Mikkel Als, sektionsleder i tandplejen i Aarhus Kommune. Foto: Privat

En kombination af ønsket om højere faglighed i administrationen af tandplejen og et pænt stort sparekrav har gjort, at Tandplejen i Aarhus Kommune har måttet tænke nyt.

I foråret 2026 etablerer man nemlig et såkaldt kontaktcenter med ca.16 medarbejdere svarende til 10 årsværk, som skal tage sig af stort set al telefonbetjening og patientadministration, forklarer sektionsleder i tandplejen Mikkel Als.

Det handler om opgaver som tilsætning, book-selv aftaler, opfølgning på aftaler, hændelser, såsom til-/fraflytninger/fødsler, udskrivning af 22-årige, fritvalg og meget mere.

De unge fylder meget administrativt

Under ”meget mere” og medvirkende til centraliseringen spiller det nemlig ind, at de 18-21 årige som gruppe og hele ”fritvalgs-ordningen" for de unge fylder rigtig meget i paletten af administrative opgaver.

Som uddannelses-by strømmer det til med 18-21-årige, de seneste år er der alene kommet 20.000 ekstra i den kategori til tandplejen.

-   De fylder ikke kun i tandlægestolene, men også administrativt. Mange 18-21-årige tilflytter Aarhus og ca. 10 % af dem vælger privat tandklinik. Det medfører kontrakter med de private tandlæger, overførsel af journaler og røntgen, og ikke mindst skal der betales regninger for deres behandlinger, forklarer Mikkel Als.

Skal både være inde og ude

Selv om der sker en centralisering, så forventes hovedparten af de 16 medarbejdere i kontaktcentret også at arbejde nogle dage på en af Tandplejens tandklinikker.

På de lokale tandklinikker bevares der altså kun meget lidt administration, fx udeblivelser, vareindkøb og sygemeldinger.

Mikkel Als pointerer, at medarbejderne i kontaktcentret skal have kompetencer inden for både telefonbetjening og administration - man skal kunne klare begge hovedopgaver lige godt.

Som teamleder for det nye kontaktcenter har man faktisk ansat en tandklinikassistent.

-   Hun skal stå for den daglige ledelse af kontaktcenteret, og at det netop er en tandklinikassistent, der får den rolle, var vigtigt for os, fordi hun har de rigtige erfaringer og gode relationskompetencer, forklarer Mikkel Als.