
17 nye sundhedsråd, patientrettigheder til kronikere og fusion af Region Sjælland og Region Hovedstaden. Det er hovedtrækkene i det udspil til en sundhedsreform ”Sundhed tæt på dig”, som regeringen fremlagde i september. Den røde tråd i tankerne bag er at skabe et sundhedsvæsen, som kan imødegå den demografiske udvikling med et stigende antal ældre, som lever længere, kan imødegå problemerne med at sikre sundhedsfaglige medarbejdere nok og ikke mindst kan skabe bedre sammenhæng og større nærhed i patienternes forløb.
Skal denne ambitiøse dagsorden nå i mål, kan HK’erne med deres administrative og koordinerende kompetencer i høj grad bidrage, mener HK Kommunals formand, Lene Roed. Og hun bakkes op af Gitte Hundtofte, som er funktionsleder og sekretariatschef i Psykiatrien i Odense under Region Syd.
HK’ere bevarer overblikket
- I overgangsfasen til en ny struktur er det helt afgørende, at det samlede sundhedsvæsen har nogle professionelle, administrative kompetencer, der bevarer overblikket mellem de forskellige aktører og kan skabe en rød tråd for patienten. En særlig koordinerende indsats kræver det naturligvis at få inkorporeret de foreslåede sundhedsråd i den eksisterende struktur, siger Lene Roed og pointerer, at også på længere sigt vil der være brug for et stærkt fokus på, hvem der udfører hvilke opgaver:
- Hvis vi systematisk lader de rette kompetencer løse de rette opgaver, kan vi frigøre ikke så få ressourcer og samtidig skabe et sundhedsvæsen i balance, siger hun og fortsætter:
- I dag bruger læger og sygeplejersker alt for megen tid på at løse de mange administrative opgaver, der nødvendigvis må være i et komplekst system. Det er langt fra optimalt. Sundhedsadministrativt uddannede medarbejdere er langt bedre til at løfte de sundhedsadministrative og koordinerende opgaver, siger Lene Roed i en pressemeddelelse om sundhedsudspillet.
Kender systemerne godt
Det er Gitte Hundtofte, funktionsleder og sekretariatschef i Psykiatrien i Region Syddanmark i Odense, helt enig i. Hun er oprindeligt uddannet lægesekretær, leder i dag flere faggrupper og
er overbevist om, at tværfaglighed i ledelse også kan bidrage til et bedre sundhedsvæsen set med patienternes øjne.
- Sammenhængen i patientforløbene kan jeg godt se, at vi kan gøre bedre. Det udbygges dog hele tiden. Fx kunne man sagtens lægge mange flere administrative opgaver ud til lægesekretærer og sundhedsadministrative koordinatorer, som kender de administrative systemer godt, og i stedet lade sygeplejerskerne og andre sundhedsfaglige tage sig af det mere patientnære. Men der er en tendens til at tænke de administrative stillinger til dem og akademikere, siger hun og tilføjer, at netop HK’ernes administrative perspektiv med fordel kan prioriteres højere.
Og det, er Gitte Hundtofte helt sikker på, kommer patienterne til gavn i sidste ende.
– Netop fordi jeg ser i helheder og har det administrative perspektiv med, ved jeg, hvad der kan lade sig gøre, og kan bidrage til at skabe større sammenhængskraft i patientforløbet, siger hun i et interview i den seneste udgave af magasinet Offentlig Ledelse.
Rette kompetencer i spil
Samme budskab lyder fra Danske Sundhedsadministratorers Landsforening (SAL).
- Et fremtidigt sundhedsvæsen må og skal have blik for, hvordan rigtige mennesker med de rette kompetencer kan sikre bedre patientforløb fra start til slut. Vi skal sikre, at borgerne oplever et sammenhængende system, der arbejder for dem, uanset hvor de befinder sig i forløbet, siger Nathali Degn, formand for SAL.
Læs mere om regeringens sundhedsudspil her