Danske Regioners kommunikationschef rykker til HK Kommunal
Fra 1. juni stopper kommunikationschefen i Danske Regioner. Det skriver han selv på LinkedIn. - I otte år har jeg som kommunikationschef med glæde og stolthed kæmpet for regionerne og alle vores vigtige mærkesager. Mange timer, mange tanker, meget hjerteblod, skriver danske regioners kommunikationschef, Niels Ditlev. I stedet skal Niels Ditlev fra 1. juni arbejde som kommunikationschef for HK Kommunal. Han overtager stillingen fra Lene Lundgaard, der indtil nu har arbejdet i HK i mere end 17 år. - HK’ere i kommuner og regioner gør hver dag en uundværlig indsats for et velfungerende velfærdssamfund. De møder borgerne i øjenhøjde, løser problemer, skaber overskud og sammenhæng. De fortjener en stærk stemme – og det vil jeg med begejstring bidrage til, skriver Niels Ditlev Preisler i opslaget. Udover arbejdet som kommunikationschef, har Niels Ditlev også en fortid som særlig rådgiver for tidligere ligestillings- og kirkeminister (2012-2014) og minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (2014-2015), Manu Sareen (R).
Altinget m.fl.
02-05-25
Derfor er fællesskab og fagforeninger vigtigere end nogensinde
Debatindlæg af Hans-Henrik Hansen, fællesformand HK Østjylland og HK Kommunal Østjylland. Krige, klimaforandringer, inflation og usikkerhed præger hverdagen - både globalt og herhjemme. Mange oplever, at fremtiden virker mere uforudsigelig end nogensinde før. Og når verden bliver urolig, bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er, at vi står sammen. På arbejdsmarkedet ser vi samme tendens. Vi oplever, hvordan nogle virksomheder presser løn- og arbejdsvilkår og forsøger at fjerne muligheden for fællesskab. De ønsker en arbejdsstyrke, der er splittet og bange for at stå sammen. For de ved, at et stærkt fællesskab ikke kan overhøres. Derfor er fagforeninger, fællesskab og solidaritet vigtigere end nogensinde. Det handler om, at vi ikke kun kæmper for os selv, men også for hinanden. At vi løfter i flok, når forandringer rammer - og insisterer på, at ingen skal stå alene. Den 1. maj minder vi hinanden om, at alt det, vi nyder godt af i dag - ferie, løn under sygdom, pensionsordninger, tryghed osv. - er resultater af fælles kamp og fælles styrke. Lad os vise, at fællesskabet lever - og at vi tror på, at vi sammen kan skabe en bedre fremtid. Vi ses 1. maj!
Århus Stiftstidende
01-05-25
Karina Sørensen: Jeg tvivler på budskabet om mere frihed
Debatindlæg af Karina Sørensen, HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet. På den absolutte førsteplads over gode nyheder i beskæftigelsesreformen er, at vi i jobcentrene kommer til at opleve mere tillid fra Christiansborg og mindre detailstyring. En anden god nyhed er den om, at vi skal opleve mere frihed til at planlægge indsatsen ud fra en faglig vurdering og i samarbejde med den konkrete borger. Jeg bliver imidlertid lidt i tvivl om, hvorvidt politikerne mener det med friheden alvorligt. For besparelsen på 2,7 milliarder kroner kan man ikke nå frem til udelukkende ved at reformere en lovgivning fuld af mistillid. Det er også de indsatser, som en individuelt, tilrettelagt indsats for borgerne skal bestå af, der spares hundredvis af millioner på. Det er stærkt bekymrende, at forliget sparer så mange penge på basisindsatsen til de unge, der kan have psykisk sygdom, handicap, misbrug og andre sociale problemer. Og når konklusionen på værdighed er, at man bare skal lade folk være mere i fred, misforstår man i mine øjne opgaven. For mange af borgere er jobcenteret den eneste livline til samfundet og til verden uden for deres egen lejlighed. Ligesom man fritager den sygemeldte muligheden for automatisk og gratis råd og vejledning.
