også komme til at indvirke negativt på dit arbejdsliv. Her tænker vi særligt på AI-overvågning, hvor en kunstig intelligens registrerer og analyserer alt, du gør gennem din arbejdsdag. Pludselig kan din arbejdsgiver følge med i, hvor tit du går på toilettet eller ser en kattevideo på nettet. Den form for datadrevet ledelse er helt uacceptabel og vil føre til et utrygt og presset arbejdsmiljø. Lad os sørge for, at AI-revolutionen ender som en gevinst for lønmodtagerne og ikke som en uønsket Big Brother, der invaderer dit personlige rum.
JydskeVestkysten m.fl.
01-07-24
En beskæftigelsesmedarbejders tanker om ekspertgruppens anbefalinger
Debatindlæg af Karina Sørensen, HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet. Jeg tænker, at ekspertgruppens anbefaling om en mere individuelt tilrettelagt indsats kan ses som en tillidserklæring til min og mine kollegers arbejde. Vi kan godt, i samarbejde med borgerne, finde den gode løsning. Men når ekspertgruppen samtidig er sat til at spare 3 mia, hvoraf 1,2 mia. skal findes på driften (min og mine kollegers løn) og resten på indsatser, så bliver der jo færre ansatte til at have de individuelle samtaler med borgerne og lægge den individuelle plan. En vigtig pointe i forhold til ressourceforløbene og jobafklaringsforløbene er: Hvad skal borgerne leve af? Jeg håber at få sikkerhed for, at der ikke fremover bliver syge, der bringer deres families økonomi i problemer, fordi de ikke kommer til at kunne bidrage. Der er mange yderligere spørgsmål, der skal afklares - bl.a.: Hvem får beslutningskompetencen i vurderingen af, om en borger er jobparat eller ej? Hvordan bliver borgernes retssikkerhed over for systemet? Hvordan bliver målingen af virksomhedernes tilfredshed tilrettelagt?
NB Medier
27-06-24
Besparelse på tre milliarder bekymrer formand for HK
Landets jobcentermedarbejdere har følt sig frustrerede og forfulgte, siden regeringen meldte ud, at jobcentrene skulle lukke, forklarer formand for HK Kommunal Sjælland, Michael Rosenberg. - De følte sig ikke anerkendt for den vigtige indsats, de laver på beskæftigelsesområdet, da regeringen blot meldte ud, at jobcentrene skulle nedlægges, men at indsatsen skulle bestå. Vores holdning er, at ekspertgruppen har lavet et grundigt stykke arbejde, siger Michael Rosenberg. Jobcentrene har været udskældt længe, men det skyldtes ifølge eksperterne ikke medarbejderne. - For os er det positivt, hvis området sættes mere frit under kommunerne. For medarbejderne ser frem til at kunne bruge deres faglighed i langt højere grad, siger han. Men HK Sjælland Kommunal bekymrer sig over besparelsen på tre milliarder kroner. - Det er 25 procent af budgettet, og jeg kan godt være bekymret for, hvad det får af betydning. Især for de svageste borgere. Derudover er vi bekymrede for de voldsomme nedskæringer på uddannelse til de ledige, siger Michael Rosenberg, der mener, at fokus godt kunne ligge på at gøre systemet bedre for borgere og medarbejdere - og på at få endnu flere ud i job.
Lolland-Falsters Folketidende
26-06-24
Husk at inddrage de dygtige medarbejdere på jobcentrene
HK Kommunal ser flere fine takter i ekspertudvalgtes anbefalinger blandt andet om færre, men mere målrettede indsatser. Det er dog alfa og omega, at hverdagens eksperter - de dygtige medarbejdere på jobcentrene - bliver inddraget i den videre proces. - Det glæder mig, at ekspertgruppen kommer med en kæmpe cadeau til de dygtige medarbejdere på jobcentrene. Vi kan se, at både virksomheder og borgere er meget tilfredse med sagsbehandlerne, men at det i vidt omfang er systemet, krav, regler og regulering, der skaber frustrationen. Derfor er det overordnet set positivt, at man nu ønsker at sætte kommunerne mere fri, og at man lægger op til, at sagsbehandleren i højere grad kan skræddersy et forløb, der passer til den enkelte borger, siger næstformand i HK Kommunal, Kasper Ejlertsen. Han betegner det samtidig som jordens dårligste idé, at man fastholder at spare 3 mia. på beskæftigelsesindsatsen. - Besparelser i den størrelse kan ikke undgå at gå ud over borgerne og virksomhederne. Man bør hellere bruge pengene til fordel for unge ledige, forebyggelse og en bedre indsats for de mest udsatte, understreger Kasper Ejlertsen.
