Line Skaarup Jensens fagprøve tager udgangspunkt i et væsentligt behov på arbejdspladsen: bedre videndeling og samarbejde mellem afdelinger for at undgå socialt bedrageri. Gennem en digital kontrolbog har Line skabt en lettilgængelig platform, hvor relevante sagsbehandlere hurtigt kan finde information om, hvilke sager der skal indberettes, og hvem der skal kontaktes. Dette redskab er ikke blot en praktisk hjælp, men introducerer også en systematisk tilgang til tværfaglig vidensdeling, der skaber klarhed og forbedrer arbejdsgange.

- Det er et nytænkende bidrag til vores arbejde og et konkret resultat, som er ved at blive implementeret i kommunen, sagde Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal, ved prisoverrækkelsen.

Allerede ved at blive implementeret

Han fremhævede kontrolbogens potentiale til at blive anvendt som model på tværs af forskellige afdelinger og arbejdspladser, hvilket kan føre til øget effektivitet og bedre samarbejdsstrukturer. Med kontrolbogen har Line Skaarup Jensen ikke kun løst en aktuel problemstilling, men også sat en ny standard for, hvordan viden kan deles effektivt på tværs af faggrupper.
Kontrolbogen allerede er i proces og i gang med at blive implementeret. Og Line Skaarup Jensen er meget glad for prisen.

- Det betyder meget for mig at modtage prisen for Årets fagprøve. Mit mål var at skabe noget, som kunne gøre en forskel, så det er virkelig dejligt at blive anerkendt på denne måde. Jeg håber, at kontrolbogen kan være en hjælp og måske endda inspirere til lignende tiltag i andre afdelinger, lyder det fra Line Skaarup Jensen.