A4 Medier
01-05-25
Den danske model kan ikke lære noget af Elon Musk
Debatindlæg af Ditte Gottlieb Bredahl, formand HK Kommunal Hovedstaden.LA, Cepos og Dansk Erhverv foreslår, at vi skal finansiere genopbygningen af vores forsvar ved at beskære vores velfærd og vores offentlige sektor. Mit budskab er, at vi har skabt en af verdens stærkeste samfundsmodeller. De økonomiske fakta dokumenterer, at der både er råd til oprustning og velfærd. Når vi er særligt udfordrede, skal vi da ikke holde op med at gøre det, vi er bedst til. Den danske model er en helt grundlæggende forudsætning for, at pengene vælter ind i statskassen, fordi så mange arbejder. Overenskomsternes kollektive arbejdsmarkedspensioner sikrer, at vi som lønmodtagere selv kan finansiere store dele af vores alderdom. Det er fake news, når liberalistiske politikere fremstiller den offentlige sektor som en samfundsbyrde, der vokser ukontrolleret. AE dokumenterede i januar, at ’det offentliges andel af beskæftigelsen er i dag på det laveste niveau siden 1980'erne’. Den offentlige sektor er vokset betydeligt mindre end dens opgaver. Det er i alles interesse, at vi forstår, at vores enestående danske model er noget, vi skal udvikle og passe på. Det er os, der har den gode model. Det er ikke Elon Musk.
Avisen Danmark, Fyns Amts Avis m.fl.
01-05-24
Jobcentrene skal fyre: - Vi skylder dem en stor tak
Nu skal mange af de lokale medarbejdere, der har været med til at sikre succesen på jobcentret i Helsingør, afskediges. Den beskæftigelsesreform, der blev skrevet under i begyndelsen af april, kommer til at betyde massive besparelser og rigtig mange fyringer. - Der skal være færre ansatte, det kommer vi ikke udenom. Det er helt tydeligt det, det er lagt op til, siger Thomas Horn, socialdemokratisk formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget i Helsingør Kommune. - Vi skylder medarbejderne på jobcentrene en stor tak, og nu står de i den her usikre situation. Det er virkelig svært at være formand for et udvalg, hvor medarbejderne i den grad er lykkedes med deres arbejdsopgaver, og så skal vi sige farvel til nogle af dem i løbet af det næste års tid, siger Thomas Horn. - Gigantbesparelsen vil blive mere end udhulet af langt større udgifter på det sociale område og til passiv forsørgelse. Og så er der naturligvis de menneskelige omkostninger, der følger af at lade en stor gruppe borgere tilbage uden udsigt til at blive en del af fællesskabet, sagde Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal, der repræsenterer nogle af de ansatte, til DR.dk.
Helsingør Dagblad m.fl.
24-04-25
Kritik af influencers ansøgning om personlig assistent
Et konservativt medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg kritiserer, at influencer og iværksætter Cathrine Wichmand er ved at søge om at få bevilget en personlig assistent på kommunens regning 15 timer om ugen, fordi hun har ADHD. Og borgmesteren har bedt om en redegørelse. Det er blandt andet næstformand i HK Kommunal Kasper Ejlertsens medlemmer, der sidder og sagsbehandler sådan en sag her. – Det politiske niveau skal huske at trække vejret dybt. Der er her foreløbig tale om en ansøgning. Og vi har en frisættelsesdagsorden, siger Kasper Ejlertsen. Han er overbevist om, at alle medarbejdere gør deres ypperste for at levere de bedste resultater på de konkrete sager. – Vi skal med beskæftigelsesministerens ord væk fra det, hun kalder kontrolregimet fra statens side. Det er i det lys, at man på det politiske niveau bør huske lige at vende skråen og for eksempel tænke over, om det her repræsenterer helheden, eller om der er tale om et enkeltstående tilfælde, siger Kasper Ejlertsen. Han tilføjer, at det ikke duer, at alle de borgere, der nu er tildelt personlig assistance, skal gå og være bekymrede for, om deres hjælp nu er lovmedholdelig. – Og jeg synes, det er ærgerligt, at man her bruger en enkeltsag til at fremme en politisk dagsorden, siger Kasper Ejlertsen.
