
Borgerne er stadig tilfredse med landets jobcentre. Foto: Lars Pryds
Så har endnu en undersøgelse aflivet den sejlivede myte om, at borgerne er utilfredse med den kommunale beskæftigelsesindsats.
Senest viser en tværkommunal borgerundersøgelse, at 66 procent af borgerne er meget tilfredse eller tilfredse med deres forløb i jobcentret. Kun godt 18 procent af de adspurgte er direkte utilfredse.
Resultaterne af undersøgelsen, der er foretaget af KL i samarbejde med 44 kommuner, matcher fint tidligere undersøgelser om borgertilfredshed på beskæftigelsesområdet.
Mødes med tillid
Den overordnede tilfredshed med jobcenterforløbene stiger med alderen. Og der er lidt flere kvinder end mænd, der erklærer sig meget tilfredse med deres forløb, viser undersøgelsen.
Tilfredsheden varierer fra kommune til kommune – fra 52 procent i den kommune, hvor tilfredsheden er lavest, til 77 procent i den højest rangerende kommune.
Blandt borgerne er der ligeledes 66 procent, der svarer ja til spørgsmålet om, hvorvidt man oplever sig mødt med tillid i jobcentrene. Også her er tallet hos kvinder højere end hos mændene, ligesom oplevelsen af tillid stiger i takt med borgernes alder.
På spørgsmålet om der er et klart mål med forløbet på jobcentret, er der noget mindre tilfredshed. Lidt over halvdelen af borgerne svarer bekræftende.
Endelig viser undersøgelsen, at to ud af tre borgere har oplevet, at formålet med deres seneste samtale med en sagsbehandler var klart.