
Ansatte i Skive Kommune på kursus i AI og informations- og cybersikkerhed. Foto: Privat
Ad to omgange har 35 medarbejdere i Ydelse og Borgerservice i Skive Kommune været på introkursus i AI og informations-/cybersikkerhed. På den måde er Skive et af de fremmeste eksempler på en kommune, der tager det udviklingsprojekt, som blev søsat i OK24, alvorligt.
I projektet skubber arbejdsgiverne og HK Kommunal i fællesskab på for, at medarbejdere sikres kompetenceudvikling i forhold til AI og informationssikkerhed. Målet er, at mange HK’ere får lyst til at tage et modul på enten akademi- eller diplomniveau i AI og/eller informationssikkerhed.
Opbakning fra ledelsen
Første skridt på arbejdspladsen er dog typisk et endags introkursus. Det tilbud faldt Anette Møller, teamleder i Borgerservice, over.
- Jeg foreslog det i ledergruppen, som syntes, det var en rigtig god ide, og så var det bare at søge pengene til det. Fordi vi er 35 medarbejdere i Borgerservice og Ydelse, besluttede vi at holde det i to blandede hold over to dage, så vi ikke behøvede at lukke afdelingen ned.
Det blev en øjenåbner
Introkurset blev noget af en øjenåbner, kunne Anette Møller konstatere.
- Jeg tror, mange blev overrasket over alt det, den kunstige intelligens kan bruges til. Der kom i hvert fald mange eksempler og aha-oplevelser til, hvordan AI kan være en hjælp.
Det var alt lige fra referater, forklaring af lovtekster, optagelse af gruppemøder, vagtplanlægning, breve til borgere og mange flere eksempler.
Som nævnt er næste skridt i projektet, at flere får lyst til at tage et akademi-eller diplommodul i AI eller informationssikkerhed. Det er et kort modul på 5 dage – svarende til 5 ECTS-point. Eksamen bliver bedømt bestået eller ikke-bestået.
Undervisningen kan også komme ud på arbejdspladsen, eller man kan melde sig til hold på et af uddannelsesstederne over hele landet.
Læs mere på: www.hk.dk/omhk/sektor/kommunal/kunstig-intelligens-og-informationssikkerhed