TV2 News
17-04-25
HK: Kvaliteten er sparet væk i den nye beskæftigelsesreform
Debatindlæg af Ditte Gottlieb Bredahl, formand HK Kommunal Hovedstaden. Beskæftigelsesreformen fjerner en lang række af de lediges rettigheder og tilbud og 3 milliarder kroner fra de kommunale budgetter til at hjælpe ledige borgere i arbejde. Ifølge HK's beregninger er hele besparelsen på 3 milliarder kroner ædt op af ekstraudgifter og manglende indtægter, hvis den strukturelle ledighed stiger med bare 0,25 procent. Taberne risikerer at blive de kommunale pengekasser. Og taberne risikerer at blive de ledige. Især de 43.000 unge ledige uden uddannelse, der står til at miste mentorstøtte og ekstra vejledning. Samtidig bliver der markant færre job- og virksomhedskonsulenter til at tale med de unge om deres fremtid og til at få en kontakt til virksomheder. Risikoen er, at de unge aldrig får fodfæste på arbejdsmarkedet, at de i stedet indleder tilværelsen på en overførselsindkomst. Regeringen og kommunerne - sammen med medarbejderne i jobcentrene – bør tænke indsatsen over for de unge ledige uden uddannelse igennem på ny og sammen tage ansvar for en ny indsats. Det er på tide, at de 43.000 unge ledige uden uddannelse får en fair mulighed for at blive en del af Danmarks fremtid.
Avisen Danmark, Århus Stiftstidende m.fl.
16-04-25
Dramaerne står i kø i fagbevægelsen
Klumme af Gitte Redder, faglig kommentator. I HK’s forbundshus i København og i de syv lokalafdelinger rundt om i landet svirrer det lige nu med rygter om, hvem der stiller op for at blive HK’s nye formand, når den markante Anja C. Jensen stopper på kongressen i november. Forventningen er, at kandidaterne begynder at melde sig på den anden side af et HK-hovedbestyrelsesmøde 7. – 9. maj. For kandidater, der vil deltage i valgturné i efteråret og have interviews i fagbladet, er der deadline for at komme på banen 1. juni. Næstformand og formand for HK’s A-kasse Mads Samsing og formand for HK Kommunal Hovedstaden Ditte Gottlieb Bredahl er lige nu de mest varme navne som kandidater til en af de mest magtfulde poster i dansk fagbevægelse. Også sektorformand i HK Handel Mette Høgh, sektorformand i HK Privat Kim Jung Olsen og formand for HK Handel Hovedstaden Sofie Berg Axelsen har formandspotentiale, noterer flere kilder. Men der kan også være overraskelser på vej fra jyske afdelinger, påpeger en kilde og understreger, at der under alle omstændigheder skal være en kvinde i formandskabet.
A4 Medier
16-04-25
Reformen piller på afgørende punkter ved trygheden i en usikker tid
Debatindlæg af Lene Buhl, formand HK Kommunal Midtvest. Beskæftigelsessystemet er på mange måder kritisk infrastruktur og har mange gange bevist sit værd og sin evne til at være omstillingsparat. Det skete blandt andet ved krigen i Ukraine, hvor man i landets jobcentre var nervecentralen i at modtage de mange ukrainske flygtninge og har været bedst i hele Europa til at få ukrainerne hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Danske virksomheder bedømmer også i diverse undersøgelser jobcentrene med større og større tilfredshed. Det bekymrer mig, at man nu er på vej med en reform af beskæftigelsessystemet, som på afgørende punkter piller ved trygheden for især de udsatte ledige i en usikker tid. Der ændres ved tilbud til ledige unge i mistrivsel, der skal hjælpe dem videre til arbejde og uddannelse og blandt andet mulighed for mentorstøtte. Færre vil få fodfæste på arbejdsmarkedet, og flere vil få en førtidspension. Jeg håber, at regering og forligspartier vil give ansatte og kommune en fair chance for at få implementeret reformen ordentligt, men med en startdato den 1. februar 2026 kan det blive overordentligt svært.
