Diverse pengesedler og mønter

Måske har du været på barsel. Måske har du haft et længere sygeforløb. Eller måske har du bare haft alt for travlt til at holde fri.

Der kan være mange grunde til, at du ikke har nået at bruge alle de feriefridage, som du fik tildelt 1. september 2024.

Men har du ubrugte feriefridage, når rådhusklokkerne ringer det nye år ind, skal du sikre dig, at du får værdien af de ubrugte dage udbetalt først i det nye år.

Ellers kan du risikere at miste dem.

Feriefridage er et overenskomstgode og udbetales efter den enkelte overenskomsts regler. På nogle overenskomster sker det automatisk, mens man på andre overenskomster selv skal bede om at få dem udbetalt.

Find din overenskomst herunder og se, hvordan du skal forholde dig til ubrugte feriefridage.

Er du i tvivl, om du har en overenskomst, eller hvilke regler der gælder for dig, kan du tjekke det på www.MitHK.dk under ”Dit medlemskab”.

Hvis du ikke har overenskomst

Har du feriefridage, men ikke overenskomst, skal du tjekke, hvad der er aftalt.
Din ret til feriefridage vil i så fald typisk i din ansættelseskontrakt eller personalehåndbogen.

 

Landsoverenskomster, hvor du selv skal bede om at få ubrugte feriefridage udbetalt som løn

Du skal rejse dit krav inden 3 uger efter 31. december 2025.

  • Asfaltindustrien
  • Dansk Erhverv - Funktionæroverenskomst for Handel, Viden og Service
  • Dansk Erhverv - IT-overenskomsten
  • Dansk Erhverv - Reklame/Forlag
  • DIO II - Funktionæroverenskomst Handel, Transport og Service
  • DI - Industriens Funktionæroverenskomst
  • De Mindre Byggeorganisationer
  • Den Grafiske Overenskomst (timelønnede)
  • DIO III (tidligere Dansk Byggeri)
  • DM Arbejdsgiver
  • Grakom - Digitalprint- og serigrafoverenskomst
  • Grakom - Funktionæroverenskomsten
  • Tekniq Installation

 

Landsoverenskomster, hvor ubrugte feriefridage udbetales automatisk med januar- eller februarlønnen i 2026

  • Dansk Håndværk
  • Danske Fysioterapeuter
  • DBR
  • DI - Emballageoverenskomsten
  • Færgerederierne - DAS
  • Færgerederierne - DIS
  • Horesta - Funktionæroverenskomst
  • Horesta - Kasino-overenskomsten
  • Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening
  • Tandlægeforeningen
  • Tekniq Industri

Landsoverenskomster med andre regler

  • DI - Mejeribranchens Funktionæroverenskomst: Feriefridagene holdes i perioden 1. maj til 30. april. Har du ikke nået at holde alle 5 feriefridage, skal du søge om at få udbetalt ubrugte feriefridage inden 3 uger efter den 1. maj. Ellers kan du ikke få dem udbetalt.
  • Dansk Kiropraktorforening: Ubrugte feriefridage pr. 31. december 2025 udbetales med førstkommende lønudbetaling efter 30. april.
  • Gartneri, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere: Feriefridage optjenes løbende og skal holdes senest et år, efter at de er optjent. Du kan kun få udbetalt værdien af ubrugte feriefridage, hvis der er tale om særlige omstændigheder. Fx at du har været på barsel eller har haft længerevarende sygdom.
  • Aftaleenheden: Ubrugte feriefridage pr. 30. april 2026 kan efter aftale overføres til næste optjeningsperioden eller udbetales med førstkommende lønudbetaling efter 30. april 2026.