Socialstyrelsen og Børns Vilkår udgiver en ordbog til børn og unge, der har sager i kommunen. Foto: Mostphotos

”Turen går til kommunen”, kunne man kalde udgivelsen fra Socialstyrelsen og Børns Vilkår.

For pjecen er en parlør og ordbog til børn og unge, der skal tale med en sagsbehandler hos kommunen.

Titlen er: ”Ord, der er gode at kende, når du skal tale med nogen fra kommunen”, og er målrettet 10-17 årige.

Den består af 18 meget brugte ord og forvaltningsmæssige begreber, som kan være volapyk for unge mennesker.

Hvad er fx en underretning?

Det er fx rettigheder, underretning, netværksmøde, sag, parter, afgørelse, samtykke og mange flere.

Fx forklares samtykke således:

SAMTYKKE:  At give samtykke betyder, at man siger ”OK” til noget. I en sag kan du eller dine forældre blive bedt om at give samtykke til noget, sagsbehandleren gerne vil gøre. Fx kan dine forældre blive bedt om at give samtykke til, at fortælle noget til andre voksne, der kender dig. Det kan være noget om, hvad han eller hun har fundet ud af, om hvordan du har det.

Og underretning på denne måde:

UNDERRETNING: Hvis nogen skriver eller ringer til kommunen for at fortælle, at de er bekymrede for et barn eller en ung, laver de en ”underretning”. At ”underrette” betyder at fortælle nogen om noget. I Danmark har alle voksne nemlig pligt til at give besked til kommunen, hvis de har sådan en bekymring. Det kan være en lærer eller en pædagog, der laver en underretning, men det kan fx også være et familiemedlem eller en nabo.