
”Det er virkelig godt arbejde, Birgitte!”
Ros og anerkendelse handler om mere end bare et klap på skulderen.
Det styrker din trivsel, forklarer Torben Wiese, foredragsholder og forfatter bl.a. til bogen ’Bryd vanen og opnå dine mål.
- Når vi føler os set og værdsat, øger det både vores motivation og arbejdsindsats, og vi føler os mere trygge, når vi går på arbejde. Det er en nøgle til at trives på jobbet, siger Torben Wiese.
Anerkendelse behøver ikke være for store præstationer - de små anerkendelser gør en stor forskel. Når du roser dine kollegaer, styrker du både deres selvtillid og skaber et arbejdsmiljø, hvor alle føler sig set og trygge ifølge Torben Wiese.
Sådan kommer du i gang med at rose dine kollegaer
Det er din leders ansvar at anerkende sine ansatte for deres arbejdsindsats, men medarbejderne har også et medansvar, hvis du spørger Torben Wiese.
Vær den kollega, der roser sine kollegaer. Her får du hans konkrete råd:
- Du gør mit arbejde lettere
Brug betinget ros: “Tak for det gode arbejde med rapporten - den gør mit arbejde lettere.”
- Ros uden præstation
Øv dig i ubetinget ros: “Din positive energi smitter af på os alle - det værdsætter jeg.”
- Vis taknemmelighed
Anerkend betydningen: “Tak for at holde deadline - det gav mig mulighed for at hente mine børn til tiden.”
- Ros små handlinger
Bemærk konkrete handlinger: “Tak fordi du tog opvasken efter kagen - det hjælper os alle.”
- Ros idéer
Anerkend nye idéer og viden: “Din research om AI gav os et bedre udgangspunkt - det var inspirerende.”
Torben Wiese slutter med at sige, at mange danskere har en tendens til at have svært ved at tage imod ros. Han tror, det muligvis har noget at gøre med Janteloven.
- Når du selv modtager ros, så væn dig til ikke blot at svare: ”Tak, i lige måde”, ”Det er jo det, jeg får min løn for” eller ”Nå, det var da ingenting.”
Øv dig i blot at sige “tak” og anerkend betydningen. Det hjælper dig med at værdsætte både dig selv og den kollega, der giver dig ros.
Medlemmernes oplevelse af ros
Vi har talt med tre medlemmer af HK Privat, der har oplevet, hvordan ros kan gøre en forskel for deres arbejdsglæde og selvtillid:

Benjamin Emil de Coucheron Pay, 28 år. Arbejder som visuel designer hos GENERAXION.
Benjamin, der er visuel designer, får meget ud af, at hans kolleger roser hans arbejde.
- Det betyder virkelig meget for mig at blive anerkendt af mine kollegaer og at mit arbejde bliver set og værdsat. Det styrker ikke kun min selvtillid, men giver mig også følelsen af, at jeg gør en reel forskel, fortæller Benjamin.

Olivia Allure Sommer, 29 år. Elev som tandklinikassistent. Uddannet salgsassistent.
Olivia stod tidligere i butik, men har nu sadlet om og er elev som tandklinikassistent. Hun oplever, at den ros, hun modtager fra sine kollegers daglige anerkendelse, har hjulpet hende med at opbygge troen på, at hun kan klare nye udfordringer i sit nye fag.
- Jeg bliver fyldt af gåpåmod, når de fortæller, hvor meget jeg har rykket mig. I perioder tager den ene dag den anden, og så opdager jeg ikke selv, hvor meget jeg udvikler mig, siger hun.

Rasmus Jægerfeldt Irsbøl, 24 år. Kontoruddannet med speciale i administration. Arbejder som digital marketingassistent hos Visma Enterprise.
Rasmus har lige fået en projektansættelse hos Visma Enterprise. Det er i dialogen og feedbacken med sine kolleger, at Rasmus oplever, at han virkelig udvikler sig og skaber de bedste resultater.
- Jeg føler, at jeg udvikler mig her og har gode kolleger at sparre med. Det er vigtigt for mig både at have det sjovt på arbejdet og føle, at jeg bliver bedre hele tiden, uddyber han.
Du kan også læse mere om anerkendelse, og hvad det betyder i denne artikel om faglig stolthed. Læs den her