Herning Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad, Dagbladet Struer m.fl.
11-04-25
Talsperson for jobkonsulenter: Endelig tager politikerne ansvaret
Endelig og langt om længe, siger Karina Sørensen, HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet, om den nye beskæftigelsesreform. - Jeg er så glad for, at politikerne går ud og tager ansvaret for, at det her kaos med tusindvis af regler oven på regler, at det er deres og ikke vores, siger hun. - Noget af det, der kan bekymre mig er, at alle skal vurderes jobparate, når de går ind ad døren. - Hvad så med dem der ikke er det? Dem der er stærkt fysisk og psykisk hæmmet, som ikke kan gå ind ad døren, skal jeg også vurdere dem jobparate? siger hun. Aftalen bekymrer også Karina Sørensen på anden vis. - Kan vi rent faktisk stadig have reelle tilbud til borgerne med flere udfordringer, eller bliver det blot et valg mellem, at du kan komme i virksomhedspraktik, eller også kan du blive fritaget, stiller hun sig spørgende. Reformen vil også have stor indvirkning på de medarbejdere, der til dagligt hjælper ledige borgere i arbejde. Selvom der er afsat en pulje på 100 mio. kr. til opkvalificering af medarbejderne på landets nu måske uddøde jobcentre, så bliver de penge tyndet ud, når de skal fordeles udover 98 kommuner og 30 A-kasser, siger Karina Sørensen.
DKNyt, NB Medier
10-04-25
Besparelser truer beskæftigelsesindsatsen i Aalborg Kommune
Debatindlæg af Susanne Thorsø, fællestillidsrepræsentant HK, Vibeke Lydersen, Klubformand HK m.fl. Selvom der er positive elementer i beskæftigelsesreformen i form af en faglig frisættelse, er vi alligevel særdeles bekymrede over besparelsen på knapt tre milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen - svarende til omkring 3.500 årsværk på landsplan. Besparelser af det omfang vil også ramme Aalborg. Hvis der bliver færre medarbejdere og færre ressourcer til at give borgerne de rette indsatser, betyder det i praksis, at flere borgere risikerer at blive efterladt på perronen uden den nødvendige støtte til at komme på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Medarbejderne ER afgørende for at støtte borgerne i deres udvikling, uanset hvad man så ellers mener om jobcentrene. Konkret vil vi gerne opfordre Aalborg Kommune til, 1) At sikre, at beskæftigelsesområdet i Aalborg ikke udhules økonomisk, 2) At arbejde mod initiativer, der fokuserer på tidlig opsporing og forebyggelse af ledighed blandt udsatte grupper, 3) At arbejde for at opretholde et stabilt og veluddannet personale i beskæftigelsesindsatsen ved at sikre ordentlige arbejdsforhold og incitamenter for at tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere.
Nordjyske Stiftstidende
10-04-25
HK Kommunal: Ledige betaler prisen for udsigtsløse besparelser
- Det er på høje tid, at vores medarbejdere i beskæftigelsesindsatsen bliver sat fri for unødige regler og dokumentationskrav, men når man samtidig fjerner mange af de værktøjer, medarbejderne har til rådighed, bliver frisættelsen mest af alt en tom skal uden væsentligt indhold. Sådan lyder det fra HK Kommunals næstformand, Kasper Ejlertsen, om forliget om fremtidens beskæftigelsesindsats. Kasper Ejlertsen appellerer til folketingspolitikerne om at gentænke størrelsen på den planlagte gigantbesparelse. - En sådan nedskæring kan ikke undgå at efterlade en masse ledige og sygemeldte borgere tilbage på perronen. Jeg ser frem til, at man ved de kommende økonomiforhandlinger får elimineret de værste vildskud, siger Kasper Ejlertsen. - Besparelsen vil blive mere end udhulet af langt større udgifter på det sociale område, siger han. Et stort selvmål er det ifølge næstformanden også, at man vil amputere den vigtige virksomhedskontakt, der skaber grundlaget for et både fleksibelt og rummeligt arbejdsmarked. - Toldmure og handelskrige kalder på, at vi polstrer – ikke afvikler - den aktive beskæftigelsesindsats, siger han og fortsætter: - Politikerne bør som minimum sikre en gradvis, fire-årig indfasning af reformen.