Ritzau, NB Medier
24-06-24
Ane Halsboe fastholder sparekrav på tre milliarder
Er retorikken blødt en smule op siden valgkampen, hvor politikerne nærmest stod i kø for at nedlægge jobcentrene? Den bugnende statskasse har fået kilder til at spekulere i, om de bebudede besparelser på beskæftigelsesindsatsen bliver mindre, end de tre milliarder kroner regeringen krævede. På Folkemødet gav Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Jens Joel den antagelse nyt liv: - Besparelserne skal mest ses som et benspænd, politikerne har givet sig selv inden en kommende reform af beskæftigelsesindsatsen. Ordene faldt til en debat, HK Kommunal stod bag om fremtidens indsats. Her forsikrede Jens Joel jobcentrenes ansatte, at de intet har at bekymre sig om. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) slår imidlertid fast, at det fortsat er planen at spare tre milliarder kroner. - Det er stadig det, jeg arbejder for, og det er fortsat det regeringsgrundlag, jeg står på, siger ministeren. Kilder fortæller, at de fornemmer, at I politikere siden valgkampen har fået et mere nuanceret syn på, hvad der rent faktisk foregår ude på landets jobcentre.
NB Medier
24-06-24
Jobcenteransat: Her er, hvad jeg lærte om beskæftigelsesindsatsen på folkemødet
Debatindlæg af Karina Sørensen, HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet. Der var rigtig mange gode debatter om beskæftigelsesområdet på folkemødet. Der var stor interesse for, hvordan vi får henholdsvis ledige fra kanten af arbejdsmarkedet og unge i mistrivsel ind i det store fællesskab. Det lover godt for fremtiden, at så mange gerne vil byde sig til. Så må man håbe, de vil byde sig til gratis, for vi skal jo spare tre milliarder kroner. Jens Joel fra Socialdemokratiet blev bl.a. spurgt om, hvor tallet tre milliarder kom fra. Det kommer åbenbart ingen steder fra. Det er tænkt som et forhandlingstaktisk benspænd fra politikerne for at give sig selv en presbold op til forhandlingerne. Jeg var noget pikeret over, at man har efterladt tusindvis af mennesker i usikkerhed om deres arbejdsliv, bare fordi politikerne skal vise, at de mener det alvorligt med administrative besparelser denne gang. Tør politikerne sidde på hænderne, hvis der kommer en kedelig enkeltsag, der giver en masse overskrifter? Spændende bliver det også, hvordan man får det mere individuelle til at gå op med milliardbesparelser. Når noget skal gøres billigt, så er det jo, at man standardiserer.
A4 Medier
20-06-24
Bliver du ledet af en algoritme?
Ny Cevea-rapport viser, at ledelse via algoritmer allerede er en stor del af hverdagen på mange arbejdspladser. I Danmark alene er det 89% indenfor de undersøgte målgrupper, viser HK-tal. Rapporten viser samtidig, at nogle af de negative effekter bliver mindre, hvis medarbejderne bliver inddraget. Dialog på arbejdspladsen er også et af kernepunkterne for HK Kommunal. - For HK’erne i kommuner og regioner er indflydelse, tillid og dialog helt afgørende for et godt arbejdsmiljø. Det gælder i den grad også, når det handler om algoritmeledelse. Også derfor har vi ved OK24 fået opdateret arbejdsgivernes forpligtelse til at informere de ansatte, inden der iværksættes nye kontrolforanstaltninger - herunder tiltag, der er baseret på algoritmer. Desuden er arbejdsgiverne forpligtet til at drøfte formål og metoder i MED-udvalgene. Det er jeg ganske tilfreds med. Udgangspunktet for god ledelse må imidlertid være, at man slipper en stor del af kontrollen og lader tilliden til medarbejderne være det bærende fundament. De bedste resultater bliver opnået, når ledelsen sætter medarbejderne fri, udnytter deres faglighed og giver plads til nye input og idéer, siger formanden for HK Kommunal, Lene Roed.
