Ved ceremonien for Årets Tillidsrepræsentant i Cirkusbygningen, København, blev Pia Revsbech, som er FTR for HK’erne i Herlev Kommune hædret som finalist. Selvom hovedprisen gik til smed og svejser Karsten Klein Hansen, er Pias engagement og hendes store betydning for kollegerne i Herlev Kommune blevet bemærket og fejret på højeste niveau.
- Jeg er meget rørt over anerkendelsen fra mine kolleger og over at være nomineret til Årets TR. At være tillidsrepræsentant er for mig at være til stede for kollegerne hver dag, og at sørge for, at deres rettigheder altid står stærkt, lyder det fra Pia Revsbech.

Superhelt i hverdagen

Pia Revsbech er kendt blandt sine kolleger som en uundværlig støtte og beskrevet som deres “superhelt i hverdagen.” Hun har gennem ti år kæmpet for fleksible arbejdstider, rimelig kompensation for overarbejde og hjemmearbejdsaftaler. Hun kender tillidsrepræsentant-lovgivningen til fingerspidserne, og ifølge kollegerne er hendes viden om regler og love endda stærkere end de ledende medarbejderes.
- Pia kender lovgivningerne på TR-området i søvne bedre end de chefer, der sidder med rundt om bordet i MED-udvalget. Hun kan citere dem nærmest ordret, skrev hendes kollega Mette Nielsen i indstillingen, og det er netop denne styrke, som har gjort hende til en uundværlig skikkelse i Herlev Kommune.