Ritzau, NB-Medier, DR.dk, A4 Medier, Danske Kommuner, DKNyt m.fl.
09-04-25
HK, KL: Politikerne må udskyde deadline for jobcenterbesparelser
Debatindlæg af Kasper Ejlertsen, næstformand HK Kommunal, Steen Christiansen, formand KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg og Signe Færch, forkvinde DS. Den mest alvorlige udfordring ved beskæftigelsesreformen er, at der skal spares 3 milliarder. Det vil især gå ud over den indsats, vi kan give til de mest udsatte borgere. Det betyder også, at vi skal sige farvel til rigtig mange kolleger. Samtidig skal det hele gennemføres nærmest overnight. Der skal realiseres besparelser for 1,3 milliarder i 2026. Og samtidig ligger lovgivningen og rammerne tidligst klar omkring årsskiftet. En reform af denne størrelse kræver en realistisk tidsplan. Med så kort tid til at blive klar, som der er lagt op til, risikerer vi i stedet at skabe forvirring og utryghed for medarbejderne. Den korte frist risikerer også at skabe forvirring og utryghed blandt virksomheder og de borgere. Når reformer gennemføres for hurtigt, risikerer vi, at de gode intentioner og store ambitioner ikke bliver realiseret. Vi er nødt til at sikre, at medarbejderne får en ordentlig behandling undervejs. Opfordringen til Folketingets partier er klar: Det bliver meget, meget vanskeligt at indfri de store ambitioner, hvis vi både skal spare med grønthøsteren på indsatserne og ikke har tiden til at forberede så stor en omstilling.
Altinget
07-04-25
Fyr ikke dem, der kan få sundhedsreformen sikkert i land
Debatindlæg af Dorthe V. Willumsen, formand HK Kommunal Sydjylland og Anette Blynel, Regionsrådet (SF). Når man sejler en supertanker, er det en dårlig idé at fyre kaptajnen og matroserne. Alligevel er det omtrent, hvad regeringen er i gang med. Regionerne står over for en enorm administrativ opgave, når sundhedsreformen skal gennemføres. Vi får virkelig brug for vores dygtige administrative personale, der kan sikre, at omlægningen sker effektivt og forsvarligt. Kommer der først rod i tingene, bliver det borgerne, der betaler prisen. Derfor er det os komplet uforståeligt, at regeringen har en plan om milliardbesparelser på administrationen. Det administrative personale er dem, der kan få den her administrative supertanker i land. De er den røde tråd i den hvide verden. Når man fjerner administrativt personale i sundhedsvæsenet, ender opgaverne ofte hos sundhedspersonalet, som dermed får mindre tid til patienterne. Det er en forringelse. Hvis regeringen ønsker et sundhedsvæsen, der fungerer bedre for borgerne, bør de sikre, at de rette opgaver løftes af de rette hænder. En klog sundhedsreform kræver kompetencer både på operationsstuen og på kontoret.
Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad m.fl.
30-03-25
Får vi frisættelse eller pseudofrisættelse?