Ritzau m.fl.
12-06-24
Mere end hver anden jobcenterchef har kendskab til sager om chikane og trusler
Jobcentermedarbejderne oplever at blive hængt ud på sociale medier. Det siger flere kommunale beskæftigelseschefer i en rundspørge. Flere peger på den politiske retorik fra Christiansborg som en direkte årsag. Trusler fører i nogle tilfælde til sygemeldinger. I flere kommuner har man desuden indført initiativer med anonymisering af medarbejdere. Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal, mener, det er problematisk at anonymisere medarbejdere. - Vi må aldrig sænke troen og tilliden til systemet, og for mig er det afgørende, at når vi møder systemet, ved vi, hvem vi snakker med. Derfor mener jeg, at vi bør holde fokus på forebyggelse, siger Kasper Ejlertsen. Både HK Kommunal og DS efterlyser større fokus på jobcentrenes arbejdsmiljø. - Desværre er der også utilfredse borgere. Ofte kommer det til udtryk på sociale medier, hvor kommunalt ansatte bliver udskammet. Trusler og chikane må aldrig accepteres, siger Kasper Ejlertsen. Han efterlyser et større fokus på forebyggelse, og han mener i det hele taget, at det er et område, der kræver mere bevågenhed. Kasper Ejlertsen forklarer blandt andet den uhensigtsmæssig opførsel med, at en stor del af jobcentrenes klienter ofte har andre problemer end ledighed.
NB Medier
11-06-24
Lægesekretærerne er klar til mere koordinering
Anbefalingerne fra Sundhedsstrukturkommissionen bliver en interessant ramme at diskutere fremtidens sundhedsvæsen ud fra, mener Lene Roed, formand for HK Kommunal. - Der er et vigtigt fokus på ulighed i sundhed. Det er vigtigt at understrege, at økonomiske incitamenter betyder meget. Skal vi forebygge mere, skal det også kunne mærkes på budgettet, når forebyggelsen virker, siger Lene Roed. - Kommissionen ønsker et mere sammenhængende sundhedsvæsen, og at borgerne oplever mere sammenhæng i deres forløb. Her er effektiv sundhedsadministration en helt nødvendig kerneopgave på tværs af regioner, kommuner og det private område, fortsætter hun. I SAL er man klar til at løfte opgaven med mere koordination. - Mere koordination på tværs af sektorerne ligger lige til højrebenet for lægesekretærer og sundhedsadministrative koordinatorer, der i forvejen er godt rustet til at understøtte borgerne i deres kontakt med sundhedsvæsnet - og til at favne kunstig intelligens og løse alle de administrative og logistiske opgaver, der er i et komplekst sundhedsvæsen, siger Nathali Schaap Degn, formand for SAL.
Ritzau
11-06-24
Ledelse skal ses som en selvstændig faglighed i fremtidens sundhedsvæsen
Debatindlæg af Lene Roed, formand HK Kommunal og Nathali Schaap Degn, formand SAL. Stærke sundhedsadministrative færdigheder er på mange måder svaret på, hvordan vi får skabt en rød koordinerende tråd i et stadig mere komplekst sundhedssystem. Helt overordnet mener vi, det fremtidige sundhedsvæsen skal have et stærkere fokus på, hvem der udfører de forskellige opgaver. Sundhedsadministrativt uddannede medarbejdere er langt bedre til at løfte de sundhedsadministrative opgaver på tværs af offentlige og private aktører – og på tværs af regioner og kommuner. Derudover foreslår vi, at borgere med mange sygdomme, eller som er særligt udfordrede, skal have tilbud om en sundhedsadministrativ koordinator/lægesekretær, der hjælper borgeren på tværs af kommunale, regionale og private aktører. Sundhedsadministrativt uddannede medarbejdere spiller også en vigtig rolle som patienternes vejledere i forebyggende tiltag. Og vi ønsker, at ledelse i højere grad bliver set som en selvstændig faglighed, der understøtter og supplerer de forskellige fagligheder. Sundhedsadministrativt uddannede medarbejdere kan blandt andet understøtte ledelsen med vagtplanlægning, arbejdsgangsanalyser, ledelsesrapportering og budgetstyring.
