HK Kommunal opfordrer til, at man nedtoner spareøvelsen på beskæftigelsesområdet. Foto: Tom Ingvardsen

- Vi anerkender ekspertgruppens ønske om en mindre bureaukratisk beskæftigelsesindsats, men frygter, at de foreslåede milliardbesparelser på indsatsen vil svække den aktive arbejdsmarkedspolitik ganske alvorligt.

Det er hovedkonklusionen i det høringssvar til ekspertgruppens anbefalinger, HK Kommunal netop har afsendt. Ekspertgruppen på beskæftigelsesområdet har af regeringen fået til opgave at give nogle anbefalinger til, hvordan fremtidens beskæftigelsesindsats skal formes med udgangspunkt i besparelser på tre milliarder kroner frem mod 2030.

Hvis ekspertgruppens anbefalinger om milliardbesparelser får politisk medvind, vil det føre til længere ledighedsperioder for nogle grupper og svække muligheden for at få borgere tilbage på arbejdsmarkedet, fremgår det af HK Kommunals høringssvar.

Fagforeningen opfordrer til, at man kraftigt nedtoner spareøvelsen og understreger behovet for at opretholde en stærk, værdig og velfungerende beskæftigelsesindsats.

Velkomne resultatmålinger

HK Kommunals næstformand, Kasper Ejlertsen, roser ekspertgruppens anbefaling om, at beskæftigelsesindsatsen fremover skal måles på effekter og resultater fremfor på, om man efterlever nogle centralt fastsatte procedurer.

Og han noterer med tilfredshedshed, at ekspertgruppen fastslår, at kommunerne i dag helt overordnet leverer en beskæftigelsesindsats af høj kvalitet til såvel virksomheder som borgere.

Borgere vil miste hjælp

Med anbefalingerne om at reducere antallet af samtaler med ledige og sygemeldte samt skære ned på tilbud om uddannelse og aktivering risikerer mange at blive fanget i længere ledighedsperioder, advarer Kasper Ejlertsen.

- Vi ser allerede nu et system, der er presset, og hvis vi fjerner endnu flere ressourcer, vil det forværre situationen. Borgere, som har brug for støtte, vil opleve længere ventetid, og muligheden for at få dem tilbage på arbejdsmarkedet vil blive kraftigt forringet, siger Kasper Ejlertsen.

Vigtig samfundsmæssig rolle

HK Kommunals næstformand advarer samtidigt mod at undergrave den samfundsmæssige rolle, den kommunale beskæftigelsesindsats har i krisetider.

- Besparelser er en helt forkert vej at gå. Vi har brug for et stærkt beskæftigelsessystem, der kan hjælpe dem, som står uden for arbejdsmarkedet – ikke mindst i krisesituationer som coronakrisen og nu den ukrainske flygtningekrise. Vi skal investere i mennesker - ikke spare dem væk, siger Kasper Ejlertsen.

Får ekspertgruppens anbefalinger politisk medvind, vil det ifølge HK Kommunals høringssvar betyde 3.500 færre ansatte i den kommunale beskæftigelsesindsats.

Regeringen ventes at komme med et udspil til fremtidens beskæftigelsesindsats i løbet af efteråret.

Artiklen er opdateret 12. september 2024