Udover ny inspiration, spirende bekendtskaber og masser af faglige input til HK Kommunals årlige elevkonference, blev også et spritnyt elevudvalg valgt.
Lærke Berg Lindberg Jørgensen, der er et af de nye udvalgsmedlemmer ønsker at skabe et endnu tættere samarbejde mellem elever og HK Kommunal.

- Det er vigtigt, at vi som elever har en tydelig stemme, og at vi kan påvirke de beslutninger, der berører vores uddannelse og arbejdsmiljø. Elevkonferencen var en fantastisk mulighed for at se, hvordan vi kan arbejde sammen om de her emner, og det var især inspirerende at høre om de nyeste teknologier, som kunstig intelligens, der kommer til at forme fremtidens arbejdsmarked, lyder det fra Lærke Berg Lindberg Jørgensen, elev på første år ved Odense Universitetshospital.

Vil rekruttere flere elever

Også Mie Maud Kielstrup, der er 2. årselev ved Borgmesterforvaltningen i Odense, ser også frem til de muligheder, som rollen i udvalget bringer. Hendes vigtigste mål er at give alle elever en stemme.

- Jeg meldte mig til elevudvalget, fordi jeg tror på, at vi kan løfte mere, når vi løfter i fællesskab. Jeg ser frem til at arbejde for, at alle elever føler sig hørt og har mulighed for at udvikle sig – både fagligt og personligt. Jeg vil gerne arbejde for at rekruttere flere elever til kommunerne og arbejde for bedre onboarding, forklarer Mie Maud Kielstrup.
For både Mie og Lærke var det deres første elevkonference.

- Jeg var meget positivt overrasket og helt ærgerlig over, at jeg ikke var med sidste år. Men det var megagennemført og kernen om fremtiden kom virkelig til udtryk i de forskellige oplæg og workshops. Det var virkelig relevant, og jeg lærte mange nye mennesker at kende, fortæller Mie Maud Kielstrup.

Medlemmer af det nye elevudvalg

• Maria Andersen (Aarhus Kommune, 2. årselev)
• Agit Altanay (Horsens Kommune, 2. årselev)
• Lærke Berg Lindberg Jørgensen (Odense Universitetshospital, 1. årselev)
• Linda Talitha Christensen (Odense Kommune, 2. årselev)
• Mie Maud Kielstrup  Odense Kommune, 2. årselev)
• Julie Serine Nymark Bergmann (Kolding Kommune, færdigudlært)