Politiken, Sundhedsmonitor
04-06-24
HK: Regionsaftale kan udhule afgørende tværgående kompetencer
- Det i den grad tiltrængte økonomiske løft til vores regioner får ikke den ønskede effekt, hvis man samtidig nedprioriter de lægesekretærer og sundhedsadministrative koordinatorer, der på mange måder er svaret på, hvordan vi får skabt en rød, koordinerende tråd på vores sygehuse. Sådan lyder det fra HK Kommunals formand, Lene Roed, om økonomiaftalen med regionerne. Lene Roed glæder sig over, at sygehusene nu kan se frem til en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Men hun advarer kraftigt imod, at man lader besparelsen gå ud over det nødvendige sundhedsadministrative personale. Sundhedsvæsnet har brug for en bedre arbejdsdeling, så det behandlende personale kan få frigjort nødvendig patienttid. Det sundhedsadministrative personale løser opgaverne mere effektivt og med en høj kvalitet, mener hun. I SAL understreger formand, Nathali Schaap Degn, at der er brug for nye tiltag, der kan mindske manglen på medarbejdere. - Der er der ikke brug for at nedprioritere de sundhedsadministrative kompetencer, men tværtimod for oprustning, siger Nathali Schaap Degn. Hun peger på behovet for, at man på landets professionshøjskoler øger optaget af nye studerende på den nye Sundhedsadministrative Koordinator-uddannelse (SAK).
Ritzau, DR Nyheder, Nordjyske, DKNyt m.fl.
02-06-24
HK: Fornuftig kommuneaftale med væsentlige knaster
- Man giver et tiltrængt økonomisk løft med den ene hånd, mens man med den anden hånd skærer i det administrative ben, der er hele velfærdssystemets forudsætning. Sådan siger HK Kommunals formand, Lene Roed, om den netop indgåede kommuneaftale. Den betyder, at kommunerne får et løft på 3,4 milliarder kroner ekstra på nogle af sine velfærdsområder, mens der spares yderligere 242 millioner kroner på administrationen. – I HK glæder vi os over, at vores kolleger i de andre velfærdsorganisationer kan se frem til et velkomment økonomisk løft. Spørgsmålet er bare, i hvor stor udstrækning for eksempel lærere og pædagoger i virkeligheden får glæde af milliarderne, når de selv skal bruge deres tid på for dem uvedkommende opgaver, hvis man fyrer HK’ere, siger Lene Roed. - HK'erne er med til at skabe et samfund i balance og understøtter borgernes tillid til hele velfærdssamfundet, siger Lene Roed og slutter: - Jeg håber, at man også her efter kommuneaftalen i hver enkelt kommune vil have det skarpeste fokus på, hvilke faggrupper, man bruger til de forskellige opgaver. Ved at lade de rette kompetencer løse de rette opgaver kan vi frigøre ikke så få ressourcer samtidig med, at vi får optimeret den service, vi giver til borgerne.
Ritzau, NB Medier, Danske Kommuner m.fl.
31-05-24
HK i Hovedstaden: Regeringens heksejagt på administrative medarbejdere er en tudetosset farce
Debatindlæg af Ditte Gottlieb Bredahl, formand HK Kommunal Hovedstaden. Stort set alle – undtaget regeringen selv – påpeger, at det er et sted mellem tudetosset, dybt usagligt og praktisk umuligt, skal kommunerne og regionerne spare tre milliarder kroner på administration frem til 2030. Det trælse problem med besparelser er jo, at så er der noget, man ikke får. Rigtig mange af de opgaver, der står under administration i kommunernes og regionernes regneark, udføres af HK'ere og er helt borgernær velfærd – eller understøtter meget direkte andre personalegruppers helt borgernære velfærd. Mange såkaldte administrative arbejdsopgaver er en integreret del af den helt borgernære velfærd. Ligesom mange andre, der er tæt på virkeligheden i regioner og kommuner, vil jeg opfordre regeringen til at stoppe sin usaglige hetz mod administrative medarbejderes arbejdsopgaver. Ligesom KL, Danske Regioner og en lang række kolleger i de kommunale og regionale personaleorganisationer vil jeg opfordre regeringen til at melde klart ud, hvilke dele af velfærden, der skal spares væk til fordel for skattelettelser. Og jeg vil opfordre regeringen til at stoppe sin usaglige hetz mod administrative medarbejderes arbejdsopgaver.
