Prisen som Årets TR 2024 bliver uddelt ved et stort show i Cirkusbygningen i København d. 12. november. Foto: Privat.
I Herlev Kommune kæmper tillidsrepræsentant Pia Revsbech utrætteligt og vedholdende for kollegerne. Sådan lyder det i indstillingen til prisen som Årets TR, hvor hun er nomineret sammen med 4 andre tillidsrepræsentanter.
- Lige meget hvor længe en forhandling kan tage, bakker Pia ikke under for pres, hun bliver ved indtil præmisserne er på plads, og hendes medlemmer/medkolleger har fået de bedste vilkår muligt, lyder det bl.a. i indstillingen, der også anerkender Pia Revsbechs evne til at favne sine kolleger:
- At have Pia som vores TR betyder, at vi ved, vi har støtte, vi ved, hun står bag os ALTID.
Tillidsrepræsentanterne er afgørende
I HK Kommunal er formand Lene Roed stolt af at Pia Revsbech er blandt de 5 nominerede til prisen.
- Pia gør sammen med de mange andre dygtige tillidsrepræsentanter på de kommunale og regionale arbejdspladser et kæmpestort arbejde hver eneste dag. Tillidsrepræsentanterne er afgørende for samarbejdet på arbejdspladserne og for at finde gode løsninger for kollegerne. De fortjener hver og én en kæmpe respekt og anerkendelse, siger hun.
Årets TR har taget kampen for kollegerne
Hvem der vinder Årets Tillidsrepræsentant 2024 afsløres den 12. november i Cirkusbygningen i København. Prisen uddeles til en tillidsrepræsentant, der har taget kampen for kollegerne, hjulpet kolleger, der har haft særlig brug for hjælp og støtte, været skarp i forhandlinger eller været god til at få hverdagen til at fungere mellem ledelse og kolleger.