
Winnie Kvist Johansen, fællestillidsrepræsentant for 550 HK'ere på Odense Universitetshospital (OUH) og Svendborg Sygehus på administrations- og IT-overenskomsten.
Da HK Kommunals overenskomster blev fornyet tidligere i år, fik tillidsrepræsentanter en nedskreven ret til at møde nyansatte i arbejdstiden. På de fleste arbejdspladser har det ikke hidtil været noget problem at afsætte tid til et møde af den karakter, men for især tillidsrepræsenter, der dækker flere matrikler, har det været et problem at finde tid og sted til at introducere nye kolleger til deres overenskomst og den fagforening, der har indgået den.
For HK er den nye ret en vigtig opbakning til den danske model, og arbejdsgiverne gik under OK-forhandlingerne med på denne anerkendelse af de tillidsvalgtes indsats.
På Odense Universitetshospital (OUH) så fællestillidsrepræsentant Winnie Kvist Johansen retten til at møde nyansatte i arbejdstiden som en kærkommen mulighed for at ’tune’ intro-processen. Med henvisning til den nye overenskomst tog hun initiativ til at gøre en samtale med en tillidsrepræsentant til en fast del af den velkomstproces, som ledere indkalder alle nyansatte til.
- Jeg finder det helt naturligt, at mødet med en TR står på onboarding-programmets tjekliste, fortæller hun.
FTR dækker 40 afdelinger
Hun er selv TR for kolleger i én afdeling, men derudover også FTR for ca. 550 ansatte på HK Kommunals overenskomst for Administration og IT. I alt otte tillidsrepræsentanter dækker det område, men som TR på tværs af klinikken har Winnie Kvist Johansen ansvaret for cirka 40 afdelinger, der ikke har deres egen tillidsrepræsentant.
- Som TR er det ikke noget problem at sørge for at hilse på en ny kollega i ens egen afdeling og introducere vedkommende til fx overenskomsten og HK-klubben, men det kan godt være lidt grænseoverskridende at skulle gøre det på en anden matrikel eller i en afdeling, hvor man ikke har sin daglige gang. Man ved jo ikke, hvornår det er ubelejligt. Det kan også være en lidt uoverskuelig opgave for en udenforstående at finde tid og sted til et møde. Derfor er det dejligt, at det nu er en fast del af rutinen ved nyansættelser, og at andre, der planlægger introen, også tager sig af det praktiske i den forbindelse, siger Winnie Kvist Johansen.
Hun oplever, at der er taget godt imod den nye procedure.
- Men selvfølgelig har der været ledere, der i en presset hverdag har glemt at sørge for at arrangere den nyansattes møde med en TR. De skal så bare lige mindes om det, indtil det også bliver en vane for dem.
HK-medlemmer får ”guldpakken”
For tillidsrepræsentanten er det fysiske møde en af en række opgaver, når der bliver ansat en ny kollega på HK-overenskomsten. Alle nyansatte får tilsendt klubmateriale og kontaktoplysninger samt en præsentation af klubben og den lokale TR. De får også information om, hvad klubben og HK tilbyder, og der er link til indmeldelse til dem, der ikke allerede er medlem.
Med HK-afdelingen tjekkes det, om vedkommende i forvejen er medlem af HK. Hvis det ikke er tilfældet, har det betydning for tilgangen til den nye kollega.
- Jeg er imødekommende, men også ret kontant og lægger ikke skjul på, at der er forskel på min håndtering af medlemmer og ikke-medlemmer. Medlemmer får den bedste service. Jeg kalder det ”guldpakken”, der bl.a. består af et grundigt tjek af CV og uddannelsesbeviser for at lede efter relevante uddannelser og erfaringer, der måske kan løfte lønnen. Er det den korrekte indplacering på grundlønstrin, og er der givet de relevante tillæg?
Hun lover ikke, at et HK-medlemskab automatisk giver højere løn.
- Men jeg kan love, at jeg som TR vil gøre en større indsats for en god indplacering, hvis de er medlem. Også i fremtiden vil jeg arbejde for at forbedre deres løn. Hvis de ikke melder sig ind i fællesskabet, kommer de selvfølgelig ikke til at ligge øverst i min bunke ved de lokale lønforhandlinger.
I perioden fra 1. oktober til 1. november er der blevet ansat 14 nye kolleger. Heraf var der syv, der ikke var medlem af HK ved ansættelsen, men alle 14 er nu kommet med i HK-klubben.
Retten til et møde med nyansatte
Tekst i nye MED-aftaler for ansatte i både regioner og kommuner.