Altinget
31-05-24
Organisationer slår fast: Det er tid til at investere i den kommunale velfærd
Økonomiforhandlingerne nærmer sig slutfasen. Og spørger man flere faglige organisationer, er budskabet til regeringen klart: Der skal flere penge til velfærden. Elisa Rimpler, formand for BUPL.: - Det er nu, vi skal genoprette velfærden, som har været udsultet i årevis. Lene Roed, formand for HK Kommunal, håber ligeledes, at regeringen vil investere i velfærden og give kommunerne det økonomiske råderum, så de kan efterleve det, borgerne har en forventning om. - De seneste økonomiaftaler har jo i mange år underfinansieret den kommunale velfærd, og det har vi kunnet se gennem mange år med besparelser og afskedigelser til følge, siger Lene Roed. Hun mener samtidig, at man skyder sig selv i foden ved at afskedige administrative medarbejdere, for når det er svært at skaffe tilstrækkeligt mange pædagoger og sosu'er, skal man netop gøre brug af HK'ernes kompetencer og lægge alle administrative opgaver her, så andre faggrupper kan bruge deres tid på kerneopgaven. - Og så skal man huske, at vores medlemmer både i borgerservice og pladsanvisninger og tandklinikassistenter og jobkonsulenter, jo i høj grad er borgernær service, som borgerne virkelig har brug for, siger Lene Roed.
Danske Kommuner m.fl.
30-05-24
Brug den gode økonomi til at genoprette velfærden
Debatindlæg af Lene Roed, formand HK Kommunal, Mona Striib, formand FOA, Elisa Rimpler, formand BUPL m.fl. Forleden kunne finansminister Nicolai Wammen (S) fortælle, at regeringen nu opjusterer råderummet med mere end 11 milliarder kroner. Men hvordan rimer den gode økonomi med besparelser på folkeskolerne, daginstitutioner, administration og andre velfærdstilbud? Hvorfor ser vi fyringer og nedskæringer på sygehusene samtidig med, at ventelisterne vokser? Et af svarene er, at velfærden stadig lider under den underfinansiering, vi oplevede i mange år. AE-rådet har beregnet, at velfærden, siden 2015, er blevet underfinansieret med 22,5 milliarder kroner, set i forhold til hvis det offentlige forbrug havde fulgt det fulde demografiske træk inkl. velstandsregulering. Et andet svar er, at budgetlovens jerngreb om kommunernes økonomi har betydet, at de siden 2011 har brugt mindre, end de har budgetteret med. Frygten er, at den konstante nedprioritering af velfærden vil undergrave opbakningen til den danske velfærdsmodel. Kære Nicolai Wammen. Brug det bugnende råderum til at vende udviklingen og sætte vores fælles velfærd på genopretningskurs. Det er på høje tid.
Avisen Danmark, Aarhus Stiftstidende, Fyens Amts Avis m.fl.
29-05-24
HK Kommunal har valgt nyt formandskab
De 360 delegerede på HK Kommunals 11. kongres har netop genvalgt Lene Roed som formand for fagforeningen for en ny fireårig periode. Samtidig valgte kongressen en ny næstformand. Valget faldt efter kampafstemning på virksomhedskonsulent Kasper Ejlertsen (49), Odense. Lene Roed er både rørt og meget taknemmelig over HK-medlemmernes store opbakning. Hun erkender samtidig, at der med formandstitlen følger et stort ansvar. - Jeg klar til at kæmpe for at sikre HK’ernes plads på fremtidens arbejdsmarked. Vores kompetencer udgør på mange måder velfærdens fundament. Og så er det afgørende for mig, at HK Kommunal også i fremtiden bliver en stærk, markant og indflydelsesrig fagforening, siger Lene Roed. Den nyvalgte næstformand, Kasper Ejlertsen, er stolt og ydmyg over valget. - Jeg er bogstaveligt talt overvældet over den tillid, mine kolleger har vist mig. Den tillid vil jeg i den grad bestræbe mig på at honorere, siger Kasper Ejlertsen. Han har som sin ambition at styrke HK Kommunal som en synlig og samarbejdende fagforening. Og så skal HK Kommunal ifølge Kasper Ejlertsen til enhver tid være med til at sikre arbejdsmiljøet og det gode arbejdsliv for medlemmerne.
Ritzau, TV2.dk, Altinget, Sjællandske, Dagbladet Roskilde, Dagbladet Køge, A4 Medier, NB Medier m.m.fl.
