
Formand for HK Kommunal, Lene Roed, og forhandlingsleder for KL, Gitte Lyngskjold, underskriver kl. 04.00 den nye aftale. Foto Ditlev Preisler
Et mærkbart ekstra løft til HK’erne i kommunerne. Det blev resultatet af et forlig i nat mellem HK Kommunal og KL. Nattens forlig kommer i kølvandet på sidste uges store forlig, hvor Forhandlingsfællesskabet sikrede lønstigninger til alle kommunalt ansatte på 6,27 procent over tre år – og en pulje på godt 2 procent målrettet HK Kommunals egne faggrupper. Og det er den pulje, nattens forlig handler om.
Forliget indeholder pensionsforbedringer på 1 procent til alle samt 1,08 procent, der indsættes på den nye fritvalgskonto. Det betyder, at HK’ere i kommunerne får 3,5 procent af lønnen ind hver måned på fritvalgskontoen. Det kommer oven i de 2,35 procent, som er på kontoen fra 1. januar 2028.
Fritvalgskontoen kan bruges til mere i løn, fridage eller bedre pension.
Tilfreds formand
Forhandlingerne kørte non-stop fra torsdag middag til sent natten til fredag.
– Samlet set synes jeg, at vi giver et meget flot løft til HK’erne i kommunerne. Vores medlemmer er med forligene sikret en reallønsfremgang og dermed, at købekraften forbedres. Og samtidig tager vi endnu et skridt mod, at det enkelte medlem i højere grad selv kan vælge, om man vil have flere fridage, mere i pension eller mere udbetalt. Så jeg er en meget tilfreds – men også lige nu lidt træt – formand, siger Lene Roed, formand for HK Kommunal.
Ud over den bedre pension og flere penge på fritvalgskontoen indeholder forliget også en række andre forbedringer. Blandt andet er der afsat en særlig pulje til løft af HK´ernes kompetencer inden for AI og digitalisering. Samtidig løftes bl.a. beskæftigelsesområdet og tandklinikassistenterne med en grundlønsforhøjelse – en forhøjelse, som kommer oven i stigningerne til alle på de over 2 procent.
– Jeg synes, at der er mange gode elementer i forliget. Satsningen på AI og digitalisering glæder mig og ligger meget fint i forlængelse af det arbejde, som vi allerede er i gang med. Og jeg vil også fremhæve, at vi løfter beskæftigelsesområdet, siger Lene Roed.
Regionerne næste gang
Forliget med KL omfatter alle HK’s mange faggrupper i kommunerne – dog med undtagelse af de kommunale chefer og personale ved lokalbanerne. Her forhandles de kommende dage.
Næste store skridt i OK26-forhandlingerne er sidst i den kommende uge, hvor HK Kommunal skal forhandle med regionerne.
Det er endnu ikke besluttet, hvornår det samlede resultat skal til urafstemning.
Nattens forlig vedr. HK’erne i kommunerne
- Alle får 1 procent mere i pension. De fleste HK’ere har i dag 17 procent i pension, som nu hæves til 18 procent.
- Alle får også ekstra 1,08 procent indsat på den nye fritvalgsordning.
- Alle får dermed lidt over 2 procent. Den enkelte kan selv vælge, om det skal gå til løn, pension eller gemmes på fritvalgskontoen til brug til fx en ferie.
- Med de 1,08 procent på fritvalg får alle HK’erne hver måned 3,5 procent af lønnen ind på fritvalgskontoen. Det kommer oven i de 2,35 procent, som kommer ind på kontoen 1. januar 2028.
- Fritvalgsordningen træder først i kraft 1. januar 2028, så de 1,08 procent vil fra 1. april .2027 være et midlertidigt løntillæg, indtil pengene kan komme ind på fritvalgskontoen pr. 1. januar 2028.
- På beskæftigelsesområdet udvides gruppen af jobkonsulenter m.fl. Det betyder, at specialister m.fl. på beskæftigelsesområdet overgår til overenskomstens bestemmelser om jobkonsulenter. Samtidig gives der en grundlønsforhøjelse på 4.600 kroner om året.
- Alle tandklinikassistenter får forhøjet deres grundløn med 4.600 kr. om året. Samtidig er deres lønmodel styrket bl.a. ved at fremrykke tre af de seks løntrin, som i dag gives efter syv års erfaring, til efter fire års erfaring og ved indførelse af et nyt løntrin 41 som en forsøgsordning.
- Laboratorie- og miljøpersonale, der arbejder med miljø- og naturbeskyttelse i kommunernes tekniske forvaltninger, får et nyt tillæg på 14.500 kr. om året ekstra.
- UU-vejledere får en ekstra pensionsforhøjelse på 0,94 procent og en forhøjelse af deres grundløn med 4.600 kr. om året. Hermed får de samme pension som UU-vejledere med læreruddannelsen.
- Alle ledere får 12.300 kr.om året ekstra. Forhøjelsen er finansieret via en pulje fra det generelle forlig mellem Forhandlingsfællesskabet og KL.
- Sundhedsadministrative koordinatorer og sundhedsservicesekretærer får en grundlønsstigning på 1 løntrin ekstra.
- Deltidsansattes merarbejde betales fremover som overarbejde. Det er en konsekvens af deltidsdommen fra februar.
- En særlig pulje på 30 mio. kr. går til kompetenceudvikling inden for digitalisering og AI.
- De særlige indsatser i Kompetencefonden – for tandklinikassistenter og socialformidlere samt mulighed for midler til IT-certificeringer – fortsætter i overenskomstperioden.
- Der er aftalt projekter, der sætter fokus på AI samt informations- og cybersikkerhed, sundhedsadministration i kommunerne og elever.
Se også