
Sorg er en del af livet, men desværre er langt de fleste arbejdspladser ikke rustet til at håndtere det. Faktisk har 94 % af virksomhederne i Danmark ingen sorgpolitik, selv om op til 40 % af medarbejdere i sorg ender med en sygemelding. Sorg koster både menneskeligt og økonomisk. En sygemeldt medarbejder kan koste en virksomhed op til 7.000 kr. om dagen.
Hos HK Østjylland har vi haft besøg af sorgrådgiver Anja Enggren, der gav et tankevækkende oplæg om, hvordan vi kan håndtere sorg på arbejdspladsen.
Sorg handler ikke kun om død
Det er klart, at et familiemedlems død sender medarbejderen i en dyb sorg, men sorg kan også være andet end dødsfald. Det er almindeligt at opleve sorg som en reaktion på livsforandringer som skilsmisse eller alvorlig sygdom hos en selv eller ens nærmeste.
Sorgprocessen kan være langvarig, og forskning viser, at der selv tre år efter et dødsfald kan være stærke sorgreaktioner. Arbejdspladser kan gøre en forskel ved at tilbyde fleksibilitet på mærkedage, som årsdagen for dødsfaldet eller ved højtider, hvor sorgen ofte bliver mere intens.
Tal om sorg
Men hvad gør man så, når kollegaen kommer tilbage efter at have mistet en nærtstående eller på anden måde er i sorg? Taler om det eller lader som ingenting?
- Det er ikke nemt at tale om sorg og endnu sværere at vide, hvordan man bedst støtter en kollega i sorg. Men man ved jo ikke, hvordan man bedst kan hjælpe, hvis man ikke taler om det. Jeg har i hvert fald lært af oplægget, at man gerne må tale med sin kollega om sorg. Også selv om kollegaen bliver ked af det. For hun kan jo ikke blive mere ked af det, end hun allerede er. Det er misforstået hensyn, hvis vi undlader at tale om det, siger sektorformand for HK Privat Østjylland, Tina Bjerre Tørring.

Sorgrådgiver Anja Enggren og sektorformand Tina Bjerre Tørring.
Sorgpolitik er svaret
En god sorgpolitik kan sikre trygge rammer, hvor medarbejdere i sorg ikke skal frygte for deres job.
- Det vigtigste for en sorgramt medarbejder er at have faste rammer og en ledelse, der er lyttende og støttende. Ofte ved den sorgramte ikke selv, hvad de har brug for, så det kræver en leder eller en tillidsvalgt, der er trænet i den gode sorgsamtale, siger Anja Enggren
Har I en sorgpolitik?
- HK vil gerne tage initiativ til at hjælpe arbejdspladser med at indføre en sorgpolitik, der indeholder rammerne for sorgsamtaler, tilbagevendingsplaner efter en evt. sorgorlov - og hvordan man bedst støtter sorgramte medarbejdere. Vi opfordrer også til at italesætte sorg på AMR-møderne og gøre det til en naturlig del af arbejdspladskulturen. Ingen skal føle sig alene, siger Tina Bjerre Tørring.