
HK Kommunals formand, Lene Roed, opfordrer til, at få sat de sundhedsadministrative medarbejdere i spil. Foto: Tom Ingvardsen.
- Hvis de gode takter i regeringens sundhedsudspil for alvor skal have effekt ude i den virkelige verden, er det helt nødvendigt, at man forstår at sætte vores dygtige sundhedsadministrative medarbejdere i spil. Sådan lyder det fra HK Kommunals formand, Lene Roed.
Lene Roed henviser til de centrale regeringsforslag, der betyder oprettelse af 17 nye sundhedsråd, patientrettigheder til kronikere og en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Overgangsfase kræver koordinering
Den omstrukturering af sundhedsvæsnet, regeringen foreslår, vil ifølge HK Kommunals formand på både kort og langt sigt betyde, at behovet for koordinering vokser.
- I overgangsfasen til en ny struktur er det helt afgørende, at det samlede sundhedsvæsen har nogle professionelle, administrative kompetencer, der bevarer overblikket mellem de forskellige aktører og kan skabe en rød tråd for patienten. En særlig koordinerende indsats kræver det naturligvis at få inkorporeret de foreslåede sundhedsråd i den eksisterende struktur, siger Lene Roed.
Rette kompetencer til rette opgaver
På længere sigt er det ifølge formanden i det hele taget nødvendigt, at det samlede sundhedsvæsen får et stærkere fokus på, hvem der udfører de forskellige opgaver.
- I dag bruger læger og sygeplejersker alt for megen tid på at løse de mange administrative opgaver, der nødvendigvis må være i et komplekst system. Det er langt fra optimalt, siger Lene Roed.
- Sundhedsadministrativt uddannede medarbejdere er langt bedre til at løfte de sundhedsadministrative og koordinerende opgaver. Både på den konkrete arbejdsplads og på tværs af regioner, kommuner, praktiserende læger og kommende sundhedsråd. Jeg savner fokus på den problemstilling i udspillet, lyder det fra HK Kommunals formand, der fortsætter:
- Hvis vi systematisk lader de rette kompetencer løse de rette opgaver, kan vi frigøre ikke så få ressourcer og samtidig skabe et sundhedsvæsen i balance.
Bedre forløb for alle patienter

Formand for SAL, Nathali Degn, peger på de sundhedsadministrative som dem, der kan hjælpe patienterne til bedre forløb. Foto: Lars Pryds
I Danske Sundhedsadministratorers Landsforening (SAL) bakker formand, Nathali Degn, op om regeringens vision om at skabe bedre forløb for patienterne.
- Men nye strukturer gør det langtfra alene. Et fremtidigt sundhedsvæsen må og skal have blik for, hvordan rigtige mennesker med de rette kompetencer kan sikre bedre patientforløb fra start til slut. Vi skal sikre, at borgerne oplever et sammenhængende system, der arbejder for dem, uanset hvor de befinder sig i forløbet, siger Nathali Degn.
Det er velkomment, at der i regeringsudspillet er et særligt fokus på ulighed i sundhed og på de borgere, der har mange sygdomme, eller som er særligt udfordrede, mener SAL’s formand.
- Jeg vil gerne slå et slag for, at de borgere bør tilbydes en sundhedsadministrativ koordinator – en art patientvejleder - der hjælper borgeren på tværs af kommunale, regionale og private aktører. Hun kan eksempelvis formidle journalindhold og sundhedsdata, bestille og koordinere tider, hjælpe med at finde relevante sundhedsfremmende tilbud lokalt og være bindeled mellem forskellige aktører, siger Nathali Degn.
Sådanne sundhedsadministrative hænder kan ifølge Nathali Degn for alvor sikre, at patienten ikke falder ned mellem to eller flere stole i den såkaldte ’Bermuda-trekant’.