Debatindlæg af Karina Sørensen, TR Jobcenter Viborg og HK Kommunals talsperson på beskæftigelsesområdet. På beskæftigelsesområdet er afbureaukratisering, frisættelse, værdighed og ambitionen om at måle på resultater noget, vi alle tager imod med glæde. Men ønsker man en frisættelse, eller om det bare skal ligne en frisættelse? Når alle borgere i fremtiden vurderes jobparate, så er det stadig Folketinget, der bedst ved, hvor mange samtaler der giver mening for den enkelte ledige. Hvis du derimod er længere fra arbejdsmarkedet, så tales der om afskaffelse af overflødige samtaler. Godt nok med den formulering, at ’alle målgrupper skal have ret til at få en samtale, når de har behov for det.’ Men hvem skal vurdere behovet, hvis over en fjerdedel af personalet i beskæftigelsesindsatsen fyres? Regeringen vil med ekstremt hård hånd skære tilbud væk til udsatte ledige og langvarigt syge. Men hvor blev frisættelsen lige af her? En frisættelse, når man har fjernet alle penge til at føre den ud i livet, er i mine øjne intet andet end en pseudofrisættelse. Man efterlader de ansatte med tomme hænder, men hvad værre er, så stikker man borgerne blår i øjnene.
Avisen Danmark, Århus Stiftstidende m.fl.
27-03-25
Forsøg med fleksibel arbejdstid gøres permanent
Den fleksible arbejdstidsordning, som det seneste år har givet medarbejdere på flere kommunale arbejdspladser i Vordingborg Kommune mulighed for selv at tilrettelægge deres arbejdstid, bliver nu permanent. Den fleksible ordning betyder, at den enkelte medarbejder kan indgå en skriftlig aftale med sin leder om, hvordan medarbejderen ønsker at tilrettelægge sine arbejdsdage i tidsrummet 06.00 til 22.00 på ugens fem hverdage. Det betyder, at man for eksempel kan holde tidligt fri, hvis man vil starte sin arbejdsdag klokken 6.00, eller at man kan have en ekstra fridag ved at lægge flere arbejdstimer på andre dage. Fleksibiliteten i ordningen vækker særlig glæde hos næstformand i hovedudvalget og fællestillidsrepræsentant for HK'erne i Vordingborg Kommune, Nina Andersen: - Den her ordning giver reel frihed og fleksibilitet i hverdagen. Det er ikke alle, der har glæde af en fast 4-dages uge, men med den her model kan vi tage hensyn til både børnefamilier og medarbejdere, der har brug for mere restitution, siger hun. Den seneste evaluering af ordningen viser bred opbakning blandt medarbejderne i kommunen. Hele 90 procent af de adspurgte har ønsket, at ordningen fortsætter.
TV2Øst.dk m.fl.
26-03-25
HK: Uværdig uvished præger beskæftigelsesområdet
Debatindlæg af Kasper Ejlertsen, Næstformand HK Kommunal. Både de ledige og medarbejderne på jobcentrene befinder sig i et urimeligt limbo efter nu i to et halvt år at have ventet på en afklaring om fremtidens jobindsats. Tusindvis af medarbejdere ved fortsat ikke, om de til næste år fortsat har et arbejde. Samtidig haster det med at lande en aftale, fordi beskæftigelsesreformen efter planen skal indfases allerede næste år. Uvisheden tager nu til i styrke, fordi regeringen tilsyneladende har svært ved at finde besparelser på tre milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen. Lige nu jonglerer regeringen med, at kommunerne engang i fremtiden selv skal finde besparelser på 800 millioner kroner på blandt andre vejledere, mentorer, virksomhedskonsulenter og ungemedarbejdere. Det giver meget lidt mening at skære på indsatser for specielt dem, der er længst fra arbejdsmarkedet. Og hvor mon den meget optalte værdighed bliver af, hvis man har sparet de værktøjer væk, der kunne have hjulpet den udsatte borger? Besparelsen vil blive mere end udhulet af langt større udgifter på socialområdet. Hvis frisættelsen samtidig ledsages af massive besparelser, bliver den ikke andet end en tom skal. Lad os få en værdig reform, der sidder i skabet første gang.