29-05-24
Klart signal fra HK-kongres: Administrativt personale er limen i den offentlige velfærd
Et af de vedtagne mål på HK Kommunals kongres er at synliggøre HK'erne som velfærdens fundament. Det blev italesat mange gange i både den skriftlige og mundtlige beretning af formand Lene Roed. - En af de største udfordringer bliver at fortælle, at vi er bindeleddet i den danske velfærdsstat. Mange politikere aner ikke, hvad en HK'er laver, siger Hans-Henrik Hansen, formand for HK Kommunal Østjylland. Lene Roed roste i den mundtlige beretning indsatsen på landets jobcentre og advarede samtidig mod milliardbesparelsen på området. Over en årrække har den kommunale HK-sektor mistet cirka 5000 stillinger til især akademikere. - Akademikere kommer til at fylde mere og mere. Jeg har ikke noget imod djøf'ere og akademikere, men det går helt galt, når man ansætter dem til helt almindelige HK-opgaver, siger Katharina Hauge Antonsen, formand for HK Kommunal Nordjylland. Hun taler for, at arbejdsgiverne gør sig klart, hvilke opgaver de vil have løst, og hvilke folk de så har brug for. - Jeg synes, det er rigtigt, som det er blevet sagt på kongressen, at det handler om at have de rette kompetencer til de rette opgaver, siger Katharina Hauge Antonsen.
Arbejderen m.fl.
29-05-24
HK vil have administrationens værdi ud til danskerne
Limen, der får dagligdagen til at hænge sammen, og organisationens varme hænder. Superlativer var der nok af på HK Kommunals kongres. Hovedbudskabet var, at den administrative medarbejder i skikkelse af HK'eren spiller en afgørende rolle for, at danskernes velfærd kan fungere. - I er supervigtige - den der lim, der får dagligdagen til at hænge sammen. I er organisationens varme hænder - og tak for det, lød det fra Jacob Torfing, professor i politik og institutioner på Roskilde Universitet. KL's administrerende direktør, Kristian Vendelbo, forholder sig ligesom HK's ledere kritisk til den unuancerede debat om administration. - I KL og HK har vi en fælles opgave i at italesætte, hvordan det gør nytte, sagde han og fremhævede, at fagforeningen repræsenterer typer af faggrupper, der er i direkte kontakt med borgerne såsom skolesekretærer, biblioteksansatte og medarbejdere i borgerservice. - Når jeg som privatperson møder kommunen, er det ofte HK'ere. Det ved vi godt i kommunerne, men det er jeg ikke sikker på, man er så opmærksom på på Christiansborg, sagde KL-direktøren. - Omfavn kunstig intelligens. Det er I nødt til at være en aktiv aktør i, sagde Kristian Vendelbo også.
NB Medier
28-05-24
HK er skeptisk over indretning af nyt rådhus
Et nyt rådhus i Nykøbing vil formentlig få plads til færre medarbejdere, end der er ansat. Den slags kontormiljø breder sig hen over landets arbejdspladser. - Jeg er ikke som sådan modstander af den type arbejdsplads, understreger Michael Rosenberg, formand for HK kommunal Sjælland. – Men man skal tale det grundigt igennem med medarbejderne, siger han. Hans bekymring er, at den type arbejdsplads sjældent begynder med intentionen om at sikre et godt arbejdsmiljø. - Man gør det for at spare penge og kvadratmeter. Fokuserer man næsten udelukkende på økonomien, kan man risikere, at det ender i flere sygemeldinger, siger han. - Det kan give utryghed på arbejdspladsen. Derfor bør man også inddrage tillidsfolk og arbejdsmiljørepræsentanter, når man starter sådan en proces, siger han. Coronapandemien gjorde det muligt arbejde effektivt hjemmefra. Men medarbejderne vil stadig gerne have lov at møde ind på en fast kontorplads, mener Michael Rosenberg og fortsætter: - Vi bruger mange timer på arbejdspladsen, så vi skal møde ind til noget, vi trives i og føler os velkommen til. Skal man kæmpe om de få skriveborde eller booke sig ind fra dag til dag? Og møder der 80 personer ind til 75 kontorpladser, skal de andre så gå igen, spørger Michael Rosenberg.
Lolland-Falsters Folketidende, NB Medier m.fl.
18-05-24