Af Bent Klim Johansen, formand for HK Stat Østjylland

Mange steder er arbejdspresset højt og har været det længe. Opgaverne hober sig op, og tiden til at løse dem bliver mindre. Og det går ud over kvaliteten i opgaveløsningen. Og arbejdsglæden.
En undersøgelse, som HK Stat har foretaget i år, viser tydeligt, at arbejdspresset er for stort: 42 % af vores medlemmer oplever, at de ofte eller altid skal arbejde meget hurtigt for at nå deres opgaver. Landsgennemsnittet er på 37,6 %, så de løber stærkt på de statslige arbejdspladser.
41 % får altid eller ofte uventede arbejdsopgaver, mens 47 % svarer, at det sker sommetider. De mange opgaver og korte frister giver mere overarbejde end tidligere. 37 % svarer, at de altid eller ofte har overarbejde. Yderligere 42 % har sommetider overarbejde.
Det er enormt vigtigt at bevare den gode balance i forhold til privatlivet, og det er et problem for 20 %, der angiver, at arbejdet altid eller ofte tager så megen energi og så meget tid, at det går ud over privatlivet. For 36 % sker det somme tider. Det går jo ikke, at over halvdelen af medlemmerne på de statslige arbejdspladser har et job, der suger tid og energi ud af deres fritid. Der, hvor de skulle hygge sig med familien og lade op.
16 % oplever altid eller ofte at føle sig stresset på grund af arbejdet, og 29 % oplever det sommetider. Det er altså 45 % af vores medlemmer, der på forskellig vis oplever stress, der i undersøgelsen defineres som ”en længerevarende belastning, der påvirker arbejdsevne og trivsel fysisk såvel som psykisk”.
Altså næsten halvdelen.
Tallene vidner om et problem, vi skal tage alvorligt.
Desværre bliver et højt arbejdspres alt for ofte individualiseret.
"Du må lære at sige fra," "Du skal finde en bedre balance," eller "Har du overvejet at prioritere dine opgaver anderledes?" lyder det.
Men når så mange mennesker kæmper med stress og overbelastning, er der tale om et kollektivt problem, som vi som samfund må tage alvorligt.
Vi skal skabe en arbejdskultur, hvor:
- det er okay at sige fra, når man har for mange opgaver
- vi har en passende mængde tid til opgaverne, så de kan løses tilfredsstillende
- vi har mulighed for at planlægge vores opgaver, så de ikke stresser os og giver os overarbejde
- vi oplever arbejdsglæde og et arbejdsliv i balance
- vi hjælper hinanden og står sammen
Det kræver en fælles indsats fra både ledelse og medarbejdere. Vi skal sammen skabe arbejdspladser, hvor der er plads til både effektivitet og trivsel, og hvor arbejdet ikke går ud over vores helbred. Det er en investering i både medarbejderne og arbejdspladsen.
Det går jo ikke, at vi arbejder os ihjel.