Tandklinikassistenter på job i Viborg Kommunale Tandpleje

Foto: Tom Ingvardsen

Uanset om man er i gang med uddannelsen, først skal til det, eller allerede har taget en hel Akademiuddannelse i Odontologisk Praksis (AOP), er det nu muligt som tandklinikassistent at supplere sin videreuddannelse med to nye moduler:

  • Den digitale tandklinik – om hvordan kunstig intelligens, digitale processer og elektroniske journalsystemer kan forvandle klinikkens hverdag og løfte kvaliteten på alle niveauer.
  • Innovation og bæredygtighed på tandklinikker – om, hvordan du kan kombinere nytænkning, faglighed og grøn ansvarlighed – uden at gå på kompromis med kvaliteten i behandlingen.

 

– Det er rigtig dejligt at se, at skolen sørger for at udvikle uddannelsen og holde den relevant, siger Malene Løvbjerg, HK Kommunals repræsentant for faggruppen af tandklinikassistenter.

Hun anbefaler alle tandklinikassistenter at tage de nye moduler.

– Kompetencerne er efterspurgte og oppe i tiden. Robotter og kunstig intelligens er introduceret i tandplejen, og den grønne dagsorden fylder også rigtig meget i forbindelse med bl.a. de mange engangsartikler, vi anvender.

AOP-modulerne udbydes af Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere (SKT) som en landsdækkende aktivitet, foreløbig i byerne Aalborg, Aarhus, Kolding/Fredericia og København. Der kan oprettes hold andre steder, hvis der er nok tilmeldte.

– I store tandplejer er det måske muligt at samle et tilstrækkeligt antal deltagere til at oprette et hold. Andre steder kan det være en god idé at snakke sammen med andre klinikker for at gå sammen om at oprette et hold på et aftalt tidspunkt. Det vil jeg stærkt anbefale, at man gør, siger Malene Løvbjerg.

Læs mere om modulerne i denne folder (pdf, 2 sider).