Altinget
19-03-25
HK’erne er rygraden i et tillidsbaseret velfærdssamfund
Klumme af Lene Roed, formand HK Kommunal. Ifølge en ny undersøgelse fra Advokatsamfundet falder danskernes tillid til, at kommuner og regioner overholder lovgivningen. Den dalende tillid er ikke opstået ud af den blå luft. Nej, den udspringer af en politisk kurs, hvor administration fremstilles som bureaukratisk spild frem for som en helt afgørende funktion i et velfungerende velfærdssamfund. Den kurs har givet sig helt konkrete udtryk i form af massive besparelser på de administrative funktioner. Men når de professionelle, administrative kompetencer bliver nedprioriteret, giver det længere sagsbehandlingstider, flere fejl og øget frustration blandt både borgere og medarbejdere. Et tidssvarende velfærdssamfund bør være kendetegnet ved gennemsigtighed, deltagelse, effektivitet og retfærdighed. I kommuner og regioner er HK’erne i mange sammenhænge fundamentet for, at den vision kan opfyldes. Det vil klæde politikerne at stoppe med at nedgøre de administrative kompetencer. Hvis vi ønsker at genoprette borgernes tillid, skal vi investere i mennesker og sikre, at der altid er en kompetent medarbejder foran systemet, som møder borgerne med faglighed og respekt. En professionel administrationen er kilden til en retfærdig og effektiv velfærd.
Magasinet Kommunen
17-03-25
HK: Kommunal administration er ikke et overflødigt fedtlag
Debatindlæg af Ditte Gottlieb Bredahl, formand HK Kommunal Hovedstaden. Det er utroværdigt overfor vælgerne og i strid med virkeligheden, når regeringen gang på gang påstår, at den kan finde milliarder til velfærd ved at fjerne overflødig administration. Teaterforestillingens foreløbige højdepunkt er den politiske hetz mod jobcentrene. Regeringens ekspertgruppe foreslår besparelser på tre milliarder kroner på beskæftigelsesområdet, fordi det står i kommissoriet. Det er ikke sandsynliggjort, at det hverken er muligt eller fornuftigt at spare tre milliarder på beskæftigelsesindsatsen. Det var bare det tal, regeringen fandt på, da den gik i gang med at indfri Venstres valgløfte om at nedlægge jobcentrene. Regeringen har ikke fundet overflødige tre milliarder kroner, men har tvunget kommunerne til at spare penge. Og det kommer selvfølgelig til at ramme danskernes velfærd – lige som alle andre besparelser, regeringer finder på, når de skal bruge penge til eksempelvis skattelettelser. Det er dårligt HR-arbejde at true og skælde ud på jobfunktioner, som hverken regeringen, kommunerne eller borgerne kan undvære. HK'ernes stillinger figurerer under administration i kontoplanen, men er i virkeligheden meget borgernær velfærd uden skyggen af bureaukrati.
Altinget
10-03-25
HK: 270.000 borgere skal sikres rettigheder efter Post Nord-nedlukning
- Politikerne bør sikre, at de 270.000 digitalt fritagne borgere bevarer deres forvaltningsmæssige retskrav om blandt andet svarfrister og behandlingsfrister. Sådan lyder det fra HK Kommunals formand, Lene Roed, i kølvandet på Post Nords beslutning om at droppe al brevlevering. Hun ser det som en realistisk mulighed, at leveringen af breve til de digitalt udfordrede borgere bliver både langsommere og dyrere med en ny post-aktør. - Fra vores HK-ansatte i Borgerservice, på biblioteker og på sygehusene ved jeg, at det betyder utroligt meget for vores digitalt fritagne borgere at være ligestillet med deres digitale medborgere, for eksempel hvad angår svarfrister, klagefrister og behandlingsfrister, siger Lene Roed. Den stabile brevomdeling skal derfor ifølge Lene Roed sikres for at fastholde tilliden til myndighederne for alle borgere. Hun frygter også, at brevomdelingen med en ny post-aktør bliver væsentligt dyrere end den nuværende Post Nord-løsning. - Politikerne bør holde kommuner og regioner økonomisk skadefrie, hvis det viser sig, at en ny postaktør skruer priserne op. Rettighederne til vores digitalt fritagne borgere må ikke blive underminerede af, at kommuner og regioner sparer på udgifterne til brevleveringerne, siger Lene Roed.
Ritzau m.fl.
06-03-25