Den vigtigste relation på arbejdspladsen er den til chefen. Foto: Jacob Lund Photography

Relationerne på arbejdspladsen har stor indflydelse på, hvor tilfredse vi er med vores job, og hvor engagerede vi føler os. Men ifølge det svenske medie Arbetsliv er det forholdet til vores chef, der vejer tungest.

Når vi taler om relationer på arbejdspladsen, er det ofte båndet til kollegaerne, der får opmærksomhed. Selvom relationen til kollegaerne er vigtig for trivslen, er forbindelsen til chefen endnu mere afgørende. Det bekræfter Thomas Andersson, professor i virksomhedsledelse ved Högskolan i Skövde overfor Arbetsliv.

Thomas Andersson og hans forskerteam fra Högskolan Väst og Göteborgs Universitet har undersøgt, hvordan forskellige relationer på jobbet påvirker medarbejdernes arbejdsglæde og engagement.

Deres studie viser, at når chefen viser, at han eller hun værdsætter sine medarbejdere, stiger medarbejdernes arbejdsglæde markant. Tidligere forskning har også vist, at relationer på arbejdspladsen er essentielle for vores velvære.

– Vi er sociale væsener. Vi går ikke på arbejde kun for at få en løn. Vi vil udvikle os, tage ansvar, omgås andre, blive set og have et socialt udbytte. Arbejdspladsen er en af vores vigtigste arenaer for menneskelig kontakt. I bund og grund trives vi med at arbejde, det er en af vores vigtigste sundhedsfaktorer, forklarer Thomas Andersson.

Medarbejdernes rolle i relationen til chefen

Thomas Andersson håber, at hans undersøgelse vil skabe en ny forståelse for, hvor vigtigt forholdet mellem chef og medarbejder er.

– Mange medarbejdere er ikke særlig aktive i deres relation til chefen og mener, at det er chefens ansvar at opbygge den. Men forskning viser, at det er en styrke at have et godt forhold til chefen, hvor medarbejderne leder deres eget arbejde, mens chefen skaber de rette rammer for det.

Hvis han skal give et godt råd til medarbejderne lyder det:

– Chefen er ikke tankelæser. Man skal involvere sig i relationen, fortælle hvad man mener og tænker. Man skal ikke have en passiv tilgang til sin chef, forklarer han og råder omvendt chefen til at inddrage medarbejderne:

- Medarbejderne er organisationens vigtigste ressource. I har de samme mål. Så giv medarbejderne muligheden for at samarbejde med dig som chef til organisationens bedste, slutter Thomas Andersson.