Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har modtaget spørgsmål om aflønning af personer ansat i fleksjob. Foto: Mostphotos

”Vil ministeren redegøre for, om det er rimeligt, at personer ansat i fleksjob på den nye ordning modregnes i fleksløntilskuddet, hvis de får udbetalt en eventuel bonus og dermed oplever, at deres indsats ikke kan anerkendes på linje med deres kolleger ansat på den gamle ordning eller på ordinære vilkår?

”Er ministeren enig i, at hvis en arbejdsgiver udsteder en selvstændig lønseddel for udbetaling af en julegave til samtlige medarbejdere i en virksomhed på samme beløb uafhængigt af arbejdsindsats, timetal eller lignende, og når arbejdsgiveren tydeligt og konsekvent, herunder ved den selvstændige lønseddel tilkendegiver, at der er tale om en julegave, at udbetalingen i så fald ikke er en lønindtægt efter reglerne om fleksløntilskud?”

Sådan lød to spørgsmål til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Fleksjobberen har en økonomisk gevinst

Og nu har ministeren svaret – og til det første spørgsmål er hun ret klar.

- Hvis man som fleksjobansat på den nye ordning (fra 2013) modtager resultatløn eller bonusordninger, der indgår som en del af lønnen, så har det betydning for beregningen af, hvor meget det offentlige yder i fleksløntilskud – som reguleres ift. lønindtægten.

Ministeren køber dog ikke påstanden om, at der ingen gevinst er for fleksjobberen, for, hvis en fleksjobber får udbetalt en bonus, bliver denne ikke fradraget krone for krone, men fleksløntilskuddet nedsættes med en procentandel, hvorfor der vil være en økonomisk gevinst.

Ligegyldigt om A- eller B-indkomst

I forholdet til det andet spørgsmål slår ministeren fast, at udbetalinger, der ikke kan karakteriseres som løn, fx et kontant beløb i julegave, IKKE medfører fradrag i fleksløntilskuddet uanset, om det udbetales som A - eller B- indkomst.

- Men det er en konkret vurdering hos kommunen.

Den vurdering kan fx se på om alle ansatte får samme beløb eller beløb beregnet med samme udgangspunkt. Ligesom det kan indgå, om den pågældende får udbetalingen på baggrund af egen personlig arbejdsindsats.