
Samarbejde mellem de små kommuner kan give økonomiske fordele. Illu.: Colourbox
Kommunestørrelsen har stor betydning for udgiftsniveauet på udvalgte services og ydelser. Det viser en undersøgelse, som VIVE har lavet.
Kort fortalt har VIVE set på ni centrale kommunale serviceområder og undersøgt, om der er stordriftsfordele eller smådriftsulemper på området – når der tages højde for forskelle i kommunernes velstand og befolkningens demografiske og socioøkonomiske sammensætning mv.
De 9 områder er: Administration, dagtilbud, folkeskole, ældre, særlige behov, sundhedspleje, kultur og vejvæsen.
På 5 af de 9 områder er der stordriftsfordele at hente, sådan at udgifterne per indbygger falder markant med stigende kommunestørrelse, dvs. indbyggertal.
Dog med den pointe, at stordriftsfordelen er tydeligst, når man sammenligner med de mindste kommuner. Desto større kommuner desto mindre bliver udgiftsforskellen.
Stor gevinst af stordrift på administration
Den største stordriftsfordel finder VIVE på administrationsområdet.
Og det er de helt små kommuner, der i den grad trækker i den forkerte retning.
En gennemsnitskommune – på 60.000 indbyggere – bruger ca. 6.800 kr. per indbygger i administrationsudgifter.
Men kommer man under 20.000 indbyggere i særdeleshed under 10.000 og helt ned på de små ø-kommuner stiger udgifterne ekspotentielt.
Til gengæld kan VIVE aflive den gamle fortælling om stordriftsulemper – altså at hos de helt store kommuner begynder udgiften per indbygger at stige igen. Det gør den ikke.
De øvrige serviceområder med stordriftsfordele er i øvrigt: Folkeskolen, kultur, sundheds-/tandpleje og vejområdet.