Natalie Schmidt er en af de 13 kontorelever, der deler viden omkring bæredygtighed.

I Kolding Kommune arbejder man målrettet på at integrere bæredygtighed i kommunens kerneopgaver, og det seneste initiativ kommer fra en gruppe på 13 kontorelever. Eleverne har i løbet af deres uddannelsesforløb arbejdet som ”detektiver i bæredygtighed” og indsamlet ideer fra forskellige forvaltninger, som nu bliver spredt til resten af organisationen. Målet er at gøre bæredygtighed til en naturlig del af kommunens daglige drift.

Torsten Zink Sørensen, bæredygtigheds- og klimakoordinator i Bæredygtighedshuset, ser kontorelevernes arbejde som et bevis på, at bæredygtighed er ved at blive integreret på tværs af hele organisationen.

- De mange eksempler viser, at vi er nået dertil, hvor bæredygtighed er ved at blive integreret i kerneopgaven. Det handler ikke længere om at udskifte plastickopper til papkrus eller indrette en grøn skolegård. Det handler om at integrere bæredygtighed i elevernes undervisning og lave mad på en bæredygtig måde i kantinen, siger Torsten Zink Sørensen.

 

Vi skal dele den gode viden

Et af de konkrete resultater fra kontorelevernes projekt er netop et grønt årshjul, der viser, hvordan skoler kan arbejde med bæredygtighed året rundt. Årshjulet giver forslag til, hvordan man kan inddrage bæredygtige temaer måned for måned, og kan fungere som et redskab for skoler, der ønsker at tage del i den grønne omstilling. Natalie Schmidt, en af kontoreleverne, fortæller, at skolerne har brug for mere vidensdeling, når det kommer til bæredygtighed.

- Hvad virker? Hvor får man hjælp? Og hvad kan man gøre, selvom man ikke har så meget plads? Vi har bl.a. besøgt en skole, der har lavet deres eget fag "bæredygtighed, innovation, design", hvor de har tværfaglige temadage hver anden mandag. Det er meget inspirerende, siger Natalie Schmidt.

Kontorelevernes arbejde er blevet godt modtaget i direktionen, som har været med til at åbne døre for projektet. Bent Jensen Mouboe, konstitueret vicedirektør, har fulgt projektet tæt og er begejstret for resultatet.

- Det er spændende at få nogle udefra til at kigge på det, vi laver. Jeg er meget optaget af, hvordan vi får delt den gode viden, der er her i rummet. Jeg vil gøre mit for at dele ideer med direktionen og i vores strategiske chefforum, siger han.


Læs mere om projektet her.